Tømrermester køber stadionnavn
jim-jensen-avarta_395_271219_BP.jpg
Jim Jensen, i midten, har støttet Avarta i årevis og i de kommende tre år vil hjemmebanen i Espelunden hedde 'Tømrermester Jim Jensens Park'. På billedet ses tømrermesteren sammen med Avartas pressechef Bent Thomsen, til venstre, og Casper Ankjær, der er ny medejer af tømrervirksomheden og på sigt skal overtage forretningen sammen med Frederik Nissen-Schmidt. Foto: Brian Poulsen
nyt navn Avartas hjemmebane på Korsdalsvej hedder ikke længere ’Espelunden Stadion’, men ’Tømrermester Jim Jensens Park’.

Det nye år starter med en økonomisk saltvandsindsprøjtning af de større til kommunens førende fodboldhold, Avarta.
Avartas professionelle afdeling, Green Entertainment, fik sidste efterår grønt lys til at købe navneretten til hjemmebanen i Espelunden i tre år af Rødovre Kommune og nu har klubben landet en aftale med den lokale tømrermester Jim Jensen, der for de næste tre har købt stadionnavnet.
”Det var ikke et must, at vi skulle finde en lokal virksomhed, men jeg er glad for, at det blev en lokal sponsor, der har købt navnet. Tømrermester Jim Jensen er et godt Rødovrefirma og fremover kommer vores hjemmebane altså til at hedde ’Tømrermester Jim Jensens Park’,” siger Bent Thomsen, der er presseansvarlig i Green Entertainment.

”God aftale for alle”
Partnerne underskrev aftalen mellem jul og nytår og Tømrermester Jim Jensen betaler 60.000 kroner om året for navnet, der vil
være synligt ved indgangspartiet til stadion, fra et skilt på Korsdalsvej og ellers vil blive brugt, når Avartas hjemmebane bliver nævnt.
Rødovre Kommune fik sidste år foretaget en analyse, der anslog, at den årlige markedsværdi for stadionavnet lå på 22.600 kroner, men for Jim Jensen betyder det ikke så meget, at han selv betaler næsten tre gange mere for navnet end den anslåede værdi.
”Jeg har støttet Avarta i mange år og det vil jeg gerne fortsætte med. Jeg er ikke selv den store fodboldfanatiker, men jeg følger da med i, hvordan Avarta klarer sig og jeg så dem gerne længere fremme i tabellen,” siger Jim Jensen, der mener, at aftalen er god for begge parter.
”For mig er det ikke kun forretning og det er ikke afgørende for mig, at jeg får alle pengene retur i form af den reklame, som stadionnavnet kommer til at give af eksponering. Jeg er sikker på, jeg nok skal få god respons og Avarta får penge, som de kan bruge til at styrke holdet. Jeg ser det som en rigtig god aftale for alle,” siger Jim Jensen, der har drevet sit tømrerfirma i Rødovre de sidste 36 år.



Ingen stjerner i sigte
De grønne fra Espelunden er overvintret på den rigtige side af tabellen i 2. division, inden forårets sidste kampe i kampen om de eftertragtede oprykningspladser til 1. division og med aftalen får Avarta økonomiske midler, der kan være helt afgørende i den benhårde kamp om oprykning.
De nye stadionpenge skal dog hverken bruges på en hovedstødsstærk midtstopper eller en lynhurtig angriber med mål i støvlerne.
”Pengene er ikke øremærket til nye spillere, men skal være med til at give hele eliteafdelingen et løft,” siger Bent Thomsen.
Første kamp på ’Tømrermester Jim Jensens Park’ bliver den 8. marts, hvor B93 kommer på besøg.

Kommentarer
Top