Jan kæmper sig tilbage til livet
jan-roedovrecentrumfysioterapi_527_040220_BP.jpg
DØD I 25 MINUTTER: Der er stadig fart på, når Jan Asselberghs fortæller røverhistorier til patienterne i centeret, men ikke som i gamle dage, hvor han havde så travlt, at han pludselig faldt død om over porresuppen og var væk fra livet i 25 minutter. Foto: Brian Poulsen
Genfødt For et år siden kæmpede Jan Asselberghs sig tilbage fra de døde efter et langt hjertestop. Nu kæmper han sig tilbage til livet én time af gangen.

Har du nogensinde overvejet, hvad der sker med os, efter vi dør? Om der virkelig er et hvidt lys og vores kære for enden af det eller om alt bare er sort?

Dét kan Jan Asselberghs svare på bedre end de fleste. Fredag den 4. januar 2019 var han død i 25 minutter og der er ikke noget lys for enden af tunellen, siger han.



Jan Asselberghs kom hjem efter en lang arbejdsdag. Det har han gjort tit gennem sine mange år i Rødovre Centrum fysioterapi, så der er stadig masser af energi og overskud tilbage i ham. Han sætter gryden over og står stille og roligt og rører rundt i en varm porresuppe, da alting pludselig bliver sort.

Det næste Jan husker er, at han vågner op på hospitalet. Forud er gået næsten en halv times intens kamp for at redde Jans liv. I hele 25 minutter ligger Jan Asselberghs nemlig død på gulvet i sit hjem. Kun på grund af held og en ihærdig omgang hjertemassage formår han at komme tilbage til livet.

Den lange rejse tilbage på job
Det er nu et år siden, at Jan Asselberghs faldt om på sit køkkengulv med et hjertestop. Alligevel har lægerne ikke kunne give noget svar på, hvorfor Jan faldt om og hvorfor hjertet gik i stå. På trods af det og den korte tidsramme, er den energiske humørbombe allerede tilbage på arbejde. Men hvorfor egentlig?

”Jeg kan ikke være stille og rolig. Der skal helst ske noget. Jeg tænker for meget over livet, når jeg ikke skal noget,” siger Jan, da vi sætter ham i stævne i frokostlokalet på klinikken i centeret.

Vi havde to presserende spørgsmål, som vi simpelthen ikke kunne lade være med at spørge Jan om: Hvordan er det at dø og gør det ondt?

Jans svar var meget kontant:
”Nej (det gør ikke ondt, red.). Det er sort. Det er derfor, du ikke skal være bange for at dø, fordi du registrerer ikke en dyt. Du ser ikke nogen lyse gange. Jeg så ikke min mor eller min far. Der var ingenting, sort.”

Depressiv livskamp
Jan nævner da også selv, at han oplevede en depression i tiden efter, at han kom tilbage til livet.
”Jeg var jo død, alting var jo løst. Men så skal jeg pludselig komme tilbage,” siger han.

Dét, der påvirker Jan allermest, er, at han følte, han ville komme tilbage som en ’Jan version nummer 2’ og har måtte give slip på en del af sig selv. Han har desuden været bange for, at hans patienter ikke længere føler sig tryg ved ham. Depressionen var ikke et udtryk for, at Jan var ærgerlig over at være i live, men en slags måde at håndtere det voldsomme chok på.

Når livet spiller og man kan have tre patienter i timen og flyve fra den ene briks til den anden med højt humør og medfødt smil, er det svært at se faresignalerne i spejlet. Overfor redaktionen og de kolleger, der sniger sig ind og ud af det lille pause-lokale, mens vi er der, indrømmer Jan da også, at han slet ikke var klar over, at hele situationen havde været så alvorlig.

“Man skal jo være glad for at være her,” siger han og afbryder på en måde sig selv midt i tankerne. ”Det irriterede mig, at jeg kun måtte arbejde seks timer om ugen i starten, så 12 timer bagefter. Jeg gik først op på 18 timer her i december,” husker Jan, der ikke selv kunne se, at det var en god idé at starte langsomt op, men nu godt kan forstå omgivelsernes bekymring.

Efter hjertestoppet lå han både i kunstig koma og blev nedkølet for at undgå en hjerneskade. Selv var han dog ikke decideret bange for at have fået en hjerneskade, men flere omkring ham var bange for, om han overhovedet kunne komme tilbage til et normalt liv efter hjertestoppet.

Dét gjorde Jan dog heldigvis. Men det uforklarlige hjertestop har naturligvis fået både Jan og hans nærmeste til at se på, hvordan det kunne gå så galt.  Selvom lægerne ikke kan komme med et præcist svar, er der en stor sandsynlighed for, at det skyldes Jans vanvittige skema og korte søvnrytme. Han fungerede nemlig bedst med 200 kilometer i timen, hvor hverdagen gerne bestod af 50 timers arbejde om ugen og et socialt liv i højt tempo. Alt det har Jan måtte sætte en smule på hold efter sin ’genfødsel’ for, som han selv siger: ”Man er ikke sig selv.”

På trods af indlæggelsen, nedfrysningen og den kunstige koma, havde Jan overskud til et billede på hospitalet. Foto: Privat

Kolleger holder øje
I dag er Jans kolleger opmærksomme på ham og sørger for, at han udelukkende har ét behandlingsrum til rådighed, så han er nødt til at tage den lidt med ro. “Den dag du døde om eftermiddagen, havde du været fuldstændig normal,” siger kollega Charlotte Skødt på vej ud af døren.

Og derfor har de lavet ‘normal’ om. Der var nemlig ingen tegn på, at Jan nogle timer senere ville falde om af et hjertestop. Skødt fortæller, at det, der gør historien så speciel, er, at Jan reelt genopstår og endda uden alvorlige mén, på trods af at have ligget død i vanvittige lange 25 minutter.

Frygt for version 2
På trods af den uhyggelige oplevelse og frygten for at vende tilbage som en ’Jan version nummer 2’, så har Jan Asselberghs valgt at tage hjertestoppet i stiv arm. Han ønskede brændende at vende tilbage til arbejdet og sine daglige rutiner, som eksempelvis faste løbeture.

Efter et år med at kæmpe for sit liv og gennemgå genoptræning, er Jan tilbage på pinden hos Rødovre Centrum Fysioterapi 30 timer om ugen. Han håber dog selv at komme op på 35 timer i nærmeste fremtid, men pointerer også, at alt kommer til at foregå i et langsommere tempo og med mere alsidige arbejdsopgaver.

Vi står tilbage med ét enkelt spørgsmål, før vi kan sige farvel og godt gået til Jan Asselberghs: Har du lært noget af den her skrækkelige oplevelse?
”At man ikke er udødelig, man er sårbar. Tja, jeg troede, jeg kunne klare det hele, men det kunne jeg åbenbart ikke. Det har jeg lært. Og jeg vil nok anbefale, at man ikke arbejder 60 timer om ugen, men folk, der allerede gør det, de lytter jo ikke efter,” siger han og slutter af på vanlig stil med smilet skruet på fra øre til øre og med småbelgisk accent:
”Jeg synes, jeg er ved at få min egen identitet tilbage. Det er jeg stolt over og glad for. Men jeg har stadig mange gange det spørgsmål, ‘hvorfor’. For jeg havde det jo godt”.

Ingen kan spå Jan Asselsberghs’ fremtid, men én ting er sikkert. Han får ikke længere lov til at lave porresuppe derhjemme.

Kommentarer
Top