Succestræner stopper
RH_damer-IF_stjernen_042_191019_BP.jpg

Håndbold 1. Division, Rødovre HK - IF Stjernen: Træner Nikolaj Moltrup-Ryom

Nikolaj Moltrup-Ryom er fortid i Rødovre HK efter to succesfulde sæsoner. Foto: Brian Poulsen
Håndbold Nikolaj Moltrup-Ryom er fortid som træner for Rødovre HKs 1. divisionsdamer, da han ikke kan afse den fornødne tid, i forhold til RHs set-up. Nikolaj Moltrup der i sin første sæson som træner for RHs damer, vandt 2. division med klubbens unge og talentfulde damehold, var i denne sæson medvirkende til, at Rødovre HK sikrede sig endnu en sæson i kvindernes 1. division. RHs formand Michael Eriksen siger, at der ligger ikke noget andet bagved.

Hvad er årsagen til, at du ikke fortsætter som træner for RHs damer?
”Det handler om hvor meget tid jeg kunne lægge i arbejdet, i forhold til hvor meget tid klubben vil have jeg skulle lægge i arbejdet.
Jeg har ikke været lige så meget på som Troels Brøns (trænerkollega) hen over sæsonen, og jeg vil heller ikke kunne lægge lige så meget tid i det den kommende sæson, så det er mest af alt tiden der er afgørende for, om det kunne blive eller ikke blive til noget. Jeg synes det er store forventninger der stilles til en assistenttræner, som jeg var tiltænkt i den kommende sæson”, siger Nikolaj Moltrup-Ryom og fortsætter.
”Troels Brøns lægger meget arbejde i det, og har en stor personlighed, så han har sikkert haft en holdning til det på en eller anden måde. Men klubben må gerne henvende sig hvis de ikke finder en assistenttræner” siger Nikolaj Moltrup-Ryom.
”Jeg tror det bliver svært at finde en ny trænerassistent, med så meget tid de vil have der skal lægges i det. Fire gange træning om ugen, træningslejr og ture til Jylland, det bliver meget arbejde der skal lægges i det. Vi kom ikke til at snakke økonomi, så man kan ikke sige, at det var økonomien der skilte os ad” siger Nikolaj Moltrup-Ryom.

Hvordan vil du evaluerer sæsonen?
”Sæsonen er gået som vi havde forestillet os, det var svært, men vi havde forstillet os at vi kunne være med. Det synes jeg også vi har fået vist ved at slå Hadsten og Bjerringbro, to etablerede 1. divisionshold som vi indbyrdes har været bedre end. Vi var også bedre indbyrdes end de to andre oprykkere, Sæby HK og IF Stjernen, Odense, som også var målsætningen inden sæsonen” siger Nikolaj Moltrup-Ryom.
Man kan sige, at det var qua en corona og Holstebros andet hold der vandt en 2. division, som ikke kunne rykke op i 1. division, der gjorde at vi blev i 1. division, men jeg synes, at holdet fortjente at blive. Der er mange dygtige spillere på holdet, og de har en stor lyst til at træne, så jeg håber for Rødovre, at de vil blive sammen to til tre sæsoner mere, så er jeg helt overbevist om, at det er et hold der placerer sig i den bedste halvdel af 1. division, om det så bliver top fem eller top tre det er svært at sige, men hvis de bliver sammen så bliver de et godt hold” mener Moltrup-Ryom.
”Jeg synes sæsonen er godkendt, det gjaldt om at blive i 1. division, og det blev vi. Man kan altid snakke om hvorfor, hvordan og hvorledes, men uanset hvad, så blev vi og skal spille i 1. division til næste år. Den erfaring spillerne har fået i år, har de med sig til næste sæson, så jeg forestiller mig at målsætningen for den kommende sæson, uden at jeg har noget som helst med den at gøre, må være at blive i 1. division, uden at skulle spille om det, det giver sig selv” slutter Nikolaj Moltrup-Ryom.



Rødovre Lokal Nyt har talt med Rødovre HKs formand Michael Eriksen om Nikolaj Moltrup-Ryoms afgang som træner for RHs 1. divisions damer.

Hvad er den faktiske grund til, at RH ikke forlængede med Nikolaj Moltrup-Ryom?
”Det som Nikolaj (Moltrup-Ryom) kunne tilbyde af tid, var ikke det som vi kunne bruge, i forhold til det set-up vi har. Der er ingen sure miner, og der ligger ikke noget andet bagved, det gør der ikke” siger Michael Eriksen.

Har I indgået aftale med ny trænerassistent?
”Det har vi ikke endnu, Troels Brøns har talt med et emne, men jeg er ikke bekendt med resultatet, da vi ikke mødes så meget for tiden, da det hele står i stampe” siger Rødovre HKs formand Michael Eriksen.

Kommentarer
Top