3-dages løb med rødovredrenge
WEB_3-dages-loeb_Benjamin-og-Michael.jpg
Benjamin Hertz, til venstre, fik debut med eliten på bane, hvor den rutinerede Michael Mørkøv naturligvis var en del af par nummer 7. Foto: Jørgen Hertz
banecykling To rødovreborgere var med i elitens felt og i mini 3-dages løbet bestod par nummer 7 af to ryttere fra CK Fix.

Weekendens 3-dages løb i Ballerup, som i år erstattede det traditionelle 6-dages løb, var med to rødovreborgere i elitefeltet, nemlig Michael Mørkøv, der vanen tro var den ene halvdel af par nummer 7, samt Benjamin Hertz.

Den rutinerede Mørkov blev, sammen med sin unge makker Oliver Wulff Frederiksen, nummer 3. Et hollandsk par med verdensstjernerne Yuri Havik og Jan-Willem van Chip var suveræne og vandt sikkert løbet.



Den anden rytter fra Rødovre, den 18-årige Benjamin Hertz, fik en fin debut, da han, sammen med sin makker Marckus Njor, der også er et produkt af CK Fix Rødovre, vandt den store 75 km handikapjagt. De fik i løbets slutfase tilkæmpet sig en afgørende omgang på det øvrige felt.
På sidstedagen, som var i søndags, fik de erobret endnu en omgang og fik så mange point i spurterne, at de, selv om de ikke havde den bedste førstedag om fredagen, alligevel endte på en fornem 7. plads i det stærke elitefelt.

Proffen og mini’erne
Michael Mørkøv, der kører landevejsløb for Quickstep, har efterfølgende udtalt, at han var godt tilfreds med sin unge makker og løbet arrangeret af DBC og han håber, det bliver en tilbagevendende begivenhed, men lige nu ser han frem til VM i parløb om få uger. Der skal han køre med sin landsholdsmakker Lasse Norman Hansen.
Parret har i denne sæson vundet EM og alle de World Cup løb, de har deltage i, så det er med stor tro på, at rødovreborger Michael Mørkov kommer retur fra VM med en medalje.

I mini 3-dages løbet, for de 12 til 14-årige, blev det til en samlet 4. plads til par nummer 7, der bestod af de to CK Fix-ryttere Marius Hobolth og Valdemar Kroman Jensen.
De var på omgangshøjde med vinderparret, Magnus Ritz og Noah Andersen, som havde spurtet sig til 34 point mod parret fra CK Fix, der havde spurtet 13 point ind på kontoen.

Kommentarer
Top