Til tonerne af John Paul Youngs “love is in the air” blev kunderne i Rødovre Centrum den 24. februar, om eftermiddagen, vidne til kærlighed i sin reneste form.
Her gik Nina Wæhrens Axelsen, med følelserne uden på tøjet, nemlig på knæ for sin mand Lars Wæhrens Axelsen og spurgte, om han ikke ville giftes én gang mere.
For faktisk blev Nina og Lars gift på den specielle dato 10.10.10, men brylluppet var mest af praktiske årsager og derfor ville Nina hylde kærligheden ved at fri på skuddag.
”Vi havde lokket Lars op i centeret og aftalte af mødes ved Informationen i Kolonnaden, hvor jeg havde arrangeret musik og talt med flere butikker, der kom ud med balloner,” fortæller Nina, der fik et “ja” fra sin udkårne, som hun kalder sin ’soulmate’ for livet.
”Selvom man har været sammen i mange år, kan man stadig godt være super glæde for hinanden. Vi er nok ikke de mest romantiske i hverdagen, men nu tager vi til præsten og får en velsignelse og fornyer vores ord til hinanden,” siger Nina Wæhrens Axelsen.