Fællesskabet skal få os igennem krisen
amerikansk-ministerbesoeg_1.jpg
Morten Bødskov (S), der her ses under et amerikansk ministerbesøg i Rødovre, mener, det er den danske velfærdsmodel, der skal få os gennem krisen. Foto: Arkiv
Coronavirus Verden er ramt af en epidemi uden sidestykke i moderne tid. Corona-virussen, der startede på et madmarked i Kina, har nu ramt Danmark og resten af verden med en kraft, som virker helt ubegribelig. Desværre har vi i Danmark nok kun set toppen af isbjerget, og vi skal forberede os på en vanskelig tid.

Vores velfærdssamfund og vores sammenhold er vores fælles immunforsvar, og vi kommer bedst igennem det her, hvis vi løfter i flok.

Jeg vil derfor godt sige tak. Tak til alle de danskere, der i disse dage yder en kæmpe indsats på sundheds- og plejeområdet og for vores fælles sikkerhed. Tak til alle jer i de private og offentlige virksomheder, der gør alt, hvad I kan for at holde samfundet kørende. Og tak til de af jer, der passer vores ældre og vores børn i de situationer, hvor forældrene er nødt til at arbejde. Alles indsats er uundværlig.



 

Bevarer arbejdspladser

I regeringen gør vi alt, hvad vi kan for at afbøde konsekvenserne af epidemien. Og vi har taget drastiske men nødvendige skridt. Nedlukning af de danske grænser og nedlukning af de virksomheder, som normalt bringer os sammen – restauranter, cafeer, hoteller bare for at tage et udpluk. Men det er nødvendigt, hvis vi skal stoppe smitten fra at sprede sig.

Udover at stoppe smitten er vores anden hovedopgave at bevare så mange arbejdspladser som overhovedet muligt. 

I første omgang har vi sikret, at små og store virksomheder kan udskyde deres momsbetalinger, deres a-skat, deres arbejdsmarkedsbidrag og deres selskabsskat, samt at selvstændige kan udskyde deres indbetaling af b-skat. De initiativer betyder, at pengene bliver i virksomhederne, og det har de brug, når de skal betale faste udgifter i form af for eksempel husleje, løn, afdrag og betaling til leverandører. Det giver samlet set en buffer på ca. 165 mia. kr.

 

Støtte til små erhvervsdrivende

I anden omgang har vi fremlagt en plan for de mange selvstændigt erhvervsdrivende. De har meget lille økonomisk polstring og er ekstremt sårbare i en situation, som vi står i nu. Vores mål er, selvstændige kan sætte deres virksomhed på pause og få udbetalt en lønkompensation på 75 pct. af deres tidligere løn op til ca. 23.000 kr. pr. måned. Derudover vil vi afsætte penge til, at virksomhederne få betalt faste udgifter som f.eks. husleje, el- og varmeregning og renteudgifter. Samlet set giver vi ca. 40 mia. kr. til virksomhederne, så de kan klare sig igennem krisen. Det er ikke et lån, det er direkte støtte.

 

Trepartsaftale

I søndags indgik regeringen en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter. Trepartsaftalen sikrer, at virksomhederne kan få lønkompensation, hvis de fastholder dem i stedet for at fyre dem. Hoteller kan få op til 90 pct. af deres lønomkostninger dækket af staten, og øvrige virksomheder er sikret en dækning på 75 pct. af lønnen.

De tre hjælpepakker skal samlet set tage de første stød fra konsekvenserne af Corona-epidemien. Men det stopper ikke nødvendigvis her, for regeringen følger udviklingen time for time, og vi gør det, der skal til for at sikre arbejdspladser og virksomheder. Vi har gjort det i samarbejde med fagbevægelsen, erhvervslivets organisationer og de politiske partier i Folketinget. Det er den danske velfærdsmodel, når den er bedst. Det er vores fælles immunsystem, og det skal få os igennem Corona-krisen på bedst mulig måde. Lyt og følg myndighedernes anbefalinger.

 

Pas godt på jer selv og hinanden.

Kommentarer
Top