På rundtur i Danmarks største skraldespand
Bag-om-VF-med-Petar-og-Eva-Modtagehal.jpg
I filmene er det to af Vestforbrændings erfarne formidlere, Petar Granic og Eva Fischer Alstrup, der viser rundt og fortæller, hvad der sker på forbrændingsanlægget. Foto: Presse
affald Hvad sker der egentlig med dit sorterede affald, når skraldebilerne triller ind på Vestforbrænding? Det, og meget mere, kan du få svar på i en række nye film, der skal gøre borgere klogere på deres eget affald.
Fakta

Få besøg af affaldsekspert

Filmene er ikke det eneste Corona-venlige tilbud, Vestforbræding har på hylden. Siden 11. maj har skoleklasser i Vestforbrændings ejerkommuner kunnet få besøg af en affaldsekspert, som sammen med elever og lærere sætter fokus på miljø, genbrug og sortering af affald. Forløbet foregår udendørs på skolens område, og eleverne skal selv være aktive og samle skrald i mindre grupper med gribetænger og efterfølgende sortere det i de rigtige affaldsfraktioner.

Find filmene og book en affaldsekspert på www.vestfor.dk

 

Den høje skorsten på Vestforbrænding sender hver dag røg og varm luft ud over Islev, men hvordan ser der ud bag murerne på det store forbrændingsanlæg og hvad sker der helt præcist, når skraldebilen læsser affaldet af? De spørgsmål svarer Vestforbrændings to formidlere, Petar Granic og Eva Fischer Alstrup, på i en række nye film, der viser hvad der sker på forbrændingsanlægget, der er landets største af sin slags. I den ene film kan man blandt andet se, hvordan affaldet bliver læsset af til enten genanvendelse eller forbrænding. I den anden film kommer man helt tæt på de to kæmpe ovne, der brænder affaldet og bliver gjort rent med dynamit, hamre og bilfælge. Tredje film, som endnu ikke er klippet helt færdig, viser, hvordan røgen bliver renset, inden den bliver sendt ud gennem den 150 meter høje skorsten.   
Tanken er, at Petar og Eva på en sjov og underholdende måde skal gøre børn og voksne klogere på, hvad der sker med deres affald. Det skulle også meget gerne gøre dem mere bevidste om, at det faktisk gør en forskel, når de sorterer deres affald”, siger formidlingschef Marie Louise Krogh-Nielsen.

Aflyste besøg
Sidste år havde Vestforbrænding over 27.000 besøgende, og på en almindelig uge havde det store anlæg normalt besøg af omkring 30 skoleklasser. Det har Corona-krisen sat en midlertidig stopper for, og det er blandt andet derfor at Vestforbrænding har fået produceret en række film, der tager seerne med på besøg og viser steder på værket, man normalt ikke kan komme.
Vi er vant til at have gæster hver eneste dag og undervise i, hvordan man genanvender affald eller brænder det og laver energi. Derfor er det helt oplagt for os at finde nye måder at dele vores viden på, så skoler og andre interesserede alligevel kan blive klogere på, hvad vi laver. De kan endda få lov til at se steder, vi normalt ikke kan vise på en rundtur,” siger Marie Louise Krogh-Nielsen.



Kommentarer
Top