Barn af systemet – Kommunen lod Jesper alene i 10 år
jesper-vibholt_497_020220_BP.jpg
Det eneste Jesper Clausson har arvet fra sin mor er et maleri fra en af hendes få stoffri perioder. I dag hænger det i familiens hjem i Rødovre og minder ham om, hvad det vil sige at leve et liv på bunden af samfundet og hvad det vil sige at være plejebarn på godt og ondt. Foto: Brian Poulsen
intet er som det plejer Jesper var kun to år gammel, da kommunen hentede ham i den lille lejlighed på Brandholms Allé. Hans mor var stofmisbruger med svære psykiske problemer og Jesper skulle derfor i pleje hos en anden familie, som Rødovre Kommune besøgte 10 år senere.
Fakta

10 gode råd til kommunen fra et plejebarn

1: Tro på at anbringelser virker.
2: Lad ikke forældrekompetencen være et eksperiment, som kan afprøves i det uendelige.
3: Erkend, at det er et traume, at mor og far ikke var gode nok. Hold
hånden under børnenes udvikling.
4: Respektér og forstå barnets loyalitet overfor sine forældre – også når det går imod eget bedste.
5: Selv om forældrene svigter, betyder det ikke, at barnet skal afskæres hele sin biologiske familie.
6: En anbringelse er dyr på kort sigt, men bliver det vellykket, er det en enorm gevinst for samfundet.
7: Tag hånd om børnenes uddannelse fra dag nummer 1 og tro på, at de kan det samme som alle andre.
8: Behandl plejeforældrene ordentligt. Hav et stærkt tilsyn, gode
muligheder for sparring og stabile vilkår.
9: Følg anbringelsen til dørs. Efterværn skal ikke være et slagsmål, men en god overgang fra ung til voksen.
10: Husk hvad vi hedder!! Intet er værre, end når en sagsbehandler kalder en noget forkert.

Hvis Jesper ikke var blevet fjernet fra sin mor i de år, hvor hun røg ind og ud af fængslet og op og ned i
både misbrug og depression, er det ikke til at sige, hvordan hans liv var endt.
Jesper er et af flere hundrede børn, som Rødovre Kommune, igennem de sidste generationer, har sendt i pleje i en fremmed familie. På mange måder ligner hans historie sikkert deres, men Jesper skiller sig alligevel ud.
Måske fordi han i dag er flyttet tilbage og har stiftet familie i den by, hvor det hele startede, måske fordi han som en af de få anbragte danske børn stædigt strittede imod systemet og insisterede på at få hjælp til at færdiggøre sin ungdomsuddannelse, men måske mest af alt, fordi han kan se tilbage på det absurde faktum, at moderens bopælskommune, Rødovre, ikke besøgte plejefamilien i 10 år og derfor svigtede deres ansvar katastrofalt.
”Men samtidig skylder jeg dem mit liv, fordi de greb ind i tide og anbragte mig i pleje,” siger Jesper.
”Hvis jeg ikke var blevet fjernet, havde jeg ikke været her i dag. Jeg er meget taknemmelig for, at Rødovre Kommune tog den svære beslutning, det er at fjerne et barn fra sin mor. Hun var selvfølgelig ulykkelig over beslutningen, men stoppede aldrig helt sit misbrug og erkendte nok på sine sidste dage, at det ville have været et gevaldigt svigt, hvis hun skulle have passet mig alene,” fortsætter han roligt.

Plejefamilien skabte kontakt
Mens moderen røg ind og ud af fængslet voksede Jesper op hos en familie i Holbæk. Indtil han var syv år gammel besøgte han sin mor i weekenderne, men hendes misbrug tog til og da hun sad inde i tre år, fik Jesper ro på sin barndom.
”Fra jeg er 10 til 16 år begynder vores forhold at blusse lidt op igen, fordi min plejefamilie arrangerer, at vi har samvær. De møder først Rødovre Kommune, da jeg er fyldt 12 år,” husker Clausson.
Det er egentlig ikke noget han ser som en kæmpe fejl, for plejefamilien havde også andre plejebørn og de fik tilsyn fra andre kommuner, så på en måde var det offentlige som sådan vel vidende om forholdene i den nye familie.
”Og de var gode,” husker han.
Familien fulgte ikke altid alle regler, heldigvis. Når der kun var afsat et bestemt lille beløb til fødselsdagsgaver eller julegaver, gav de selv ekstra, så Jesper kunne få den samme cykel som dem, der kom fra kommuner, der gerne ville give mere.
Hans mors omgang med rockervennerne og berøringen med prostitution og kriminalitet har ikke kun givet ham følelsesmæssige ar for livet.
”Det har også givet mig en indsigt i, hvad det vil sige at være fuldstændig fortabt på samfundets bund. Ikke for mig selv, men for min mor. Jeg kan, som en antroprolog, trække mig sikkert tilbage til min plejefamilie, der i dag er bedsteforældre til mine børn og tygge livet igennem ud fra den svære beslutning kommunen traf dengang,” siger Jesper, der i dag er 33 år gammel og arbejder som konsulent i DUF.



Ret til barndom
Her arbejder han selv med unge mennesker og er taknemmelig for, at han selv blev anbragt så tidligt.
”Man kan nok ikke spå om mulige fremtider, men det miljø hun havde bragt mig ind i med rockervenner og kriminalitet, ville ikke være endt godt. Jeg kunne måske have været heldig, der havde været en fodboldtræner eller spejderleder, der havde set mig som et produkt af miljøet og reddet mit liv. I stedet blev det kommunen, der tog den vel sagtens sværeste beslutning det offentlige kan træffe,” siger Jesper, der har masser af gode råd til de ansatte på kommunerne, som hver dag sidder og bliver presset på deres dømmekraft i disse svære sager.
”Det der mangler, er nogen der ser de her børn og siger, du har ret til en normal hverdag. Retssikkerhed skal der selvfølgelig være for alle, men man afprøver ‘forældreegnetheden’ for langt,” påpeger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jesper er flyttet tilbage til Rødovre Kommune, der i sin tid tvangsfjernede ham fra moderen. I dag bor han her med sin hustru og to små børn. Foto: Brian Poulsen

Kunne have være lænket til en radiator
I hans plejefamilie i Holbæk var der altid mellem to og fem børn i pleje og de fik jævnligt kontrolbesøg af deres respektive kommuner, ligesom Holbæk førte tilsyn med plejefamilien. Men ikke Jesper.
”Jeg var 12 år, da Rødovre Kommune besøgte mig første gang for at holde tilsyn. Jeg ved ikke, om de bare havde læst de andres rapporter, men jeg kunne jo i princippet have været lænket til radiatoren i et årti,” siger Jesper, der kalder sig et barn af systemet.
”De første 10 år uden opsyn, hvor gode de end har været for mig, er noget jeg har skullet slås med som ung mand at have vished om. Jeg er et af systemets børn og gud ske tak og lov for det, fordi de tog ansvar, men at man så bare kan sige bagefter; ’Nu har vi gjort vores, kan gøre mig vred,” siger han og fortsætter i et hastigere og mere intenst tempo og tonefald:
”Der var heller ingen evaluering bagefter. Da jeg fyldte 18 år overgik sagen bare til Holbæk Kommune og så var det pludselig dem, der skulle følge op,” husker han.
”Det var så absurd, at de sågar var overrasket over, jeg overhovedet var i gang med en uddannelse. Det var de ikke vant til eller havde kendskab til.”
I stedet får Jesper at vide i en bisætning, at nu skulle han vist nok komme på bistandshjælp.
Den underliggende tone om, at det er dét, der sker med alle plejebørn, var
ikke til at tage fejl af.

Følg dem til dørs og så følg dem videre derfra
Jesper Clausson håber derfor, at kommunerne nu vil blive bedre til at følge op på plejebørnenes uddannelse.
”Man ved måske fra tallene i sagen, at barnet skal starte i 4. klasse, når sommerferien er slut, men der er ingen, som vurderer, om barnet overhovedet skal gå i skole. Mine plejeforældre måtte nogle gange selv tage kontakt til skolerne, fordi der ikke var sat noget i gang for de børn, de skulle have i pleje,” afslører Jesper om et system, der mest af alt ligner et lotteri om børnenes fremtid alt afhængig af, hvilken kommune, der har sagen.
”De andre børn kom fra forskellige kommuner og der var regler for, hvilke gaver vi måtte få til jul eller fødselsdag og så skulle der stå på kortet, at gaven var fra kommunen. Der var min familie heldigvis for stolte og betalte bare den cykel selv, hvis det var dét, vi lige manglede. Til gengæld var det altid et slagsmål med stavehjælp, psykologhjælp og der var kæmpe forskel på både sagsbehandlingstid og tildelt hjælp fra kommune til kommune.”

Også bare en ung mand
Jesper har, som mange andre plejebørn, haft sine mange timer på sofaen foran skiftende psykologer. Her har han snakket overvældende meget om, hvordan det har været at være i pleje hos en anden familie.
”Det overskygger meget at have en mor, der ikke kan passe sit barn. Man får et ’brand’ om, at der må være noget galt med én, fordi man er barn af hende i stedet for, at man måske også bare er lidt teenager, der gerne vil have en uddannelse og en kæreste,” siger Jesper, der glæder sig voldsomt over statsministerens fokus på de anbragte børn i nytårstalen.
”Det specialiserede område drukner i den service kommunen ellers skal levere med krav om tilbud til børn og ældre. Det kræver specialisering at gøre de her ting ordentligt, Folk, der ved, hvornår en anbringelse giver mening. Samtidig er incitamentstrukturen helt vanvittig for plejefamilierne derude. Jo bedre det går, jo mindre får de,” siger han og vender øjnene op mod himlen i ren afmagt.

Måtte selv slås
Selvom plejefamilien har hjulpet Jesper meget, måtte han selv træde i karakter, da han fyldte 18 år. Noget, som de færreste plejebørn kan.
”Jeg skulle slås for at få efterværn, så man ikke bare bliver sparket ud af døren, når man har haft fødselsdag. Jeg var teenager og i gang med en ungdomsuddannelse. Jeg ville bare gerne blive hos min familie, indtil jeg var færdig. Det skulle jeg slås for og det betød rigtig mange møder,” siger han og fortsætter forfærdet:
”Det blev reduceret til et spørgsmål om penge. Hvorfor vil de betale fra to til 18 år, men ikke det sidste år, der skulle være startskuddet på mit liv. Det er hovedrystende,” siger Jesper, der har en helt klar analyse af, hvorfor kommunen ikke var så positivt indstillet på at bevilge et års ekstra pleje, så han kunne gøre sin uddannelse færdig.
”Kommunens syn og tro på mine evner til at blive færdig var der bare ikke. Netop fordi jeg var plejebarn, var det ikke givet, at en uddannelse var den vej, jeg skulle gå. Det er helt skørt. Havde jeg stjålet en bil og kørt den ind i en væg, så havde der været mere fokus og hjælp. Det var kun det spor, hvor der var midler til en indsats, ikke det spor, hvor man prøvede at skabe sig en tilværelse og det skabte en enorm usikkerhed i mit liv, fordi der hele tiden kom breve med spørgsmål om, hvor jeg var i mit liv.”

Kommunens manglende indblik i børn og unge
Set i bakspejlet af en mand, der i dag selv arbejder med unge, virker det utilgiveligt, at man som myndighed har så lidt indblik i, hvad der betyder noget for unge mennesker midt i et liv, hvor alle andre er i gang med en ungdomsuddannelse.
”Det burde ikke være overraskende, at det var vigtigt for mig at vide, hvor jeg skulle være, mens jeg var ung. Og hvad jeg skulle foretage mig. Den indstilling var så tydeligt deprimerende og det billede på dig som menneske smitter desværre af. Jeg spurgte tit mig selv, om jeg bare var dum i hovedet at tro, jeg skulle have en studenterhue og gå på universitetet. For det jo ikke noget for plejebørn,” siger Jesper og konkluderer:
”Min plejefamilie fik mig til ikke at resignere i afmagt og hjalp mig med følelsen af ikke at være det samme værd som mine klassekammerater. Der er sgu ikke mange, der får en kuffert og et farvel i 18 års fødselsdagsgave.”

Får et skævt Danmark
Som en del af systemet har Jesper i de sidste par år blandt andet medvirket i en video, der handlede om oplysninger for nye plejefamilier.
”Ellers får man et skævt Danmark, hvor man eksporterer sine sociale sager.”
”Mine følelser lige omkring Rødovre Kommune er ret blandede – for de gav mig trods alt chancen for ikke at ende som min mor,” siger Jesper, der af selv samme grund flyttede tilbage, da han selv skulle være far i jagten på en fortid og en identitet.
”Jeg har nok været draget af Rødovre. Det er en del af min fortælling, at jeg er barn af en enlig mor i Rødovre, der ikke kunne passe mig, så nu er jeg borger og bidrager til det lokalmiljø, jeg er vokset ud af og ligger mine skattekroner, liv og sjæl samme sted, så det store kosmiske regnskab ender med at gå op,” siger han sikkert og afslutter alligevel med en smule forståelig men malplaceret nervøsitet:
”Når jeg reflekterer over, hvad det vil sige at være forælder, er jeg både barn af min mor og to rare personer i Holbæk. Jeg har nok tænkt, at jeg ikke ville blive den bedste far selv og at der måske ligger et genetisk svigt og lurer. Derfor tænker jeg meget over, hvordan jeg er tilstede overfor mine børn og har været heldig at finde en hustru, der også prioriterer familieliv. Noget jeg jo ikke selv fik.”

Kommentarer
Top