Politichef: ”Hold fast i de gode takter”
rc-1.jpg
Onsdag den 13. maj var borgmester Britt Jensen (S) inviteret med på butikskontrol med lokale betjente i det genåbnede Rødovre Centrum
København Vestegns Politi roser lokale caféer, restauranter og butikker for deres håndtering af genåbningen midt i coronakrisen. ”Hold fast i de gode takter, så genåbningen af samfundet kan fortsætte,” lyder det fra politiinspektør Allan Nyring.
Fakta

Butikker og restaurationer skal bl.a. begrænse kundeantallet, skabe plads til afstand, skilte med smitteinformation, tilbyde håndsprit og håndtere fødevarer uden emballage med plastikhandsker.
Politiets corona-patruljer giver gerne råd under deres tilsyn, og ellers kan du søge information på www.coronasmitte.dk eller den myndighedsfælles corona-hotline 7020 0233.

Med 126 coronarelaterede sigtelser i starten af maj måned, var politikredsen på Vestegnen en af landets mest flittige med bødeblokken. Bøderne blev blandt andet givet til borgere for ikke at overholde forsamlingsforbuddet og politiets opholdsforbud. Når det kommer til de lokale caféer, restauranter og butikker er bødeblokken imidlertid ikke blevet hevet frem. Københavns Vestegns Politi har siden den 11. maj, hvor indkøbscentre og mange butikker igen slog dørene op, efter flere måneders coronalukning, sat ind med omfattende kontroller i detailhandlen og restaurationsbranchen og tilbagemeldingerne er særdeles positive.
”Generelt møder vi samfundssind og oplever erhvervsdrivende, som følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer for at begrænse coronavirus – og det vil jeg gerne kvittere for. Bliv ved med det, fortsæt de gode takter, så vores samfund gradvist kan fortsætte tilbage til normalen,” siger chef for lokalpolitiet, politiinspektør Allan Nyring, Københavns Vestegns Politi.
Corona-patruljerne på Vestegnen har dog givet nogle næringsdrivende påbud om at leve op til retningslinjerne. Alle påbud er efterkommet, og Københavns Vestegns Politi har endnu ikke uddelt bøder eller lukket en forretning.

 



Kommentarer
Top