Coronahjælp på vej – Nye projekter for 38 millioner
vejarbejde-islevtorv_006_170915_BP.jpg
Den største post skal gå til renovering af veje. Her vil Rødovre Kommune fremrykke støjreducerende tiltag på kommunens gennemskærende veje for 23 millioner kroner Foto: Arkiv
hjælp Kommunalbestyrelsen skal i aften tage stilling til, om der skal fremrykkes helt nye anlægsinvesteringer for 38,8 millioner kroner. Fremrykningen skal give virksomheder ordrer i bøgerne og være med til at skabe lokale arbejdspladser.

Der er coronahjælp på vej til erhvervslivet.
Økonomiudvalget har allerede godkendt en sag, der skal gøre det lidt lettere for dele af erhvervslivet at komme helskindet igennem coronakrisen og det forventes at resten af Kommunalbestyrelsen gør det samme i aften. Helt konkret har Rødovre Kommune fået grønt lys af Social- og indenrigsministeriet til ekstraordinært at låne penge, der vil gøre det muligt at fremrykke anlægsinvesteringer for i alt 38,8 millioner kroner.
Der er tale om helt nye anlægsprojekter, der ikke var en del af budgettet for 2020 og håbet er, at projekterne kan være med til at kickstarte Rødovres erhvervsliv, så virksomheder kan få ordrer i bøgerne og der kan skabes lokale arbejdspladser.
Den største post skal gå til renovering af veje. Her vil Rødovre Kommune fremrykke støjreducerende tiltag på kommunens gennemskærende veje for 23 millioner kroner, men der er også afsat en pulje på fem millioner kroner til vedligehold på kommunale institutioner og 1,5 millioner kroner til renovering af køkkener på plejehjemmene.
”Det er vigtigt for mig at understrege, at alle partier står bag den her aftale. Rødovre står med andre ord skulder ved skulder i kampen for at komme ud af krisen. Jeg er imponeret af, at alle partier med så kort varsel har bakket op og været klar til at tage ansvar. Det er godt gået, og jeg er meget taknemlig for den store ansvarlighed, som mine politiske kolleger her udviser,” lød det tidligere på måneden fra borgmester Britt Jensen (S) efter at samtlige partier i Kommunalbestyrelsen var enige om, at søge om lånedispensation hos Social- og Indenrigsministeriet, så det bliver muligt at igangsætte kommunale renoveringer og forbedringer.
Rødovre Kommunes anlægsbudget ligger i 2020 i forvejen på 128 millioner kroner og de projekter for samlet 38,8 millioner kroner kommer dermed med i puljen af projekter, som kommunen kaster sig over i år.

Det er en aftale mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening, der giver kommunerne mulighed for fremrykke investeringer i byggeri og anlæg til 2020 og Kommunernes Landsforening forventer, at der på landsplan kan fremrykkes projekter for svimlende 2,5 milliarder kroner.



Projekt Beløb 
Pulje til mindre vedligehold på kommunale institutioner 5 millioner kroner
Støjreducerende belægning på kommunens gennemskærende veje 23 millioner kroner
Skovmoseskolen – Ventilation 3,8 millioner kroner
Energirenovering af Børneinstitutionen Kompasset 200.000 kroner
Renovering af køkkener på plejehjemmene 1,5 millioner kroner
Udskiftning af vandinstallationer på Broparken 3,4 millioner kroner
Renovering af skydeklub 900.000 kroner
Tilpasning af elevatorer til nye lovkrav 950.000 kroner
I alt

Kilde: Rødovre Kommune

38,750.000 millioner kroner
Kommentarer
Top