Stort smykkefund i Damhussøen
dam-11.jpg
Dykkere har til eftermiddag fisket en stor mængde smykker og sølvbestik op fra bunden af Damhussøen. Foto: presse-fotos.dk
politi Dykkere har til eftermiddag fisket en stor mængde smykker og sølvtøj op fra bunden af Damhussøen. ”Der er tale om en del kæder, smykker og bestik, som kunne stamme fra et indbrud, men som også kunne være hittegods,” lyder det fra Københavns Politi.

Damhussøen har gennem årene lagt bund til lidt af hvert og i dag var det et stort antal smykker og sølvbestik, som havde lagt sig ligeså fint på bunden af søen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.45 fra en borger, der havde set de mange smykker i det lave vand tæt på Roskildevej og Damhuskroen. På stedet kunne politiet hurtigt konstatere, at der var tale om en større mængde smykker og derfor blev der rekvireret en dykker til at få fisket værdigenstandene op på land.
”Der er tale om en del smykker og der er blandt andet ravkæder og halskæder, men også en del bestik,” fortæller vagtchef hos Københavns Politi, Kristian Rohdin.
Om de mange genstande stammer fra et indbrud, vides endnu ikke, men det er en mulighed, som politiet undersøger.
”Det kan være kastet i søen af mange grunde. Vi undersøger om der er anmeldt et indbrud, hvor de stjålne ting matcher og ellers kan vi undersøge nogle af indgraveringerne i skeerne. Der kan også være tale om hittegods,” siger Kristian Rohdin.



Kommentarer
Top