Børn stak sig på kanyle ved legeplads
kærene-legeplads.jpg
Tre legekammerater stak sig mandag eftermiddag på en brugt kanyle, som de havde fundet i et buskads på en legeplads i Kærene. Foto: Red.
kærene Tre legekammerater stak sig mandag eftermiddag på en brugt kanyle, som de havde fundet i et buskads på en legeplads i Kærene. ”Jeg havde aldrig forestillet mig, at der ville ligge sprøjter og flyde, hvor børn leger,” siger Daniel Miller, der er far til en af de børnene.

Normalt forbinder man legepladser med et sikkert sted, hvor børn kan lege ubekymret, men mandag eftermiddag blev enhver forældres mareridt til virkelighed, da Daniel Millers seksårige søn, sammen med to legekammerater, fandt en brugt kanyle, som de stak sig på, i et buskads ved legepladsen i Maglekær. 

”De ville mærke om den var spids og stak sig alle i håndfladerne med kanylen,” fortæller Daniel Miller, der er rystet over, at der ligger sprøjter og flyder i et område, hvor børn leger.

”Vi ved godt, at der nogle gange foregår ting og sager i Kærene og vi har også haft snakken med vores søn om, at han ikke må samle pilleglas og små sølvpapirsposer op fra jorden, men jeg havde ikke forestillet mig, at der ville ligge sprøjter og flyde, hvor børnene leger,” siger Daniel Miller. 

Undersøgt for sygdomme
De tre børn fortalte efterfølgende selv om fundet og at de havde stukket sig på den knækkede kanylespids. De blev derfor kørt til Herlev Hospital, hvor de blev undersøgt, fik taget en række blodprøver og vaccineret imod blandt andet leverbetændelse.

”Lægerne har taget alle forholdsregler, men der skulle heldigvis ikke skulle være store chancer for at få leverbetændelse eller andre sygdomme,” fortæller Daniel Miller, der forventer at få svar på prøverne i næste uge.

Dagen derpå har børnene det godt og Daniel Miller er mest af alt vred over, at personen der har brugt kanylen ikke har skaffet sig af med den på ordentlig vis.

”Jeg var rasende, da jeg blev ringet op og fik at vide, at de havde fundet en brugt kanyle. Efterfølgende har vi fået at vide, at kanylen har ligget der længe og jeg tror ikke, der er en person, der bevidst har smidt den ved legepladsen. Uanset hvad, skal en kanyle ikke smides på jorden, så jeg kan kun opfordre andre til at holde ekstra godt øje, når de færdes i de grønne områder i Kærene,” siger Daniel Miller.  

Det var denne kanyle, som børnene fandt og efterfølgende stak sig på. Foto: Privat

Kommentarer
Top