Cykelstier til 25 millioner får politikere til at klodse bremsen
super-cykelsti_001_201115_BP.jpg
Rødovre Kommune har valgt at undersøge behovet og omkostningerne af nye cykelstier på Viemosevej, Sommerfuglevej og Nørrevangen, som en del af budgetresolutionen. Foto: BrianPoulsen/arkiv
trafik Hvis Rødovre Kommune vælger at etablere nye cykelstier på tre veje i Islev, forventes der op til 20 procent flere cyklister på vejene, men de samlede omkostning får udvalgsformand til at stoppe op.

Mængden af cyklister kan stige med op til 20 procent, hvis der etableres cykelstier på Viemosevej, Sommerfuglevej og Nørrevangen. Det viser en undersøgelse, som Valentin Trafikplanlægning ApS har foretaget for Rødovre Kommune.
Prisen for det samlede arbejde anslås imidlertid til at løbe op i samlet 25,6 millioner kroner og formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jan Kongebro (S), forventer derfor ikke, at Rødovre Kommune sætter spaden i jorden lige foreløbig for at øge fremkommeligheden for cyklisterne i Islev.
”Det er selvfølgelig glædeligt, at analysen viser, at der med etablering af cykelstier på de tre veje, forventes at komme en øget cykeltrafik, men jeg tror vi var mange i Kommunalbestyrelsen der var overrasket over beløbets størrelse,” fortæller Jan Kongebro om sagen, der blev behandlet i Kommunalbestyrelsen i april måned.
Rødovre Kommune har valgt at undersøge behovet og omkostningerne af nye cykelstier på Viemosevej, Sommerfuglevej og Nørrevangen, som en del af budgetresolutionen.
Viemosevej og Sommerfuglevej ligger tæt på Islev Skole og har derfor meget skoletrafik. Analysen viser også, bil- og cykeltrafikken taler for, at behovet for cykelstier er større på Viemosevej og Sommerfuglevej end på Nørrevangen.

Vi lave samlet cykelplan
Valentin Trafikplanlægning ApS vurderer, at behovet for cykelstier især er stort på Viemosevej, da vejen giver adgang til mange funktioner i og uden for kommunegrænsen, som herunder kollektiv trafik og indkøbsmuligheder samt Islev Skole og Islevbadet, men i første omgang skal områdets borgere ikke sætte næsen op efter nye cykelstier.
”Kommunalbestyrelsen har taget sagen til efterretning og der er ingen konkrete planer om at gå i gang med arbejdet på baggrund af den analyse vi har fået foretaget,” siger Jan Kongebro. Han fortsætter:
“Jeg ser hellere, at vi, efter sommerferien, tager hul på en samlet cykelstrategi for hele Rødovre Kommune. Jeg synes ikke vi skal gå i gang med at lave drypløsninger, men i stedet arbejde mere langsigtet og få kigget på hele kommunen og på den måde få et større overblik over, hvor behovet er størst for nye cykelstier,” siger Jan Kongebro om sagen.



 

Kommentarer
Top