Mesterskabstid
RMB-odense_134_060919_BP.jpg

Metalligaen, Ishockey: Rødovre Mighty Bulls - Odense Bulldogs.

Frederik Kaels, nummer 9, er en af de Mighty Bulls spillere, der kan kommer med til U20 DM i weekenden. Foto: Brian Poulsen
ishockey RSIKs U20 kvalificerede sig til DM i weekenden. Det er startskuddet til ishockeyens mesterskabstid og Rødovre er, som altid, blandt favoritterne.

Rødovre vandt U20 turneringen øst for Storebæltsbroen og mødte Aab, der blev nummer fire i den jysk-fynske turnering.

Vinderen over to kampe går videre til DM og da Rødovre vandt sikkert med 0-3 fredag aften i Aalborg, lignede det et sikkert avancement. Men så nemt gik det ikke, for med fem minutter tilbage af kampen scorede Aab til 1-4 i Rødovre Skøjte Arena og så var stillingen pludselig helt lige.



Der blev ikke scoret flere mål og heller ikke i overtiden, så den gyseragtige kvalifikationskamp måtte afgøres på straffe. Her var keeper Magnus Wulff iskold, da han reddede alle tre forsøg fra Aab’erne, mens Frederik Kaels scorede for Rødovre og så var DM-billetten indløst.

U20 DM spilles i Frederikshavn i denne weekend. Ud over Rødovre deltager Herning, Odense og værterne fra Frederikshavn.

De jyske mestre fra Herning er favoritter, men man har ofte set til et U20, at der bliver vendt op og ned på den forventede slutstilling. Det kan skyldes, at nogle elitehold ikke vil frigive deres U20-spillere til DM, mens andre satser 100% på mesterskabs-weekenden og sender det stærkeste tænkelige mandskab til DM.

Det så man blandt andet med Odense i kvalifikationen, hvor deres elitespillere var med som Mikkel Jensen, Rasmus Simonsen, Christopher Kamp og Mathias Max Rasmussen, som tydeligvis gjorde en forskel mod Gentofte, der ellers var klare favoritter. I alt scorede Odense 11 mål i de to kampe og de syv blev scoret af de fire fra elitetruppen.

Stærk outsider, hvis…
Tager sjællandsmestrene fra Rødovre til Frederikshavn i stærkeste opstilling, mener jeg, at Rødovre er den største udfordrer til Herning. Men Mighty Bulls møder Odense Bulldogs fredag aften på præcis samme tidspunkt, som RSIK og OIK tørner sammen til U20 DM.

Er elitespillerne ikke med til DM fredag aften, så vinder Rødovre den kamp. Er elitespillerne med til U20 DM fredag aften, så vinder Rødovre den kamp, så eneste mulighed for sejr til fynboerne er, at Rødovres elitespillere tager med Mighty Bulls til Odense, mens Bulldogs sender deres elitespillere til U20 DM.

Rødovre har følgende elitespillere, som er under 20 år, der ikke er skadet: Lasse Holm Mortensen, Lasse Carlsen, Christoffer Frænell, Frederik Kaels, Magnus Carlsen, Maksim Popovic og Magnus Galby.

Programmet er:
Fredag kl. 15:30 Herning-Frederikshavn
Fredag kl. 19:00 Rødovre-Odense
Lørdag kl. 12:00 Odense-Herning
Lørdag kl. 15:30 Rødovre-Frederikshavn
Søndag kl. 11:30 Frederikshavn-Odense
Søndag kl. 15:00 Herning-Rødovre

Masser af mesterskaber
Efter denne weekend er der tre ugers mesterskabspause, men det går for alvor løs i den anden weekend i marts måned, hvorfra der afgøres mesterskaber på stribe i dansk ungdomsishockey.

Den 13.-15. marts spiller U13 om sjællandsmesterskaberne i Friheden Idrætscenter, mens jydernes ditto kæmper om det jyske mesterskab. I hele sæsonen er der ikke blevet spillet om point, men på Sjælland er Gentofte klare favoritter, mens Rødovre ser ud til at være stærkest i et jævnbyrdigt ’felt’ efter Gentofte, men det er tale om dagsform, for det er utrolig tæt mellem Rødovre, Herlev, Rungsted, Hvidovre og KSF. Jeg glæder mig i hvert fald til at se SM i år, for det ser ud til at blive mere tæt end set i mange år.

Fire hold fra SM kvalificerer sig til DM, der afvikles den 27.-29. marts i Vojens.

I samme weekend, den 13.-15. marts, er der kvalifikation til U17 DM og det foregår i Vojens. Aalborg er marginalt favoritter i denne årgang, men både Rødovre og Herning ånder dem i nakken. Det er, tror jeg, mellem disse tre hold, at medaljerne skal fordeles, men det bliver spændende, hvilket hold er følger dem til DM, der også spilles i Vojens men først i weekenden den 27.-29. marts.

I weekenden efter falder den eneste DM-afgørelse på Sjælland, når Herlev er værter for U15 DM.
Det bliver en weekend, den 20.-22. marts, der dækkes tæt af rnn.dk, når de tre bedste hold fra øst og vest tørner sammen.

Men inden skal SM og JM afgøres. Her mødes nummer et og to fra grundspillet, hvor mesterskabet skal afgøres over to indbyrdes kampe. På Sjælland mødes Herlev og Rødovre, mens det er mere åbent i Jylland, hvor Herning, Frederikshavn og Esbjerg kæmper om at undgå 3. pladsen – med kun to runder tilbage!

Nummer et og to er kvalificeret til DM, mens det tredje hold findes efter to kvalifikationskampe mellem nummer tre og fire. På Sjælland er Gentofte nummer tre, mens det endnu er uvist, om de kommer til at møde Hvidovre eller Rungsted over to kampe, hvor den samlede vinder kvalificerer sig til DM.

I Jylland er det sikkert, at Aab bliver nummer fire, men altså usikkert hvilket hold fra top 3, der ender på 3. pladsen.

Kommentarer
Top