Vil gøre Rødovre til e-sportens hovedstad 
dream-gaming_524_040220_BP.jpg
Daniel K. Gustavsen har åbnet et stort gaming-fællesskab i dybet i Rødovre Centrum. Foto: Brian Poulsen
gaming Ambitionerne fejler ingenting hos Dream Gaming, der har åbnet et stort gaming-fællesskab i dybet i Rødovre Centrum. På sigt ønsker direktør Daniel K. Gustavsen at være med til at forme hele branchen og skabe et sted lokalt, der kan trække store events til Danmark. 

Rødovre Centrum lever endnu engang om til det gamle slogan ’Alt under een hat’. I centerets nye afdeling ’Krystallen’ er Dream Gaming flyttet ind med computere og store ambitioner.  
På mere end 300 kvadratmeter har Daniel K. Gustavsen, sammen med partnerne Heinrich Dam Jensen og Thomas Christensen, åbnet Dream Gaming, der, med store events, e-sports træning, virtual reality, netcafe og et professionelt studie, hvor Youtubere og andre kan sende live, skal blive et naturlig samlingspunkt, når der sker noget der rimer på gaming og e-sport.  
”Ja, det lyder nok lidt ambitiøst at ville være e-sportens hovedstad, men hvis vi får det rigtige rygstød, tror vi på sigt at Dream Gaming, skal blive den platform, som man henvender sig til, hvis man vil noget med gaming eller e-sport i Danmark. Vi skal være synonym mere hele gaming-industrien,” lyder det fra 34-årige Daniel K. Gustavsen, der kommer fra en rolle som leder i en større amerikansk virksomhed med base i Danmark og selv er født og opvokset i Rødovre.  

Fortsætter under billedet




På mere end 300 kvadratmeter har Daniel K. Gustavsen, sammen med partnerne Heinrich Dam Jensen og Thomas Christensen, åbnet Dream Gaming, der, med store events, e-sports træning, virtual reality, netcafe og et professionelt studie, hvor Youtubere og andre kan sende live, skal blive et naturlig samlingspunkt, når der sker noget der rimer på gaming og e-sport.  Foto: Brian Pousen 
 
Gaming med struktur og åbenhed  
Hos Dream Gaming kan alle, ligesom man kender det fra den lokale fodboldklub, melde sig ind og komme på et hold, hvor der foregår ugentlige træning i et givent spil i alle tænkelige aspekter.  
”Det handler ikke bare om at sætte en computer i væggen og begynde at spille,” fortæller Daniel Gustavsen.  
I samarbejde med befalingsmænd fra militæret, ledere fra erhvervslivet og DGI-uddannede e-sports trænere har Dream Gaming sammensat træningsprogrammer, der kigger på ’det hele menneske’.  
”At udvikle et træningsprogram er en del af vores filosofi. Vores medlemmer skal selvfølgelig blive bedre til de spil, som de spiller, men de skal også lære, hvordan man tackler modstand, hvordan man agere socialt på nettet og hvordan man får et sundt forhold til gaming. For der er også faldgrupper,” påpeger Daniel Gustavsen, der blandt andet nævner spilafhængighed og gambling, som to ting, som Dream Gaming har fokus på.  
”Vi har med en fantastisk Verden at gøre, men vi har også en opdragende rolle i forhold til spilafhængighed og gambling, som især bekymrer mange forældre,” siger Daniel K. Gustavsen.  

Dream Gaming kigger også ind i det, som populært kaldes game-based learning, der handler om, hvordan man kan bruge computerspil til undervisning. Daniel Gustavsen uddyber: ”Vi vil gerne være med til at sætte gaming på dagsordenen som et redskab til opbygning af både personlige og faglige kompetencer hos børn og unge, så det på sigt kan benyttes som supplement til den traditionelle undervisning i folkeskoler og gymnasier.” 
Hos Dream Gaming er der også et professionelt studie, hvor man kan blive klogere på at optage film, som blandt andet kan uploades på Youtube.  
” I vores studie vil vi helt lavpraktisk stille kompetencer til rådighed, så vores brugere kan lære, hvordan man streamer, brander sig selv som erhvervsdrivende, hvilke udstyr, der skal til og hvilket ansvar man har, når man streamer til andre,” siger Daniel Gustavsen om Dream Gamings mange tilbud. 

”Når vi både tilbyder e-sports træning og har vores eget studie, som vores brugere kan benytte, så er det fordi vi gerne vil være repræsentant for hele branchen og tilbyde en bred vifte af tilbud. Jeg ser mange muligheder i at skabe en attraktivt platform, der underbygger hele industrien og jeg har en tro på, at vi med vores base i Rødovre Centrum kan skabe en base, der gør noget godt for branchen med en masse synergier, der på tværs, viser det bedste fra den Verden vi beskæftiger os med,” siger Daniel K. Gustavsen.     

 
Miljø der skal inspirere 
I kælderetagen i Rødovre Centrum kan brugerne og nysgerrige centerkunder følge med i begivenhederne, hvis de bevæger sig ned ad rulletrapperne ved Føtex. For når man står i Dream Gamings lokaler, kan man kigge lige ind i ’arenaen’, hvor e-sports træningen foregår og hvor der også løbende vil være turneringer i blandt andet de populære  spil FIFA og Counter Strike. Og hvis man skulle få lyst til at prøve kræfter med et spil, så skal man bestemt ikke holde sig tilbage. 
”Vi er sådan set for alle og alle kan prøve at spille et spil hos os. Man behøver ikke være ekspert eller teenager,” siger Daniel Gustavsen med et smil. 
”Vi har også ’forældre-barn-dag’, hvor forældrene kan se, hvad det er deres børn brænder for, og det er med til at give forældrene en bedre forståelse af, hvad det er deres børn laver, for det kan godt være lidt svært at forstå og sætte sig ind i,” siger Gustavsen. 

Corona-pause 
Rødovre Centrum er foreløbig lukket frem til den 13. april, grundet coronakrisen, og det betyder også, at Dream Gaming er lukket ned fysisk i centeret, men det er stadig muligt at støtte op om det nye foretagende på www.dr3am.dk.
”På vores hjemmeside kan man læse mere om vores aktiviteter, og ønsker man at støtte os i coronakrisen, kan man altid kontakte os for at planlægge et event i fremtiden eller købe et gavekort, som kan benyttes i hele vores Gaming Center,” siger Daniel K. Gustavsen. 

 

Kommentarer
Top