CNN sender fra Hendriksholm Skole
IMG_1387.jpg
CNN er rykket ind på Hendriksholm Skole, hvor eleverne fortæller om hjemmeundervisning og genåbning
Hele verden kigger lige nu mod Rødovre, hvor Hendriksholm Skole vipper præsident Trump af pinden på CNN's sendeflade.

Alle elever fra 5. klasse på Hendriksholm Skole ved, hvem Donald Trump er. Nu kan det være, at den amerikanske præsident også snart ved, hvem de er. I hvert fald tog nyhedsmediet over dem alle tirsdag morgen direkte fra Københavns Lufthavn til Rødovre for at lave en stor reportage om, hvordan Danmark og den lokale lille skole håndterer genåbningen af skolerne.

”Skoler verden over er lukkede og nogle med udsigt til fortsat at være det efter sommerferien. Verdens øjne hviler derfor på erfaringerne fra genåbningen af skolerne i Danmark og her er vi på Hendriksholm skole glade for at kunne bidrage,” siger afdelingsleder Jimmy Skov Glasdam Adetunji.



Genåbning og hjemmeundervisning

Han tog imod det store kamerahold fra CNN klokken 7.45 på skolens kontor tirsdag morgen og så gik dagen ellers med rundvisning og indblik i, hvordan skoledagen kan se ud, hvis man skal åbne skolerne sikkert op.

”Det er selvsagt ikke hver dag, at vi som skole lægger lokaler til et verdensomspændende medie, så det var med lige dele glæde og spænding,” siger Jimmy Skov Glasdam Adetunji.

Reportagen skulle indeholde dækbilleder af undervisning og frikvarterer, samt interviews med de altoverskyggende hovedpersoner Andy og Daniel fra 5. A, som kunne bidrage med førstehåndserfaringer omkring hjemmeundervisning og tilbagevenden til en skole, som på mange områder er helt forandret i forhold til, da de forlod den.

”Det var en stor oplevelse for skolen og eleverne, men også spændende for journalisterne at se, hvordan vi griber situationen an,” fortæller Jimmy Skov Glasdam Adetunji.

Kommentarer
Top