Mød instruktør bag ‘De Forbandede År’
De-forbandede-aar-8.jpg
Filmen handler om en dansk families valg og udfordringer i de første år under den danske besættelse. Den sætter fokus på den danske samarbejdspolitik under 2. Verdenskrig set med ’den almindelige danskers’ øjne. Foto: Scanbox Entertainment A/S
film Har du endnu ikke set filmen 'De Forbandede År'? Så har du nu en unik mulighed for både at se filmen og komme med til en Q&A med instruktøren Anders Refn i Atlas Biograferne i Rødovre.
Fakta

Du kan købe billet til arrangementet på: www.atlasbio.dk.
Det koster 144 kroner pr. styk for en almindelig billet, 129 kroner pr. styk, hvis du er over 65 år gammel eller 72 kroner pr. styk, hvis du er medlem af Biografklub Danmark.

De Forbandede År er en af Anders Refns mest ambitiøse film til dato og har været godt og vel 20 år undervejs. Filmen handler om en dansk families overlevelse og valg i de første år af besættelsestiden, hvor samarbejdspolitikken mellem Danmark og Tyskland udviklede sig.
Vi følger samtlige medlemmer af familien Skov og hvordan de hver især træffer deres egne beslutninger i forhold til samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.
Filmen sætter ikke mindst stort spørgsmålstegn ved, om erhvervsdrivende reelt havde et valg, når det kom til at samarbejde med den tyske værnemagt.
Samtidig tager den åbenlyst fat på problematikken med og fremstillingen af danske landssvigere, som den første film siden 1948.

Stil selv spørgsmål
Hvis du gerne vil vide mere om tankerne bag manuskriptet og produktionen af filmen, er denne særvisning en god mulighed, da du får lov til at stille dine spørgsmål direkte til instruktøren Anders Refn.
Det hele foregår i Atlas Biograferne i Rødovre Centrum den 6. februar klokken 12.30
De Forbandede År har et stjernespækket skuespillerensemble, der blandt andet inkluderer Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuther, Gustav Dyekjær Giese, Sara Viktoria Bjerregaard, Lue Dittmann Støvelbæk, Sylvester Byder, Tommy Kenter, Pernille Højmark og mange flere.



Kommentarer
Top