En tid efter Corona
kim-drejer_001_300117_BP.jpg
"Når vi er kommet igennem krisen, så vil vi se mange ting i et klarere lys," lyder det fra Konservatives gruppeformand, Kim Drejer Nielsen. Foto: Arkiv
debat Vi lever i specielle tider. Pga. Corona-virussen er store dele af det danske samfund lukket ned. Mange mennesker bliver hjemme. Ganske mange arbejder hjemmefra. Imens sørger læger, sygeplejersker, plejepersonale, politifolk, kassemedarbejdere, chauffører og mange andre, at de mest vitale funktioner stadig fungerer. Dem skylder vi stor tak.

Mange har i denne tid skullet arbejde og passe børn samtidigt. Især har enlige forældre været pressede. Private besøg har været sat i bero. De fleste har måttet undvære besøg fra venner og familie. Værst har det nok været for mange ældre. Alt i alt har det været en slem tid – den har ikke været nem at komme igennem. Selv om samfundet nu gradvist lukkes op, så er den desværre ikke slut endnu.

Virussen har ramt en del, men vi må forvente at endnu flere bliver syge og at mange flere vil komme til at dø. Det er forfærdeligt, men det er desværre umuligt at undgå. At nogen i den forbindelse dør alene, er derimod næsten ikke til at bære.



Men måske er virussen trods alt i stand til at lære os hvad det er, der er vigtigt i livet. Det at være der for hinanden, at være sammen med venner og familie – dét er det, der betyder noget. Vi bliver pludseligt meget mere opmærksomme på, at der er mennesker, der har det værre end os selv. At hjælpe andre og at give noget af sig selv er noget af det, der giver tilværelsen indhold. Det bliver forhåbentligt noget vi husker, når krisen er overstået.

Det er helt naturligt, at der i kølvandet er stor usikkerhed. Økonomisk kommer vi til at mærke et tilbageslag. Nationalbanken vurderer et fald i BNP på op til 10 %. Med finanskrisen i 2008-2009 var faldet ca. 5 %. Det tog det danske samfund 7 år før man var tilbage på niveauet fra før krisen.

Mange danske virksomheder kæmper for overlevelse. Flere er på randen af konkurs. I den situation har mange mistet deres arbejde. Også i Rødovre mærker vi at de lokale virksomheder har problemer og at arbejdsløsheden stiger.

Folketinget har vedtaget hjælpepakker og lokalt har vi i kommunalbestyrelsen indgået en aftale om at fremrykke betalinger, udskyde virksomhedernes dækningsafgift og igangsætte en række anlæg før tid. Alt i alt skal det være med til at gøre at krisen ikke bliver værre en højst nødvendigt.

Men alting har en pris. Vi må forvente store underskud i staten og i kommunerne. Gælden vil stige. Heldigvis har vi brugt de gode tider til at afdrage på vores gæld, så der er mere at stå imod med.

Ingen har på nuværende tidspunkt noget overblik, hverken over antallet af konkurser, antallet af arbejdsløse, størrelsen af underskud og gæld. Men der er ingen grund til at skjule sandheden: Det bliver slemt.

Den gode nyhed er, at denne krise ikke skyldes dårligdomme i de økonomiske strukturer. Dansk økonomi er grundlæggende sund. Det er ikke tale om en finanskrise eller en boble, der er sprunget. Det har været en politisk beslutning at lukke dele af samfundet ned. Det betyder, at der også efter krisen vil være brug for alle de ting vi er vant til. Samfundet vil gå videre og atter komme op i gear.

Men krisen kan blive langvarig. Når tilbageslaget er så voldsomt, så tager det tid at komme tilbage. Desuden handler det ikke kun om Danmark. Situationen er den samme i mange andre lande i verden som i Danmark. Dansk eksport bliver hårdt ramt. Men overalt i verden er der politikere og økonomer, der er bevidste om hvad der skal gøres for at krisen ikke bliver unødigt hård. Derfor tror jeg på, at vi som samfund nok skal komme igennem uden de største katastrofer.

Der kommer en tid efter Corona. Når vi er kommet igennem krisen, så vil vi se mange ting i et klarere lys. Vi vil lære og forstå mange ting. Sætte mere pris på det vi har. På den måde er der intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. I mellemtiden vil jeg blot bede alle om at passe på hinanden. Vi skal nok komme igennem det.

Kommentarer
Top