Rødovres børn får ekstra solcreme på
solcreme1.jpg
Den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse delte tirsdag særlige solpakker ud til byens børneinstitutioner. Foto: Brian Poulsen
Kræftens Bekæmpelse Fordi byens børn er mere og mere udendørs på grund af coronatiltagene, er der også mere end normalt brug for beskyttelse mod solen. Derfor har Kræftens Bekæmpelse nu delt ekstra solcreme ud til samtlige institutioner.

Vi ved det godt. Vi skal passe på solens farlige stråler, og vi skal hjælpe dem, der ikke selv kan passe på, med at smøre sig ind hjemmefra. For at give en ekstra hånd, har Kræftens Bekæmpelse i Rødovre igen afleveret en gratis solpakke til alle byens børneinstitutioner. Her er der solcreme, UV-perler og andre gode ting, der skal gøre børn og pædagoger mere opmærksomme på, at solen altså ikke kun er dejlig, men også farlig.

”Det er blevet forår, og solens dejlige men skadelige stråler begynder at kigge frem. Som I ved, betyder det meget mere ude-tid med børnene i jeres institution. Det ligger vores lokalforening meget på sinde at være med til at sætte fokus på solbeskyttelse af børn.Både blandt børnene selv men også blandt pædagoger og forældre som skal være gode forbilleder,” fortæller Jette Jensen, der er formand for den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse.



Særligt børn er udsatte i solen, fordi de er meget ude og leger uden at tænke over, hvornår og hvordan.

”Heldigvis kan stort set alle tilfælde af kræft i huden forebygges ved at undgå for meget uv-stråling. Derfor er vi glade for, at så mange har taget imod solpakken. Vi håber den bliver taget flittigt i brug og at de får mange fornøjelige timer udendørs de næste mange måneder. Har man spørgsmål til noget, er man meget velkommen til at kontakte os,” siger Jette Jensen.

 

Vigtig solbeskyttelse

Rødovre Kommune er tæt på at blive certificeret som Solsikker kommune.

Det indebærer, at solbeskyttelse er en del af kommunens sundhedspolitik eller det er politisk besluttet at arbejde med solbeskyttelse i kommunen.

Dertil kommer mindst fem øvrige solbeskyttelsestiltag i kommunen. Eksempelvis, at kommunen har tiltag for at forebygge kræft i huden, delt materialer ud, sat initiativer i gang i kommunen eller taget sol med i sundhedspolitikken.

Det er noget, der er vigtigt for det lokale bestyrelsesmedlem, Natascha Dall, der også har en lille datter selv.

”Solbeskyttelse er særligt vigtigt i forhold til børn. Jo oftere man udsættes for UV-stråling og solskoldninger i barndommen, jo større er risikoen for at udvikle kræft i huden senere i livet. Solcreme bør ikke være første og eneste valg af solbeskyttelse. Som mor smører jeg min datter ind hver morgen og er så meget i skygge som muligt,” siger hun.

Kommentarer
Top