Falsk vikar fanget af politiet
ulkaer22_639_190220_BP.jpg
Det var her i Ulkær, at den udramatiske menneskejagt efter den falske vikar sluttede med et politibesøg. Foto: BP
I 10 år har en mand udgivet sig for at være vikar på en skole og svindlet med salg af postkort. Forleden fik en beboer i Kærene nok og fulgte efter ham til politiet kom.

Man har næsten kunn indstille sit ur efter ham. Hver gang skolerne i Rødovre har ferie, har en mand nemlig franarret især ældre mennesker penge under påskud af at samle ind til en fattig skoleklasse, der ikke kan komme på lejrtur.
I 10 år har vi her i avisen kaldt ham for den falske vikar og opfordret læserne til at kontakte til politiet, hvis han ringede på døren.
Det tog Tom Kristensen søndag aften meget bogstaveligt.
“Han var på besøg hos min kæreste for 14 dage siden og prøvede at snyde hende, så jeg besluttede mig for, at hvis han en dag dukkede op foran min egen dør, så ville jeg sætte en stopper for hand svindelnummer,” fortæller Tom Kristensen, der holdt hvad han lovede.
“Mens jeg stod og lavede mad, bankede han pludselig på min dør. Det vil sige han er kommet ind gennem hoveddøre, hvor vi har videokamera og så gået helt op til mig. Så prøvede han at påstå, at han kom fra en skole i Rødovre, hvor eleverne ikke kunne komme på ferie og at man kunne læse om det hele i Lokal Nyt, fordi kommunen ikke vil støtte lejrturen mere,” siger Tom, der konfronterede ham med det samme.
“Jeg sagde, jeg vidste han var en svindler og at jeg ville fange ham. Så fik han travlt og stormede ned af trappen og ud af opgangen.”

Fulgte efter ham
I boligforeningens Facebookgruppe skrev han derfor, at folk skulle sige til, hvis de så manden.
Det var der flere, der gjorde, men Tom var hele tiden et skridt bagefter indtil han pludselig indhentede ham på vej ud af en opgang i Nørrekær.
“Jeg havde politiet i røret og de sagde, at der var mange, der havde ringet til dem, og jeg derfor godt måtte følge efter ham, så det gjorde jeg selvom han lovede mig tæsk,” griner Tom Kristensen, der fulgte efter den falske vikar hen over den store boldbane.
Det viser sig, at manden selv bor i Ulkær, så da han ikke længere kom ud af en opgang, kom politiet flyvende.
“Stor ros til politiet. De kom hurtigt, da der var brug for det,” siger Tom Kristensen.
Og han er ikke alene om at glæde sig.



SNYDT: En underbo i Toms opgang faldt i fælden og betalte 50 kroner for disse formentlig stjålne postkort. Foto: Privat

Spredte meget utryghed
Michael Jensen fra bestyrelsen har snakket med flere af beboerne, der har været utrygge på grund af den falske vikars regelmæssige besøg og glæder sig over, at han nu er blevet endeligt identificeret via overvågningskamera.
“Jeg kiggede ud af vinduet og kunne se, at der holdt en civil politibil og blev simplehten så glad for, at politiet har haft fat i ham. Der er mange der har snakket om ham og han spreder utryghed for de ældre, så det er en stor lettelse, at beboerne reagerede og politiet fik fat på ham,” understreger Michael Jensen.

Kommentarer
Top