”Det var en lettelse, da min mor døde”
tina_649_200220_BP.jpg
Her på Lucernestien levede Tina i konstant angst, mens hun som helt lille pige passede sin syge mor. I dag passer hun mest børnebørn. Foto: Brian Poulsen
Intet er som det plejer Tina har aldrig kendt sin far, og hendes biologiske mor kunne have været hvem som helst. ”Jeg ligner mine plejeforældre. Min mor var bare en tilfældig kvinde, der fødte mig, og som jeg var tvunget til at passe, indtil hun døde,” siger Tina, der håber, det offentlige vil lytte mere til plejeforældre. 
Gode råd fra et brændt barn:
  • Lad barnet blive i den samme familie.

Flyt ikke et barn, der fungerer og trives. Børn bliver utrygge ved usikkerheden på, om de hører til og lukker sig derfor inde i en skal ved konstant at blive mindet om, de kun er plejebørn. Føler sig i vejen.

  • Støt op omkring plejefamilien.

Kan de se problemer med kontakt til forældrene, så lydt. De kender barnet bedst. Giv dem gerne en sparring med en psykolog, så de kan få redskaber og støtte til barnet.

  • Respektér plejefamilien ved besøg.

Er der andre børn skal de også have ”gaver” ellers slet ingen.

Giv plejefamilierne et sted, hvor de kan mødes med eller uden børn og give hinanden råd. Venskaber kan opstå blandt børnene, når de kan se, de ikke er de eneste, der er i pleje.

  • Vær lydhør over for barnet.

Ønsker barnet ikke kontakt til forældrene, så respektér det. Det er barnet tarv det drejer sig om og ikke forældrenes.

  • Giv biologiske forældre max. 3 forsøg.

Det drejer sig om barnets tarv og ikke forældrenes.

  • Ved kontakt med forældre, støt kraftigt op omkring det.

Børn er meget loyale og har brug for støtten til biologiske forældre, når det fungerer.

Som mange andre børn af systemet bærer Tina Aagesen rundt på en skrækkelig historie. Som mange andre har hun i mange år tænkt på at skrive en bog om sit liv, som anbragt barn. 

I modsætning til mange vil den dog være fyldt med positive og kærlige fortællinger om en plejefamilie, der trådte til, da både mor og system svigtede. 



”I stedet er det blevet til en lille brochure,” griner Tina og rejser sig stolt fra sofaen i det lille hyggelige rækkehus i Carlsro for at hente den lille hjemmelavede brochure, der skal hjælpe pårørende på hospitaler med at komme nemmere igennem sorg og frygt. 

De brune vægge og billederne af børn og børnebørn vidner om et helt almindeligt liv som mange andres, men hverken hjem eller liv har været som de plejer. 

Rækkehuset er Tinas barndomshjem, eller det vil sige det sted, hun, som helt lille pige, hver morgen vågnede op med angst for, at i dag var sidste dag, hun ville se sin mor i live. 

 

Er det i dag hun dør?

Moderen var sengeliggende og med de flere hundrede kilo på den store bakkesangerkrop fulgte en række sygdomme, der især, efter kræftens indtog, krævede, at den lille pige med de gyldne lokker måtte vokse op meget hurtigt. 

”De ringede fast til skolen og sagde, jeg skulle skynde mig hjem, for nu var det nok i dag, hun døde. Sådan var det i mange år,” fortæller Tina, der blev holdt ude af fællesskabet, tævet og mobbet, fordi hun altid skulle hjem og passe sin mor. 

 

Det hvide snit

Hun var 9 år gammel, hendes mor havde lige fået det hvide snit og det var datterens opgave flere gange dagligt at skifte moderens forbindinger i den seng, der var hele hendes liv. 

Der havde hun allerede været i delvis familiepleje i seks år. 

”Heldigvis,” siger Tina, der har masser af respekt og forståelse for de mange brændte børn, der oplever noget negativt med anbringelsesverdenen. 

”Især dem, der bliver kastet fra familie til familie, fordi de ikke får en fast base og en tryg, kærlig opvækst,” siger hun og lader drømmende blikket falde ud af vinduet på den lille have. 

Her skyder små forårsblomster, som så mange gange før op af jorden, men der stopper de idylliske minder fra barndomshjemmet også. Døren i den lille entré husker hun eksempelvis fra tiden, hvor hun skulle give førerhunden sele på flere gange om dagen, fordi moderen blev blind som følge af sygdom.

”Min mor var svært overvægtig og psykisk syg. Så meget, at hun jævnligt blev indlagt på både hospital og den lukkede. Jeg ville aldrig have været, hvor jeg er i dag, uden min plejefamilie, der allerede tilbød Rødovre Kommune at adoptere mig, som 4-årig, såfremt min mor døde. Men ikke før, for det ville slå hende ihjel at få det at vide,” beretter hun alvorligt. 

I stedet indgik plejefamilien en aftale med sagsbehandleren om, at de i tide og utide på alle tidspunkter af ugen og døgnet, ville træde til, hvis Tinas mor havde brug for det, eller hvis det offentlige vurderede, at det var nødvendigt. Det var det tit. 

”Der var nogle få gange, hvor de ikke lige kunne stå klar lige med det samme, men så hentede min plejemors søster mig altid. Jeg var en del af en familie og hørte endelig til et sted,” siger Tina. 

 

Holdt hende i hånden til det sidste

I dag er plejefamilien hendes eneste rigtige familie. Hendes tre plejesøskende er hendes søskende og da hun selv blev mor første gang, måtte hun fortælle sin egen mor, at hendes barn altså ville have to mormødre. 

”Den skulle min biologiske mor lige sluge, men hun affandt sig med, at det var sådan, jeg havde det. 

I hele sin barndom var Tina bange. Bange for at blive mobbet i skolen og bange for at miste sin mor, der hele tiden var ustabil og ved at dø. 

”Jeg elskede hende, men min stærkeste følelse var nok angst. Jeg var bange for at miste hende, også selvom jeg helst ville være hos min plejefamilie. Det var en stor lettelse for mig, da min mor døde,” forklarer Tina, der holdt moderen i hånden i de sidste timer. 

”Jeg havde ondt af min mor, men på samme måde, som jeg ville have ondt af andre, der har problemer. Der var ingen familiære følelser, efter jeg blev ung. Min mor var bare en kvinde, jeg skulle passe.”

Dét forhold, hvor datter tager sig af moder, fortsatte helt ind i det voksne liv, hvor Tina, som uddannet hospitalportør og senere buschauffør, hele tiden måtte tage fri fra arbejde for at tage hjem og passe hende. Til sidst fik hun orlov. 

 

”Min barndom herhjemme var ad helvedes til. Det var angst, jeg var bange for at hun skulle dø. Hun var syg konstant og jeg ringede hele tiden efter lægen, når det ikke var omvendt og lægen ringede efter mig. Som voksen tog jeg derfor en beslutning om at tage orlov, da hun fik cancer. 

Plejefamilien boede først i Skovlunde, dernæst i Ølstykke og så to forskellige steder i Herlev. De var mormoner og deres tro gjorde det nemmere at forholde sig til at have en biologisk mor, der kunne dø hvert andet øjeblik. 

 

Snak ordentligt tøs

De to gange plejefamilien var ude at rejse, endte Tina på børnehjem. Her var det tanken om plejefamilien, der holdt humøret oppe. Kun én gang mødte hun sin biologiske far. 

Tina havde brugt hele morgenen på at gøre sig fin, men det hele blev alligevel lidt underligt, husker hun, da hun som 12-årig gik rundt med den lille skaldede tykke mand oppe i Rødovre Centrum og han insisterede på, at hun skulle holde ham i hånden, for nu skulle de rigtig lege far og datter. 

”Så det gjorde vi aldrig igen,” griner hun. 

 ”Snak ordentligt til din mor, tøs,” er noget af det eneste, jeg kan huske, han sagde og så skrev han et brev til jul om, at han ikke ville se mig igen, fordi han ville være fri som fuglen,” griner hun og viser en speciel form for styrke, man ser tit hos anbragte børn. 

Da Tina var mandens eneste arving, var det til gengæld op til hende at tømme hans lejlighed, da han døde. En ubehagelig oplevelse, da der også lå gamle breve fra hendes biologiske mor, der siger nej til hans tidligere forsøg på at se sin datter.

 

Hellere sige fra end undskyld

I dag anbefaler hun på en måde kommunerne at lytte lidt mindre, til hvad børnene umiddelbart siger og lidt mere til plejefamilierne. 

”Børn vil altid sige, de gerne vil møde deres far og mor. Man er ekstrem loyal, også selvom man får tæv. Børn har mange gange ikke mulighed for at overskue konsekvenser, men hvis man er i en plejefamilie, der giver tryghed og kærlighed, så er det ikke barnets tarv hele tiden at minde barnet om, at det ’bare’ er et plejebarn ved at holde sygeligt meget fast i relationen til forældre, der bare skuffer igen og igen,” siger hun og fortsætter:

”Hvis man bliver mindet om, at man er plejebarn, får man ikke opvækst som et ’normalt’ barn. Min svoger og svigerinde har også haft plejebørn. De oplever ofte, at forældrene svigter. Man siger, det er barnets tarv, at de skal møde deres forældre. Gud er det ej. Det er forældrene, man tager for meget hensyn til. Man bør have en ordning, at hvis man svigter sit barn tre gange, så skal barnet have ro og være væk fra sine forældre.”

 

 

Hyldest til plejeforældre

Mens vi sidder i stuen i det lille rækkehus, vender hun hele tiden tilbage til den uskrevne bog. En bog, der skal handle om en vanvittig opvækst, men mest være en hyldest til plejeforældrene og deres liv med ekstra jobs og vilje til at gøre en forskel. 

”De stillede op uanset hvad. Jeg var deres barn, som de lånte ud til min mor,” siger Tina og runder af, mens hun sætter et helt nyt sæt hjemmebagte småkager på bordet:

”Jeg synes, man nedgør plejeforældre. De får så meget lort i hovedet af kommunerne og de får ikke den støtte, de skal have. Når de er faldet til med et barn, så fortæller de alle, hvor svært det er pludselig at give slip, fordi kommunen beslutter, at barnet nu skal videre i systemet. Forældrene tror de ikke på, gør det godt nok og børnene føler, de igen bliver revet op ved roden og skal starte hos en ny familie. Det går ud over skolen og alle andre ting. De bliver fastholdt i at være plejebørn, der ikke skal have det godt.” 

Hendes egen plejefamilie stoppede derfor også med at tage imod penge fra Rødovre Kommune og indgik i stedet en aftale direkte med Tinas mor om at hjælpe til, når der var brug for det. 

”De var bange for, at jeg blev taget fra familien og skulle videre til en anden. Hvorfor skal man videre, når man trives? Hvem er det på kommunen, der skal bevise, at de gør deres job godt nok ved at sende børn videre i systemet i stedet for at erkende, at den sociale arv betyder mere end den biologiske. Har du det godt socialt, kommer du til at ligne dem biologisk.”

 

Intet er som det plejer: I samme serie kan du også læse:

Christian fik nervemedicin som 7-årig

“Jeg gemmer sandheden bag masken”

Barn af systemet – Kommunen lod Jesper alene i 10 år

Besøger plejebørn to gange om året

Kommentarer
Top