Jeg savner at kramme kunderne
dorthe-meny_731_010420_BP-1-e1585922777231.jpg
På trods af en anderledes hverdag, forsøger Dorthe at holde humøret oppe. Foto: Brian Poulsen
COVID-19 Det er ikke kun sygeplejersker og hjemmehjælpere, der udsætter sig selv for livsfarlig smitte, mens de holder samfundet kørende under Coronakrisen. I Meny i Rødovre Centrum fortæller kasseassistenten, Dorthe, hvordan hun hele tiden husker at passe på sig selv og kunderne. ”Jeg mangler at give de gamle et kram,” siger hun.

Det er som at gå igennem en spøgelsesby, når man skal på arbejde.
Selvom Dorthe Skovlund Jensen har let til latter og altid er frisk på at lave sjov med sine kollegaer, er der noget trist i hendes stemme.
Den daglige tur gennem Rødovre Centrum, hvor hun har arbejdet de sidste 12 år, er da også et forfærdeligt vidensbyrd om den menneskelige katastrofe, der er skyllet ind over både Danmark og Rødovre.
Hvor der tidligere var liv og kollegaer, der hilste og sagde pænt god morgen, er der i dag lukkede skodder og bøjede nakker, der dårligt tør afsløre et sæt øjne, som mangler nogen at smile til.
Inde i Meny finder Dorthe hurtigt sin faste plads bag Kasse 4.
Med håndsprit klar, klistermærker på gulvet, der markerer hvor tæt kunderne må komme på hinanden og en kæmpe pleksiglasskærm foran sig, føler hun sig egentlig tryg nok ved at være en af de hverdagens helte, der får samfundet til at hænge sammen under krisen, men hun savner den menneskelige kontakt.
”Jeg prøver at vende de negative tanker til noget positivt og er glad for, at jeg er en af dem, der stadig kan komme på arbejde. Faktisk tænker jeg slet ikke så meget over, om jeg måske kan blive smittet på arbejdet,” siger hun.
Det hænger måske sammen med, at hun altid har gjort meget ud af renlighed, men også at butikken har indført en masse skærpede sikkerhedsforanstaltninger.
”Jeg er mere bange for, om jeg måske kan være smittet uden at vide det, og så smitter andre,” understreger Dorthe.



Holder humøret højt
Hun kan stadig genkende mange af dem, der kommer i butikken, men fortæller, at der er rigtig mange, der bliver væk i denne tid. Det påvirker selvfølgelig humøret.
”Derfor synes jeg også, vi prøver at snakke om andet end Corona. Vi prøver at være glade og holde humøret højt, men det er svært, når man ikke rigtig kan høre, hvad kunderne siger på grund af skærmen mellem os,” forklarer hun.

Kunder tager hensyn
Kunderne er blevet gode til at tage hensyn og handler ind med afstand til hinanden.
De betaler i stor udstrækning med kort, så det er kun, hvis der skal gives sedler retur, at der er direkte kontakt.
”Men vi rører jo også ved varerne, så derfor spritter vi af hele tiden. Jeg synes kunderne er gode til at forstå, hvor når vi lige skal op og vaske hænder, hvis vi har rørt ved sedler eller varer. De ved jo godt, det er for en sikkerheds skyld,” siger Dorthe, der dog godt kunne tænke sig, at folk blev lidt bedre til ikke at smide deres brugte gummihandsker på gulvet.
”Det er lidt fjollet, for der er jo nogen, der skal røre ved dem, for at samle dem op. Men det er nu en bagatel sammenlignet med, hvor godt folk opfører sig. Jeg glæder mig bare til det hele er overstået og vi kan give de ældre kunder et kram igen. Jeg ved, at alle mine kollegaer her i centeret tænker rigtig meget på dem og vi glæder os til at se dem alle sammen igen,” understreger Dorthe Skovlund Jensen.

Kommentarer
Top