Vi skal huske at tænke på det lokale erhvervsliv
islevdalvej_002_071116_BP.jpg

Islevdalvej

Rødovre skal 'gøre os mere til' overfor nye og eksisterende virksomheder, hvis det står til konservatives Anders Torm Nielsen. Foto: Arkiv
læserbrev I Rødovre Lokal Nyt den 2. januar kunne man på side 2 læse Borgmesterens Nytårshilsen.

Borgmester Erik Nielsen ser tilbage på året, der er gået og henviser til de mange områder, som udvikler sig positivt for Rødovre. Eksempelsiv de mange nye borgere, som flytter til vores kommune. Vi har rundet 40.800 indbyggere – og vi bliver mange flere.
Borgmesteren glæder sig også over det stærke civilsamfund – alle de foreninger og organisationer, som gør en kæmpe indsats. De er meget bedre end kommunen, når det gælder om at bibringe vores unge sunde fritidsinteresser og fællesskaber. Uden den store indsats fra de frivillige i kommunen ville flere borgere havne i ensomhed eller en form for kriminalitet. Så også en tak til foreningerne herfra.
Så borgmesteren har helt ret – det går på mange måder godt i Rødovre.
Det ses jo også af, at det er en enig kommunalbestyrelse, som står bag de beslutninger, som sikrer udbygninger af vores skoler, institutioner og sikrer, at der afsættes flere midler til det sociale område. Men inden det stikker helt af:
Det er ikke alt i vores kommune, vi kan være stolt af. Eksempelvis når det gælder om ‘at gøre sig til’ overfor nye virksomheder.
Hvert år laver erhvervsorganisationerne Dansk Byggeri og Dansk Industri en analyse af erhvervsvenligheden i landets kommuner. Rødovre ligger i 2019 (som sædvanligt) rigtig skidt i disse målinger. I analysen fra Dansk Industri placerer Rødovre sig som nummer 68 ud af landets 98 kommuner. Og i analysen fra Dansk Byggeri placerer vi os som nummer 98 – altså sidst.
Nogle vil måske tænke, at vi borgere kan være ligeglade med virksomhedernes rammevilkår. Men intet er mere forkert. Det er vigtigt for Rødovre, vi tiltrækker virksomheder.
Et stærkt erhvervsliv betyder meget for en kommune. Det betyder skatteindtægter og job til rødovreborgere og det til-
trækker nye ressourcestærke borgere. Alt sammen er med til at betale for velfærd og noget vi som kommune gerne vil levere til borgerne.
Rødovre placerer sig lavt på de fleste af analysernes målepunkter. Men særligt på skatteområdet og når det gælder om konkurrenceudsættelse af de kommunale opgaver, scorer vi lavt. Rødovre står for en af landets allerhøjeste beskatninger. Hvad angår den særlige beskatning af erhvervsejendomme, som kaldes dækningsafgift, som er en frivillig skat for kommunen, har Rødovre den højeste promille i landet. De fleste kommuner vælger ikke at opkræve dækningsafgiften – de vil hellere tiltrække virksomheder og dermed job til kommunen.
Konkurrenceudsættelse af de kommunale opgaver er et andet område, hvor Rødovre er meget lidt erhvervsvenlige. Især når det gælder det tekniske område som vedligeholdelse af veje og bygninger og pleje af grønne områder. I Rødovre varetages 27,5% af disse opgaver af private virksomheder. På landsplan er det 45,2%.
Mere konkurrenceudsættelse af de kommunale opgaver eksempelvis på det tekniske område vil betyde, vi bliver mere interessante for virksomheder – og så sikrer det, at vi får mest mulig kvalitet for pengene, når vi bruger borgernes penge.
Når en virksomhed skal træffe beslutning om, hvor den skal placere sig, er der mange parametre, som spiller ind. På mange parametre har Rødovre gode
kort på hånden. Eksempelvis vores beliggenhed tæt på København og på motorvejsnettet. Men det har naturligvis også betydning for en virksomhed, om der lokalt er opgaver og om, hvor stor en dækningsafgift den skal betale. Skal virksomheden vælge Rødovre, som opkræver landets højeste dækningsafgift eller f.eks. søge til Køge eller Frederikssund, hvor de ingen dækningsafgift skal betale?
Så med dette lille opråb om, at vi i Rødovre skal ‘gøre os mere til’ overfor nye og eksisterende virksomheder, ønskes et rigtig godt nytår til alle i Rødovre.

Kommentarer
Top