“Jeg gemmer sandheden bag masken”
bognet.jpg
"Egentlig har jeg far at takke for alt, hvad jeg har lært, for han har ikke lært mig noget overhovedet," siger Jimmy Gørtz, der overtog madlavning og opdragelsen af sin lillebror allerede som 9-årig. Foto: Ida Wang
Intet er som det plejer Når gulvbrædderne i den lille lejlighed i Maglekær knirkede sent om aftenen, vidste Jimmy, at far var på vej. Han skyndte sig at gemme sin lillebror, for der var tæsk i luften. Mange tæsk.
Gode råd fra et brændt barn

Kommunen skal gennemføre uanmeldte besøg der hvor barnet er anbragt
Der skal være samtaler med barnet af personale, som er uddannet til dette. Husk på, ligegyldigt hvilken mishandling børn udsættes for fra deres forældre, så er de loyale mod dem.
Der skal være tæt samarbejde mellem kommune, folkeskolen og læge.
Anbragte børn har svært ved at føle tillid til voksne. De lever dagligt med, at de er blevet svigtet af de vigtigste mennesker i deres liv. Derfor tager det lang tid at vinde et anbragt barns tillid.
Et anbragt barn har brug for kærlighed, tillid og støtte ligesom det har brug for faste rammer og struktur. Aflysninger kan føles som fravalg.
Det er barnets tarv det drejer sig om, så tag altid afsæt i, hvad der er det bedste for barnet, ikke hvad der er det bedste for forældrene.
Tvangsfjernelser må aldrig handle om kvantitet, det skal altid være kvalitet.
Vær ikke bange for at tvangsfjerne et barn, hvis det er det der er det bedste for barnet.

Da Jimmy var 11 år gammel blev han indlagt til observation for hjerneskader. Hans far tæskede ham regelmæssigt efter moderen forsvandt ud af deres liv, og først da Jimmy som 15-årig slog igen for at beskytte sin lillebror, stoppede volden.
I dag kan han se tilbage på et liv som stærk leder i en række forskellige virksomheder og som frivillig formand for en Røde Kors-afdeling.
Kigger Jimmy Gørtz længere tilbage er der dog ikke meget at smile af.
Når det raslede fra skuffen i køkkenet sent om aftenen løb hans frygt af med ham. I hans hoved, var der kun to muligheder. Enten ledte far efter en øloplukker, og så kunne det være han slap med tørre tæsk dagen efter, når tømmermændene ramte, eller også gik jagten på en kniv for at dræbe de to små drenge, der lå i det lille værelse i Maglekær, hvor der kun lige akkurat var plads til en køjeseng. Men det var en god ting, for så kunne far ikke komme helt ind på værelset, og det var nemmere at gemme lillebror og bare tage imod slagene selv.
Han blev som den første af tre søskende født ind i den lille Rødovrefamilie i 1959, fordi hans 16-årige mor ikke kunne få den abort hun tiggede lægen om.
Da moderen flygtede fra faderens vold og alkoholmisbrug blev han anbragt først i sin egen familie hos sin morbror og tante.

SMIL TIL KAMERAET: Da Jimmy blev indlagt på hospitalet var hans far flink nok til at cykle ham derind. Til gengæld besøgte han ham kun én gang på de otte dage han lå der, på Jimmys fødselsdag, “Jeg husker tydeligt hans besøg, ikke mindst fra et billede, der blev taget, hvor far holder mig oppe i luften. Et billede, som for alle, der ser det, vil være et eksempel på en kærlig fader, som er kommet lige fra sit arbejde for at se til sin hospitalsindlagte søn. Ingen kan jo se, at han ikke har lade høre fra sig, siden jeg blev indlagt seks dage tidligere,” beretter Jimmy. Foto: Privat



Sommerturen endte på børnehjem
Men det gik ikke i særlig mange måneder og så bildte mor og mormor ham ind, at de skulle køre en tur og spise en is.
Turen endte på et Børnehjem i Slagelse, hvor moderen stormede ud af døren med ordene: Jeg skal nok besøge jer rigtig tit.
Det gjorde hun ikke.
”For mig var det ikke kun mor, som kørte bort, det var også min tillid til voksne mennesker,” husker Jimmy, der sammen med sin bror og søster blev brugt som kastebold i et spil om forældremyndigheden mellem de to forældre. Det endte med at den epileptiske far med hang til vold og alkohol fik de to drenge hjem igen.
”Man kan spørge sig selv, hvorfor Rødovre Kommune førte tilsyn med min anbringelse? Var det fordi de havde kendskab til forholdene i vores familie var præget af vold, alkohol og sygdom,” tænker Jimmy højt.
Han undrer sig over, at socialrådgiveren, der førte tilsyn med familien altid meddelte i god tid, hvornår hun kom.
”Så havde min far god tid til at forberede sig på hendes ankomst så alt kunne se pænt og tilforladeligt ud. Der var aldrig tale om uanmeldte tilsyn fra kommunen,” siger Jimmy.

Lærerne vidste alt – men gjorde intet
Skolen ved Milestedet, hvor han gennemførte sin folkeskole kendte ellers godt til forholdene i Maglekær. Det samme gjorde andre medlemmer af familien.
”Men dengang passede enhver sit,” ærgrer Jimmy sig.
”Jeg led meget af hovedpine og fik migræneanfald, så vores egen læge fik mig indlagt på Diakonissestiftelsen for at få lave en scanning af min hjerne. Han var bekymret for, om min fars vold mod mig skulle have givet mig hjerneskader? Alt dette til trods, gjorde Rødovre Kommune intet for at fjerne mig og min lillebror og få os anbragt et trygt og sikkert sted,” understreger Jimmy Gørtz.
”Det manglende indgreb medførte, at jeg i 6 år blev udsat for fysisk og psykisk tortur fra min far. Det stoppede først da jeg som 15 årig var stor nok til at gøre modstand,” tilføjer han. Forud herfor går flere år, hvor Jimmy selv lærer at sætte andre på plads fysisk på børnehjemmet og i skolegården, og han begynder at stjæle. Men det er også ham, der deler post ud for de ansatte, så han kan se sin søster, der er gemt væk på en anden afdeling for mindre børn.
Livet i Maglekær var der ikke meget sjovt over.
Et af de få rigtig sjove minder han har med sin lillebror, er da faderen igen falder om med et epileptisk anfald under en tur i Rødovre Centrum og ryster over det hele, så alle kommer løbende til for at se, hvad der sker.
”Næste gang tager vi en hat med og samler penge ind,” husker han, at han sagde til sin bror.

 

Det var her i kosteskabet i Maglekær, at Kimmy nogle gange gemte sin lillebror fra den voldelige far, der lod sin vrede gå ud over Jimmy.

Far kunne ikke ramme med askebæger
En bror han har brugt det meste af sin barndom på at skærme fra faderens voldelige temperament.
Én gang blev det så slemt, at han kastede et kæmpe krystalaskebæger tværs gennem stuen efter ham. Uden at ramme.
”Så blev han rasende over det, for så var der jo kommet et hul i væggen.”
Lidt makabert opsummerer Jimmy sit forhold til sin far ved at give ham æren for alle de vigtige ting i livet han har lært.
”Egentlig har jeg far at takke for alt, hvad jeg har lært, for han har ikke lært mig noget overhovedet.”
I stedet lærte Jimmy at passe på sig selv og sin bror.
Meget mere hjælp var der dog ikke at hente fra moderens side. Heller ikke selvom hun først boede i Carlso og til sidst flyttede endnu tættere på. Ofte blev Jimmy sendt ned til telefonboksen for at afhøre hende om, hvad hun havde lavet og så kunne han ellers med bøjet nakke give rapport til den voldelige fulde far.
”Mens jeg inden for hjemmets fire vægge blev udsat for fysisk og psykisk tortur, så hyggede hun sig med dans på Damhuskroen, for nu skulle hun nyde den ungdom, som hun aldrig fik på grund af mig,” skriver han i sin selvbiografi, ‘Det er bag masken, sandheden gemmer sig.’
Den tjener han ingen penge på og giver i stedet alt til at hjælpe andre børn og unge i lignende situationer, som han selv har været i. Sidste år betød det, at han sendte 2.500 kroner til Røde Kors Julehjælp og Broen.

Grimt gensyn med børnehjem
Først i 2016, da Tv-serien ’De brændte børn’ satte fokus på den forfærdelige behandling mange børn har haft på danske institutioner lykkedes det Jimmy at komme tilbage og se sit børnehjem. Det var en forfærdelig tid, men tiden, hvor det offentlige svigtede mest, var alligevel årene alene hos far uden opsyn.
”På børnehjemmet var det uempatiske sadister, som styrede vores dag, men nu var det Satan selv, der som en sadistiske lejrkommandant styrede den lille følelseskolde koncentrationslejr. Det var også en lejr, hvor lejrkommandanten, patriarken, overlod det daglige ansvar for opdragelse og hushold med mere overgå til mig, sit tyende,” beretter Jimmy Gørtz.

Alligevel husker han også chokket, da han som 9-årig, den allerførste nat i den nye lejlighed finder sin far liggende på gulvet i et anfald med hvid fråde ud af munden.
Måske en slags moralsk forhåndshybris for de gange, hvor faderen i ramme alvor ville kurere knægtens mørkeræd ved at låse ham inde i den buldermørke kælder, blot for at jage en skræk i livet på den stakkels dreng, der stadig kan huske fornemmelsen af faderen i mørket. Vinderinstinktet formes
Som den stjerneegoist han var, nægtede Jimmys far ham lov til at deltage i nogen som helst former for sjove aktiviteter, hvis man da lige ser bort fra den obligatoriske afbrænding af juletræer på gaden i dagene frem mod nytår.
“Så var det bare om at få benene på nakken og vente på, at udrykningsfartøjerne kom susende,” husker Jimmy.

Betalte selv for at spille i Avarta
Da faderen ikke ville have, at han gik til fodbold, startede han bare af sig selv uden faderen vidste det
“Jeg startede på 7. lilleput i Avarta og endte på 1. ynglinge. Da far fandt ud af det, prøvede han altid at gøre livet mest muligt surt for mig ved at sørge for jeg skulle ordne en masse og ikke kunne nå til træningen,” siger Jimmy, der også selv betalte kontingentet ud af de penge han stjal fra sin far, når der var byttepenge til overs fra de små ture han blev sendt på til kiosken.
“Far var ikke kun alkoholiker og voldelig, han var også homofobisk i en grad, at det var sygeligt. Alt, han ikke mente var maskulint, var bøsset. Sang, musik og dans var for bøsser, det at skrive digte var for bøsser, og der var ved gud i himmelen ikke noget, der var mere bøsset end at spille fodbold. Fars holdning var, at rigtige drenge gik til boksning, brydning eller vægtløftning. Da jeg sagde, at brydning mere mindede om en bøssesport, så fik jeg en røvfuld, så det sang,” skriver Jimmy i sin erindringsbog. Som med alle andre i miniserien ‘Intet er som det plejer’ har vi bedt ham give gode råd til kommunen og til plejefamilier.

Barn af systemet: Det er ikke mange gode minder Jimmy har fra tiden på skolen ved Milestedet og lejligheden i Maglekær, men i det mindste kom der er flot skolebillede ud af det. Foto: Privat

Hvorfor gjorde skolen ikke noget?
Her forklarer han, at det er vigtigt med struktur og rammer og at man overholder aftaler.
“En aflysning eller en ændring af en aftale kan af barnet blive opfattet som ,at det bliver valgt fra,” siger Jimmy, der også ønsker sig et bedre samarbejde mellem kommunen, skolen og lægen.
“Det har altid undret mig, at lærerne aldrig gik mere ind i sagen omkring Tommy og mig. Det var ellers nok af tegn, man kunne have reageret på. Det kunne eksempelvis have være de mange gange, jeg kom i skole og lignede et trafikuheld, eller de kunne have undret sig over, at vi faldt i søvn i timerne, eller at jeg så ofte havde hovedpine,” siger Jimmy der ryster på hovedet over, at der aldrig var nogen reaktion i forhold til, at han altid kom alene til sine skole-hjem-samtaler.
“Og der var heller ingen, som løftede et øjenbryn ved, at det var mig, som deltog i Tommys skole-hjem-samtaler.

Kvinder var lig med svigt
At Jimmy blev efterladt af sin mor i så tidlig en alder har med hans egne ord altid givet ham et fucked op forhold til kvinder.
“En psykolog vil nok mene, at årsagen skal findes i, at jeg blev svigtet af mor i en meget tidlig alder. Jeg var ikke noget ønskebarn, og min skrøbelige lillebror fik den fulde opmærksomhed fra mor. Fra jeg som 8-årig blev anbragt på børnehjem, har der ikke været en kvinde, en mor, i mit liv. Det var en kvinde, som gjorde, at jeg oplevede mit første store, dybe og alvorlige svigt. Det medførte, at jeg på en gang var både tiltrukket af dette fascinerende køn og samtidigt havde den følelse, at kvinder ikke var til at stole på. Kvinder var for mig lig med svigt.

Plejefamilier efterlyses til miniserie i Lokal Nyt?

Hvordan er livet i en plejefamilie egentlig? 

Hvad vil det sige at være anbragt og har de tidligere anbragte børn og plejefamilier, der ofte slås med regler og muligheder, gode råd til det offentlige, som kan hjælpe kommunerne med at følge op på statsministerens visioner om at gøre en ekstra indsats for anbragte børn?
Det spørgsmål vil Lokal Nyt gerne stille dem, det hele handler om. Det gør vi for at give en stemme til dem, der måske har brugt hele deres liv på at skrige under vand for at videregive gode råd til dem, der er berørt af systemet.
Vi har allerede bragt vigtige fortællinger og gode råd til både plejefamilier og sagsbehandlere fra tidligere anbragte i både familiepleje og børnehjem, ligesom vi har gode råd fra socialrådgivere og familieplejekonsulenter på vej, men vi vil gerne høre fra endnu flere, der har kendskab til livet som anbragt.
Det gælder, uanset om du arbejder med området, er plejefamilie eller tidligere plejebarn.

Vil du vide mere, så skriv til andre@rnn.dk eller ring på 31 12 26 10.

Kommentarer
Top