Genbrugsstation nærmer sig normal drift
dyrby.jpg
Har du også holdt i kø for at komme af med dit affald på genbrugsstationen de seneste par uger? Så kan du glæde dig over, at genbrugsstationerne nu lukker flere biler ind ad gangen. Foto: Per Dyrby
affald Der har været lange bilkøer ved Rødovre Genbrugsplads på Valhøjs Allé de senere uger, som følge at corona-restriktioner, men nu åbnes der op for, at flere biler kan være på pladen på samme tid.

Der er godt nyt til borgere, der tænker at slå et smut forbi genbrugsstationen på Valhøjs Allé. Kommunerne i Vestforbrændings opland lukker nemlig op for, at flere biler ad gangen kan køre ind på genbrugspladserne.
Lange bilkøer og ventetid har været hverdag på mange genbrugsstationer de seneste uger, men når flere nu kan komme ind på genbrugsstationen, skulle det hele gerne komme til at glide lidt bedre.
“De besøgende på genbrugsstationerne i Vestforbrændings ejerkommuner har generelt været gode til at vise hensyn og respektere køerne, selvom de ind imellem har været lange. Nu kan vi heldigvis åbne for flere biler ad gangen og på den måde nærme os en normalisering af driften,” siger udviklingschef på Vestforbrænding Yvonne Amskov.
Vestforbrænding opfordrer dog stadig alle, der kan, til at vente med at aflevere affald på genbrugsstationerne, da der er kø mange steder.


Følg anvisninger
For at undgå smittespredning i forbindelse med besøget på genbrugsstationen, skal man fortsat overholde følgende anbefalinger:



  • Følg anvisninger på skilte og fra personale.
  • Hold god afstand til andre (både personale og andre kunder.)
  • Bliv i bilen til det er din tur til at læsse af og gå kun hen til containeren en person ad gangen.
  • Brug handsker eller brug medbragt håndsprit både før og efter besøget. Der er ikke adgang til håndvask og håndsprit på pladsen.
  • Sorter dit affald hjemmefra, og gør opholdet så kort som muligt.
  • Medbring selv handsker, skovl og kost.
Kommentarer
Top