Julekampagne gav 120.000 til Dyreværn
Sofie-og-Cody.jpg
Sofie og Cody var bare ét af mange makkerpar, der gav god reklame til både center og Dyreværn. Foto: Presse
kampagne Det var hverken en almindelig idé eller en lidt god idé, da Dyreværnets ansatte og hunde sagde ja og vuf til at være modeller i Rødovre Centrums julekatalog. Det var en ualmindelig god idé! Så god, at kampagnen kan dække al medicin til dyrene i de næste fire måneder.

Når man er en driftig dyreværnsforening som Dyreværnet, er der ikke mange penge tilovers til tiltrækkende tv-kampagner og appetitvækkende annoncer. Derfor er det noget af en mulighed foreningen fik, da Rødovre Centrum sætter spotlight på Dyreværnets arbejde i en storstilet julekampagne.
Omtrent sådan lød indledningen, da vi her i Lokal Nyt for seks uger siden kunne beskrive det særprægede samarbejde, som det lokale dyreværn havde indgået med Danmarks bedste shoppingcenter. Hunde og ansatte i Internatet agerede modeller og centerets lokale gæster samt læsere kunne donere penge til Dyreværnet.

Mange støttede
Og det gik godt.
”Super godt,” hvis man skal tro Rikke Christensen-Lee direktør for Dyreværnet.
”Indtrykket var super positivt. Det gik godt og var sjovt at være med til undervejs og det blev et mega flot resultat,” siger hun med henvisning til de 100.000 kroner, som foreningen fik af Rødovre Centrum, toppet op med de 20.000 kroner, som de handlende i Rødovre har doneret via MobilePay.
”Det synes jeg er et flot resultat. Hvis vi er heldige, at folk giver penge, er det som regel til et specifikt dyr. Jeg er derfor beæret over, at folk har doneret til selve organisationen midt i juleræset,” siger Rikke Christensen-Lee, der ikke skal bruge mange sekunder på at fortælle, hvor stor en hjælp sådan en sjat penge egentlig er ude i Islev.
”Vi bruger 400.000 kroner om året på medicin. Mange af dyrene er syge, når de kommer ind, så det er en kæmpe hjælp for os,” siger hun og tilføjer, at det også har givet en del på de bløde værdier, blandt andet øget kendskabet.
”Vi har været tilstede alle lørdage i december i centeret og haft samtaler med folk, der er kommet forbi Internatet både med deres egne dyr, men også for at blive matchet med et nyt dyr.”



Ser på lignende muligheder i fremtiden
I Rødovre Centrum er man glad for kampagnen og tilfreds med den store interesse.
”Vores kunder og samarbejdspartnere tog godt imod det hele. Dyreværnet er professionelle i deres arbejde til daglig og var det også under udarbejdelsen af kataloget. Hvis vi kan hjælpe dyr i nød eller andre, så ligger det højt på vores ønskeliste om at gøre noget tilsvarende igen.”
“Vi vil gerne støtte dem, der er i vores lokalområde og det giver også noget til vores markedsføring, så vi tager gode erfaringer med os fremadrettet,” fortæller Rødovre Centrums marketingdirektør, Charlotte Andersen.

Kommentarer
Top