Tyvstarter plejehjemsliv med at spise ude
mad-engskraenten_406_090120_BP.jpg
For kun 47 kroner kan du som pensionist i Rødovre få et godt og sundt måltid mad på byens plejehjem. "Det forebygger fordomme og ensomhed," siger forstander. Foto: Brian Poulsen
Alderdom Hvordan er livet egentlig på byens plejehjem? Det mener Lene og Niels Nielsen godt man kan få et forhåndsindtryk af inden man selv flytter ind, og så kan man oven i købet spise godt for mindre end 50 kroner, siger parret, der er blandt dem, der spiser ofte i byens åbne kantiner.

Der er ikke mange, der ved det, men byens plejehjem er langtfra så hermetisk lukkede, som de nogle gange kan se ud, når man ser dem udefra. Faktisk kan man som pensionist i Rødovre for kun 47 kroner komme ind og spise aftensmad på dem alle, for kantinen er nemlig offentlig tilgængelig.

”Jeg har oven i købet taget menukortet med hjem, sådan så vi kan time vores besøg dernede,” fortæller Niels Nielsen.

Sammen med hustruen Lene er han ofte ude at spise, som de kalder det.

”Maden er så god, at den er værd at gå en lille tur efter,” griner Lene, der ikke forstår, hvorfor mange sidder alene hjemme og måske bliver lidt ensomme.

”Så sidder de der og køber mad ind, der ikke er værd at spise i stedet for at gå ned og spise god mad sammen med mange andre,” siger Niels, der ofte foreslår, at parret skal kombinere udespisningen med en tur om Damhussøen, da de tit spiser på Engskrænten.

”Vi håber, lokalavisen vil skrive det her ud til alle, der spiser alene derhjemme, for vi tror, der er mange, der ikke ved, at man godt bare må komme ind fra gaden og nyde godt af tilbuddet på plejehjemmene,” siger de.

 

Forebygger fordomme

På Engskrænten glæder forstander, Kate Dybdal Gjerstrup, sig over de ekstra spisende.

”Altså, hvis man er pensionist her i kommunen, kan man godt komme dumpende ind uden aftale. Det kan man faktisk på alle plejehjemmene. Det er en gestus fra den gode kommunes side, og jeg synes det er et tilbud, som flere bør benytte sig af,” siger hun.

Ideen med, at pensionister kan spise billigt ude, stammer fra en beslutning dengang, der ikke var så mange spisemuligheder og caféer i bybilledet.

”Men så længe det ikke gælder alle borgere, men kun pensionister, er det stadig en fair ordning,” mener Kate Dybdal Gjerstrup.

På Engskrænten er det især pårørende, der benytter sig af muligheden for at spise med deres familiemedlemmer, men man ser gerne, at flere pensionister finder vej af sig selv, da det kan forbedre plejehjemmenes rennome, mener forstanderinden.

”Det åbner plejehjemmet op, så man bliver knap så bange for, hvad det er for en størrelse, der måske venter. Hvis man spiser og hygger sig, bliver det bare et sted, hvor der er hyggeligt at være. Samtidig er man med til at skabe ekstra liv for beboerne på stedet, så det går begge veje, da man næsten altid lige får en snak og lidt social kontakt, der forebygger ensomhed for alle,” understreger hun.

Kommentarer
Top