Tak Rødovre
flemming_lunde_østergaard_hansen.jpg
Flemming Lunde Østergaard Hansen Foto: Presse
debat krisetider viser vi mennesker og vores lokalsamfund sit sande ansigt. Ingen kan være i tvivl om, at den nuværende sundhedskrise og deraf følgende økonomiske krise er enorm. Hvor det ender ved ingen, men der skal nok være håb på den anden side. Indtil nu har lokalsamfundet i Rødovre vist sig fra sin flotteste side.

Selv om vi lever i en nødsituation, holdes mange hjul i gang. Medarbejdere og ledere i lokale private virksomheder knokler for at holde skindet på næsen. Kassemedarbejdere i vores dagligvarebutikker leverer, trods deres udsatte situation, en super service fra morgen til aften. Og andre butiksansatte rundt om i byen gør det samme.

Medarbejdere på vores plejehjem, hjemmehjælpere, lærere, pædagoger, sundhedsplejen, renovationsmedarbejdere og mange flere yder sammen med den kommunale administration en stor og anerkendelsesværdig indsats til gavn for os borgere i en svær tid.

Politisk træffer vi beslutninger om, hvordan vi i endnu højere grad kan holde hånden under det lokale erhvervsliv, så vi så vidt muligt sikrer lokale arbejdspladser i den kommende tid.

Det har været en fornøjelse at opleve vores fremragende lokalavis, Rødovre Lokal Nyt, endnu engang spille en central rolle i lokalsamfundet. Både som formidler at historier i en corona-tid og som initiativtager til aktiviteter til støtte for de lokale virksomheder og foreninger.

 Opbakningen til Rødovre Mighty Bulls, hvor vi er mange der har købt spøgelsesbilletter, over 3.300 stk., vidner om en særlig Rødovre ånd. Det samme gør de mange frivillige borgere der stiller sig til rådighed for sårbare medmennesker til fx indkøb, samtaler over telefon eller Skype og som støtter lokale forretninger og virksomheder.

Selvom det er en drøj tid vi gennemlever, så er der grund til at sige tak til de mange, som her i Rødovre hver især gør en indsats for, at vi kommer igennem denne krise sammen. Stort tak skal lyde herfra.

Kommentarer
Top