Der bliver opretholdt et nødberedskab for akutte sociale henvendelser. Gravide kvinder og familier, der får børn, vil fortsat få besøg af sundhedsplejerskerne.
Det understreger Rødovre Kommune i et skriv på deres hjemmeside.
Kommunen opfordrer alle – også nære pårørende at undlade at aflægge besøg på byens plejehjem. Ellers er der normal drift på plejehjemmene, omend cafeer på plejehjemmene vil blive lukket ned.
“Hvis du ikke kan lave mad selv og har brug for hjælp, kan du få hjælp,” oplyser forvaltningen
I hjemmeplejen vil, der blive opretholdt et nødberedskab, der sikrer, at borgerne fortsat får den nødvendige pleje.
“Kommunens medarbejdere arbejder på højttryk på at tilpasse kommunens drift i forhold til regeringens udmeldinger. Samtidig er der ingen tvivl om, at vi fortsat skal sikre at vores ældre og udsatte medborgere får den nødvendige pleje og omsorg. Vi skal passe rigtig godt på hinanden. Det gør vi bl.a. ved ikke at udsætte vores ældre og svage for mulig smitterisiko,” siger Britt Jensen og tilføjer:
“Det betyder derfor også, at pårørende skal tænke sig rigtig godt om i forhold til at besøge svage ældre. Brug i stedet telefonen.”
Kæmpe tak til ansatte
Som situationen er lige nu følger Rødovre Kommune udviklingen tæt. Aktuelt er social- og sundhedsforvaltningen også ved at forberede at kunne tage flere borgere hjem fra hospitalerne, såfremt sundhedsmyndighederne skønner det nødvendigt.
“Det vil i den kommende tid være en ekstraordinær situation, hvor der kan ske løbende ændringer i den service kommunen leverer. Det håber jeg at alle har forståelse for,” siger Britt Jensen og tilføjer:
“Der skal lyde en kæmpe tak til alle, som gør en fantastisk indsats for at hjælpe vores svage og udsatte borgere.”
Byens sociale institutioner kører også fortsat videre, men med nødberedskab.