Bjørn Sørensen stopper som direktør for RMB
WEB_Bjørn-Sørensen.jpg
Bjørn Sørensen forlader posten som direktør for Rødovre Mighty Bulls, men han bliver i bestyrelsen og fortsætter med sponsorsalg. F Foto: Privat
ishockey Rødovre Mighty Bulls får ny direktør fra den 1. maj, som bliver Morten Nielsen, der forfremmes. Bjørn Sørensen har valgt at træde tilbage efter tre år som direktør.

Bjørn Sørensen har haft stor succes i erhvervslivet som elektriker og i byggebranchen med et stort netværk, så det var en gave til Rødovre Mighty Bulls, da Bjørn Sørensen valgte at overtage Mighty Bulls direktørstolen efter Brian Møller.
“Jeg lovede, jeg gerne ville hjælpe i 100 dage, men nu er der altså gået mere end 1000 dage, så jeg mener, jeg har taget min tørn og fremover skal bruge mere tid på min egne forretninger,” siger Bjørn Sørensen, der har arbejdet som frivillig i hele perioden. Han fortsætter:
“Jeg vidste allerede i januar, at jeg ville stoppe, men jeg ville gøre mit arbejde med RMB færdigt. Jeg stopper på grund af arbejdspres, fordi jeg har nogle erhvervsejendomme, som jeg er medejer af og direktør for. Det tager mere tid, end jeg havde troet.”

Fortsætter med sponsorsalg og bestyrelsesarbejde
Der er ingen tvivl om, at Bjørn Sørensen har et stort hjerte for Mighty Bulls, som han heller ikke slipper.
”Jeg bliver i bestyrelsen og jeg kommer til at indgå i et salgsteam hvor arbejdsopgaven bliver at udvikle RMB yderligere. Vi skal øge og styrke attraktiviteten overfor nye sponsorer – og også for tilskuere,” siger Bjørn Sørensen, der har haft en stor del af æren for Rødovres markant stigende sponsorindtægter i løbet af de tre år, hvor han har været direktør.
“Ja, det er gået i den rigtige retning og vi har fået væsentlig flere sponsorer, der ikke ligger i Rødovre. Det er en styrke, som skal udvides og udvikles, så vi får sponsorindtægter, der gerne skal nærme sig de jyske ishockeyklubber. Men det kræver ‘nye penge’ og det er dem, vi kommer til at gå målrettet efter, for vi har nok trukket lidt for store veksler på vores nuværende sponsorer.”
“Det er stadig de samme personer i ledelsen, men det bliver de to lønnede, som kommer til at køre hverdagen. De har jo været med i de seneste tre år, så de ved, hvordan man drifter en ishockeyklub,” siger Bjørn Sørensen, der taler om den nye direktør Morten Nielsen samt Bjarke Christoffersen, der sidder i administrationen.

En sund virksomhed
Coronakrisen kan ramme hårdt økonomisk, ikke kun i Rødovre Mighty Bulls, men i hele ishockeydanmark – ja, al større publikumsport kan blive hårdt ramt.
“Ingen kunne forudse coronakrisen. Derfor, synes jeg, at jeg overleverer et selskab, som kommer ud af 2019/2020, som en sund virksomhed, hvor der ikke er nogen ubetalte regninger.
“Desuden har Mighty Bulls en fantastisk opbakning, hvilket bevises af, at vi solgte mere end 4000 spøgelsesbilletter. Det er et tydeligt tegn på, at vi har en stor og bred opbakning. Det har været en fantastisk oplevelse og super positiv afslutning på min tid om direktør,” mener Bjørn Sørensen.

Seks stikord
Der er fem spillere og en målmand på isen, så vi vælger at give Bjørn Sørensen seks stikord, som han skal bygge videre på.

Spændende
“Det mest spændende har været at overtage en virksomhed, der skrantede og at få den på rette køl i samarbejde med en hårdtarbejdende bestyrelse. Det er gået godt, så jeg efterlader en virksomhed, der er sund, men naturligvis presset af coronakrisen.”
“Men flere ting er blevet løftet i løbet af de tre år; lige fra simple madordninger, helhedsindtrykket under kampene til en solid økonomi,” svarer Bjørn på ordet ‘spændende’.

Overraskende
“For mig har det mest overraskende været vores skadessituationen i Rødovre. Det første år var det målmændene, for vi havde seks til syv målmænd på en sæson og det kulminerede i denne sæson med et sandt skadeshelvede.”
“Det har også overrasket mig, at en behandler koster det samme som en spiller, så det har været en udgift, der kom lidt bag på mig.”
“Det overrasker mig, at der er så meget politik i ishockey, som blandt andet kan mærkes i samarbejdet med kommunen. Det kan være med fordele og ulemper, selvom det i det store hele har været et godt samarbejde med kommunen, der senest har sat lydanlæg, cube og nye bander op.”

Positivt
“Arbejdet med de frivillige,” svarer Bjørn prompte.
“Det kræver en kolossal stor indsats og mange frivillige kræfter at drifte en eliteklub i Danmark. Der er altså 120 personer, som hjælper til og man kan mærke sammenholdet blandt dem og at RMB danner base om et socialt aspekt, som er vigtigt for de mange frivillige,” siger Bjørn Sørensen, der pointerer, at der sagtens kan bruges flere frivillige kræfter.
”Vi har hele tiden brug for flere frivillige, som ud over arbejdet omkring hjemmekampene, vil opleve nogle sociale arrangementer med de øvrige frivillige. Blandt andet en stor fest og en udebanetur, som altid er utrolig hyggeligt og festligt.”
“Det er for alle, både indgangspersonale, bokspersonale, barpersonale samt ’bløde’ vagter og kontrollørerne. Vi forsøger at gøre det endnu bedre at være frivillig i RMB, så vi har blandt andet haft dialog med flere, så de kan give input til forbedringer.
Vi har cirka 30 hjemmekampe pr. sæson, hvor vi bruger 80 til 100 frivillige hver gang, så dem bliver jeg simpelthen nødt til at takke, for det har været en virkelig positiv oplevelse.”
Bjørn Sørensen roser også samarbejdet med RSIK.
“Det bliver hele tiden bedre,” konstaterer han.
Men hjertet ligger også hos sponsorerne.
“Det har også været en fornøjelse at opleve sponsorerne, hvor størstedelen er blevet efter vi kom til og så har vi oplevet, der er kommet mange flere til. Mange kender jeg jo fra mit erhverv og vi kan mærke, at flere er glade for at støtte op om byens stolthed. Det er rart at mærke den sammenhørighed og det giver noget fællesskab i Rødovre, som jeg sætter stor pris på.”

Negativt
“Tja, det ord skulle vel komme og det hele har da heller ikke været en dans på roser.”
“Der har været tilskuere-optøjer, hvor den tillid, der har været mellem ishockeyledelsen og disse tilskuere, i den grad er blevet brudt. Det har været ødelæggende for Rødovre og ishockeyens renommé. Det har skuffet mig så utrolig meget og jeg håber, de 20 til 30 gutter, som står bag, har forstået, hvor meget de ødelægger.”
“Men det er altså ikke for sjov, når vi udstikker en karantæne, for det er ikke
noget, vi gør med vores gode vilje. Så jeg håber, de har lært af det og kommer tilbage med den rigtige fanindstilling.”

Truppen
”Ishockeyspillere er så hårdt arbejdende og træner utrolig disciplineret. Det har været en fornøjelse at opleve, men jeg har erfaret, at udstyr er noget dyrere i ishockey end fodbold,” siger Bjørn Sørensen og griner,
Han har selv spillet fodbold, hvor målmandsudstyr er en brøkdel af ishockeyens ditto.
”Men ishockeyspillere er også forkælede, fordi de dygtige og engagerede folk omkring dem er velforberedte og ’nurser’ spillerne på alle leder og kanter.”
”Desuden er drengene rigtig dårlig tabere, så de skal til at vinde nogle flere kampe,” siger Bjørn Sørensen og griner igen og alle, som kender Bjørn, ved, at grinet smitter mere end selv den værste coronavirus. Et grin, som spillerne hos Mighty Bulls med garanti også kender.
”Jeg kommer til at savne drengene i mit daglige arbejde, for der har været mange glade stunder med dem.”
“Når vi taler om truppen, skal alle vide, at hverken jeg eller sportschef Jørgen Illemann sætter truppen. Det er 100% den nye træner, Thor Dresler,” slår Bjørn fast.

Fremtiden
“Den er svær at svare på i dag. Hvis dansk sport overlever corona, så gør vi naturligvis også. Men jeg frygter for publikumssport lige nu, men jeg tror, at RMB kommer op i top 4 allerede om to år. Det er jeg overbevist om, fordi vi oplever en fantastisk opbakning.”

Et godt råd
Til sidst bad vi den tidligere direktør give et godt råd til den nye direktør, Morten Nielsen.
“Han skal gøre det endnu mere attraktivt, så vi får flere unge mennesker til at komme til ishockey. Det er jo gratis at komme til ishockey, uanset hvor man bor og så er det til og med 14 år, så det bør
være muligt at få flere ind til kampene.”
“Desuden skal han fortsætte med udvikle oplevelsen for sponsorer, så fremgangen fortsætter. Eksempelvis som i vores netværksgruppe, der kører rigtig fint. Da vi startede, var vi ti i gennemsnit og det er løftet til knap 40 personer, der møder op til vores månedlige netværksmøder.”

Top