Holder øje med butikker og centerkunder
rc-1.jpg
Onsdag i sidste uge var borgmester Britt Jensen (S) inviteret med på butikskontrol med lokale betjente i det genåbnede Rødovre Centrum Foto: Presse
rødovre centrum Mandag den 11. maj kunne de tvangslukkede butikker i Rødovre Centrum atter rulle butiksgitrene op efter næsten to måneders lukning. Københavns Vestegns Politi vil i den i den forbindelse være ekstra til stede for at sikre, at alle retningslinjer bliver overholdt.

Nu er der igen mulighed for at købe ankelstrømper og desserttallerkner i Danmarks største indkøbscenter. Rødovre centrum er, ligesom en stor del af den øvrige detailhandel, igen åbnet op efter en lang coronaperiode med slukkede kasseapparater og nedrullede gitre.
Åbningen stiller en lang række krav til Rødovre Centrum og de genåbnede butikker skal følge visse retningslinjer for fortsat at begrænse spredning af smitte.
Det handler blandt andet om plads til at holde afstand, antal personer i butikken, COVID-19 information og adgang til håndsprit.    
Københavns Vestegns Politi har afsat ekstra patruljer kun til at kontrollere butikker og storcentre eller hjælpe ejerne med at få tingene i orden.
”Siden genåbningen har vi besøgt et stort antal butikker og centre, og helt generelt møder vi stor forståelse, ansvarsbevidsthed og ønske om at begrænse smittespredningen. Langt hovedparten har styr på retningslinjerne og ellers vejleder vi dem gerne,” udtaler chefen for lokalpolitiet i Københavns Vestegns Politi, politiinspektør Allan Nyring, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under billedet

De lokale betjente kontrollerede en stribe butikker, gav et par råd og ellers var alt var i orden. Foto: Presse

Særligt coronafokus
Københavns Vestegns Politis særlige coronafokus i storcentrene vil fortsætte den kommende tid og det kan medføre påbud, bøder og butikslukning, hvis retningslinjerne ikke bliver fulgt. Onsdag i sidste uge var Rødovre nyvalgte borgmester, Britt Jensen (S), med politiet på butikskontrol i Rødovre Centrum og hun kan mærke, at genåbningen får erhvervslivet til at blomstre op igen.
”Det har stor betydning for vores erhvervsliv i Rødovre Kommune, at en så stor, lokal arbejdsplads som Rødovre Centrum nu kan genåbne. Vi kan virkelig mærke, hvordan vores lokale erhvervsliv blomstrer op igen, og at både vores borgere og besøgende igen er aktive her i og omkring Rødovre Centrum,” siger borgmester Britt Jensen, der husker på, at det stadig er vigtigt at vi passer på hinanden.
Vi skal fortsat overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer for hygiejne og afstand. Kun derved kan vi gøre os forhåbninger om at se flere dele af vores samfund blive genåbnet i den kommende tid,” siger Britt Jensen.

Ensrettede veje
I Rødovre Centrum har centerets ansatte haft travlt med at placere informationstavler ved alle indgange, opstille spritdispensere og ensrette ’gaderne’ i centeret, så kunderne holder afstand.
”Vi er glade for at åbne igen og kender vores ansvar, for det skal være trygt for alle at besøge centret. Vi følger retningslinjerne og er hellere ekstra påpasselige og tilbageholdende, for det er vigtigt for alle at bremse smitten og at genåbningerne kan fortsætte,” siger administrerende direktør Jesper Andreasen, Rødovre Centrum.

Kommentarer
Top