Christian fik nervemedicin som 7-årig
Christian-Christensen.jpg
"Man skal fokusere på det ultimative værktøj i værktøjskassen, når det kommer til udsatte børn, Sæt ind inden det ender med en tvangsfjernelse. Jeg mener, at værktøjskassen skal være fyldt med værktøjer, for det er svært at skrue en skrue i med en hammer, og lige så svært at slå et søm i, med en skruetrækker," siger Christian Christensen. Foto: Kira Ursem, Billedbanken
Barn af systemet Den sociale værktøjskasse skal fyldes op med svensknøgler og der skal ansættes dygtigere håndværkere i forvaltningerne - ikke for at spare penge på anbringelser, men for at spare mennesker for det overgreb og de ar, anbringelser kan give, mener Christian Christensen, der blev sat på nervemedicin som 7-årig.
Fakta

Gode råd fra et brændt barn
- Tidlig og effektiv indsats
- Lytte til lærere og pædagoger. De kan hurtigt spotte børn i risikogruppen (kender mange som er gået forgæves til forvaltningerne med deres (grelle) observationer).
- Kreative familievejledere, som nærmere skal være livs-coach for familien/børnene. Give dem hjælp og værktøjer til at forstå og modstå deres problemer
- Voksen-venner til udsatte børn - et par timer et par gange om ugen. Som kan lytte og hjælpe med alt fra lektier, lege, relationer og problemerne i hjemmet.
- Mandsopdækning af udsatte familier meget tidlig, med konstruktiv tilgang.
- Tilbyde forældrekurser til nogle af de udsatte som selv bliver forældre tidligt

I dag er Christian Christensen kendt som vennegruppens humørspreder. Han har altid en sjov kommentar og en skarp joke til alt, hvad kollegaer og familie tør slynge ud i nærheden af ham, men sådan har det ikke altid været.
I 9. klasse blev han, efter flere års turbulent skolegang og en rutsjebane med aggresiv og kriminel adfærd, frivilligt tvangsfjernet og sendt på en af landets mest berygtede kostskoler.

“Jeg ønskede ikke at blive fjernet, og min mor ønskede heller ikke, at jeg blev fjernet. Men fjernet, det blev jeg, fordi der ikke var noget alternativ ifølge kommunen,” husker Christian om dagene op til livet som kostskoleelev. Men den menneskelige deroute, der i dag heldigvis er vendt til et godt liv som familiefar og succes på arbejdsmarkedet, startede langt tidligere.



“Historien er, at jeg aldrig har været god i skolen. Da jeg var 7 år, blev mine forældre skilt,” siger Christian om året 1972, hvor skilsmisser altså ikke var hverdagskost.

Pludselig stod moderen på bar bund
Hans mor var hjemmegående og hendes verden lå i både sociale og økonomiske ruiner. Hun var blevet forladt af sit livs kærlighed, stod uden job, uden indtægt og uden uddannelse.

“Min mor brugte det meste af 20 år på at være bitter og ked af det. De første 10 år græd hun hver eneste dag,” husker Christian, der ikke så meget til sin far, der havde travlt med sin nye familie og derfor ikke var til meget hjælp for drengen, der fik det dårligere og dårligere i skolen.

“Jeg kunne ikke følge med mine kammerater og lidt mobberi blev det også til. Var der noget mine kammerater og lærere havde respekt for, så var det dog mine meget aggressive vredesudbrud. Jeg kunne nærmest rasere et klasseværelse på få minutter og sende mine kammerater på flugt,” beretter Christian ærligt. Han var kun 7 år gammel, da han kom på nervemedicin.

Kæmpe kulturchok at flytte til Jylland
Den amputerede familie flyttede fra Ballerup til Tønder fordi den ene af hans to noget ældre søstre var blevet gravid i en alder af 19 år.

“Hun fandt en mand i Nordtyskland og min mor og jeg flyttede med. Min søster nåede at få tre børn indenfor 6 år. Alle børnene boede hos min mor. Så udover, at hun stadig var ked af sin skilsmisse, så var der pludselig 3 små børn og fuldtidsjob, der skulle passes,” forklarer Christian og glemmer, ligesom sin mor, næsten sig selv i livets ligning.

“Ja, også mig. Jeg er ikke i tvivl om, at min mor elskede mig, men hun havde hverken tid eller evner til at hjælpe mig,” siger Christian, der kom i ‘forkert’ selskab, da det gav en følelse af samhørighed og ro en smule på den forkerte side af loven.

“Skolen blev om muligt en endnu større udfordring for mig,” husker han og kaster en gravalvorlig delkonklusion i gryden, som han så tit gør det midt i sine faste ellers humoristiske klummer her i avisen.

“Det man skal vide er, at ikke et eneste barn er ens. Situationen og forholdene er heller aldrig de samme. Derfor skal løsningen jo heller ikke være den samme. Nogle børn skal tvangsfjernes hurtigt, andre skal have en helt anden slags hjælp. Og efter min mening, er den sidste gruppe den største.”

Frivillig tvangsfjernelse og hård kostskole
For Christian endte derouten med en ‘frivillig’ tvangsfjernelse og en hård kostskole. Men det var, trods hård kritik, en skole, som formåede at rette op på ham.

“Mest af alt, fordi jeg nok selv indså nødvendigheden af en ændring, men også fordi fokus blev rettet på mig og mine udfordringer,” siger Christian, der har fulgt med i artikelserien ‘Intet er som det plejer’ om børn af systemet, her i Lokal Nyt, men særligt også i de andre elever fra den efterhånden ret omtalte kostskole.

“Der var mange sørgelige skæbner på den skole, og jeg tænkte bare: Dem vil jeg ikke være en del af. Det blev en meget dyr løsning for kommunen, for min mor havde ingen penge. Jeg fik betalt skoleopholdet, studieture, lommepenge, transport, tøj og andre fornødenheder,” påpeger Christian, der mener, kommunen kunne have grebet ind meget tidligere og sparet både økonomi og menneskelige tab.

“Det jeg manglede var jo en voksen. En der kunne hjælpe mig med mine lektier og hjælpe min mor med sin ‘sorg’ og tilbage til livet. I mit tilfælde vil jeg tro at en form for ‘tutor’ 2-3 gange om uge i et par timer i 2. og 3. klasse ville have løst mine skoleproblemer og dermed lukket ned for mine skole- frustrationer,” siger han og fortsætter:
“Min mor og jeg ville så have brug for noget familievejledning, til at løse op for min mors sorg og nogle værktøjer, så hun kunne klare livet og mig.”

I stedet for denne løsning blev han som bekendt sat på nervemedicin, sat i observationsklasse, uden at nogen brugte observationerne til noget, og sat uden for døren både i skolen og i livet.

“En gang, som i én gang, var min mor og jeg indkaldt til et møde med mine lærere, hvor jeg husker at spørgsmålene gik på: Hvorfor opfører du dig så dårligt? Hvorfor kan du ikke lide skolen og os? Og hvofor kalder du din dansklærer for en heks. Alle spørgsmål jeg ikke kunne svare på,” siger Christian Christensen, der til gengæld selv har svaret på, hvorfor han ikke kunne svare.

“Jeg var 14 år gammel og sådan havde hele min skolegang været. Min mor sad blot og græd og var flov over, at jeg ikke kunne opføre mig ordentligt. Og nok mest ked af, at hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op.”
Konklusionen blev, at kommunen, skolen og alle andre i systemet eksporterede problemet til en kostskole, mod både Christians og hans mors vilje.

“Der er selvfølgelig løbet meget vand under broen siden mine problemer begyndte i 1972 og til i dag,” pointerer han nøgternt.
“I dag ville min mor være diagnosticeret med PTSD og jeg med en anden bogstav-diagnose. Men dybest set, ville vores problemer kunnet have været løst med en vejleder. Det skulle bare have være sket meget tidligere end de otte år, der gik fra min mors og min verden brød sammen, til jeg endte på en kostskole,” siger Christian, der ikke er i tvivl om, at han har ret.

En undersøgelse fra VIVE i 2011 viser da også, at hvis en kommune øger tilskuddene til forebyggende foranstaltninger, så ender man med ikke ubetydelige besparelser på udgifterne til tvangsfjernelser.

“Der er altså skillinger at tjene ved at forebygge og det er ganske logisk. I min optik er økonomien ikke vigtigst i denne sag, men de liv man ‘redder’. De mennesker, man sparer for det overgreb det er at blive fjernet, eller få fjernet,” siger han og slår over i et billedsprog, selv den mest akademiske socialarbejder kan forstå:

“Fyld den sociale værktøjskasse op med skruetrækkere, svensknøgler, tænger, save, hammere og dygtige håndværkere til at betjene værktøjet. Kommunen skal lytte til de pædagoger og lærere, der spotter disse børn lang tid før, vi til sidst tager det dyre kiruriske amputationsværktøj i brug og fjerner deformiteten, som med statsgaranti fører til ar.”

Kommentarer
Top