Det var ikke kaffe og velkomstkurv, der var på programmet, da Rødovre Port inviterede deres nabo til at kigge med på det nye store byggeri.
Naboen er nemlig den integrerede institution, Børnehuset Solsikken, som ligger lige op ad byggepladsen. Derfor havde CG Jensen inviteret børn og pædagoger på besøg, så de kunne få et indblik i, hvad der sker på den anden side af hegnet. Og komme helt tæt på de store maskiner.
I alt fik 30 børn i alderen tre til fem år lidt af en oplevelse, da entreprenør CG Jensen havde skiftet den sædvanlige kaffe ud med kagemænd, saft og prøveture i de store gravemaskiner.
Lidt overvældende
Projektchef Karsten Væde bød de spændte børn velkommen inden formand, Martin Hornsyld, lod børnene prøve at komme op og sidde i de store maskiner, som en af de små drenge mente, nemt kunne løfte ti tusinde elefanter.
”Først var det kun et par stykker, der havde mod på at komme op og prøve, men efterhånden blev der kø ved maskinerne, og børnene strålede om kap, mens de på skift kom op og styre,” fortæller Martin Hornsyld.
Ifølge pædagogerne var børnene overraskende stille under besøget.
”Måske var de bare lidt overvældede. De så i hvert fald glade og tilfredse ud, som de sad på rad og række og spiste kage og drak saftevand.”