Lokalradio aflyser borgmester og Børns Vilkår
87582882_10158031731073895_1051097386320920576_o.jpg
RødovreKanalen og Demokratiradioen sender fortsat under Coronakrisen, men de har aflyst alle gæster.
Coronavirus Det er vigtigt at have noget at samles om under nedlukningen og derfor fortsætter bådeRødovreKanalen og Demokratiradioen ligesom din lokalavis med at formidle nyheder og informationer under krisen. I radioen bliver det dog uden gæster.

Du kan ikke høre det i radioen, men hvis du ellers var blevet lukket ind, ville du kunne se det i studiet. Der bliver sprittet og sprittet, når de lokale radioværter fortsætter med at formidle lokale nyheder og god musik ud på lokalradio på 105,9 MHz. 
Lokalradioerne mange lyttere vil fortsat kunne høre lokale nyheder og god musik ved at sætte radioen på 105,9 MHz på FM båndet eller ved at lytte via hjemmesiden RødovreKanalen.dk.
”Men der sker dog en væsentlig ændring. I den kommende tid vil der ikke blive inviteret gæster i studiet til taleradio for at medvirke til at hindre smitte af Corona virus,” fortæller RødovreKanalens formand Ole Mathiasen. 
 
Udskyder planlagte udsendelser
Den nye situation med coronatilstande betyder blandt andet, at planlagte udsendelser med David Adrian Pedersen fra Anbragte Børns Vilkår og med Rødovres afgående borgmester Erik Nielsen bliver udskudt til bedre tider, fortsætter Ole Mathiasen. 
RødovreKanalens mere end 30 frivillige studieværter og teknikere vil fortsat sende musik og lokalt nyhedsstof hver dag fra klokken 14 til 18. Mandag til og med torsdag sendes der også aftenradio frem til klokken 22. 
For at undgå smitten er den eneste gæst i studiet en kæmpe dunk håndsprit, der får følgeskab af engangshandsker. 
”Vi deler frekvensen 105,9 MHz med en kommerciel radiostation – Radio Vinyl – som sender populær musik med udgangspunkt i 1960-erne på de tider, hvor RødovreKanalen og Demokratiradoen ikke benytter 105,9 MHz,” siger Ole Mathiasen og fortsætter:
”Flere har spurgt os, hvor mange, der egentlig lytter til vores lokalradio? Og det er svært at svare på, fortsætter Ole Mathiasen, for vi har ikke økonomi til at foretage målingerne, der skal til. Men vi ved, at rigtig mange er glade for at lytte til os og Radio Vinyl, når de kører i deres bil, eller sidder hjemme. Og lyttertallet skal måles i tusinder fordi 105,9 MHz ikke alene kan høres i Rødovre, men også i omegnskommunerne.”
På radiostationen håber de, at nye lyttere vil tone ind.
”Ikke mindst i en tid, hvor vi er mange der mere eller mindre frivilligt skal opholde os indendøre,” slutter Ole Mathiasen.

Kommentarer
Top