Børnehavebørn indtager scenen
viften2_140307_BP.jpg
Viften har stillet det store kultushus til rådighed for de lokale daginstitutioner, der mangler plads. Foto: BrianPoulsen/arkiv
børnepasning Rødovres kulturhus på Rådhuspladsen er slet ikke så tom, som man skulle tro. Faktisk er der liv og glade dage i den store koncertsal, som i disse uger benyttes af byens børnehaver. ”Viften lever kun, når der er mennesker i huset, så jeg synes det er herligt,” lyder det fra Viftens daglige leder, Lau Wulfsberg.

Koncerthungrende borgere må indtil videre spejde langt efter en god gedigen rockkoncert i Kulturhuset Viften, men det betyder ikke, at der ikke bliver skrålet og hvinet på livet løs i det store kulturhus på Rådhuspladsen.
I forbindelse med genåbningen af Rødovre Kommunes skoler og daginstitutioner skal børn og skoleelever have flere kvadratmeter at boltre sig på, for at undgå smittefare, og derfor er Viften taget i brug, så institutioner på skift kan benytte de mange kvadratmeter i Viftens foyer og koncertsal.
Det glæder kulturhusleder Lau Wulfsberg, der mener at kultushuset ligeså godt kan bruges til noget fornuftigt, nu når biograf, koncerter og øvrige kulturtilbud er sat på ufrivillig coronapause.
”Viften lever kun, når der er mennesker i huset, så jeg synes det er herligt. Vi har stillet huset til rådighed for de lokale daginstitutioner, der mangler plads. I stedet for hvinende guitarer, der giver genklang i Viften, er det i disse dage glade børnestemmer, der fylder den store sal,” fortæller kulturhuslederen.
I næste uge er det børn fra børn fra Børneinstitutionen Solen, der vil gøre brug af kulturhuset og senere skal også børn fra Børneinstitutionen Egegården på visit i Viften.
”Børnehaverne kommer med eget personale, men vi stiller også personale til rådighed og sørger for at lokalerne er klar og tilgængelige og at alle føler sig godt til rette,” siger Lau Wulfsberg.

Gem din billet
Hvornår dørene til Viften igen bliver åbnet op for koncerter og teaterforestillinger, vides endnu ikke, men Viften arbejder i øjeblikket på at sikre et attraktivt program med gode film-, teater- og koncertoplevelser til efteråret og næste forår.
”Mange af de store film har allerede ændret deres premieredatoer. Du kan glæde dig til James Bond i november og børnene kan glæde sig til troldene fra Trolls til efterårsferien. Vi har flyttet langt de fleste arrangementer fra foråret til efteråret. Så du kan glæde dig til en festlig koncert med Danser med Drenge, en kolossal musikalsk oplevelse med amerikanske Stacey Kent og en sjov aften med Rune Klan,” fortæller Lau Wulfsberg, der håber, at mange vælger at gemme deres billet til den nye dato for arrangementet.
”Skulle du være forhindret, håber jeg, at du vil overveje at give din billet til en ven i stedet for at få den refunderet. På den måde kan du være med til at sikre, at Viften altid har et alsidigt program. I den nærmeste tid, sætter vi en række nye både store og spændende navne til salg til det kommende efterår og foråret 2021. Jeg håber, at du ligesom jeg tror på, at vi ikke kan undvære kunsten og derfor sikrer dig en billet til din foretrukne oplevelse,” lyder opfordringen fra Lau Wulfsberg.



Kommentarer
Top