50 år med blå blink
harry-50aars-jubilaeum_435_150120_BP.jpg
Med 50 år i tjenesten indskriver Harry Arnholtz sig blandt en meget lille skare politifolk med tilsvarende anciennitet i Danmark. Harry Arnholtz er indehaver af den længste tjenestetid i Københavns Vestegns Politi og ifølge tal fra Rigspolitiet, har der kun været seks 50-års jubilarer i den danske polititjeneste siden 2017. Foto: Brian Poulsen
jubilæum Èn gang strømer– altid strømer. 72-årige Harry Arnholtz Hansen kunne tidligere på måneden fejre en helt særlig pilepæl i dansk politi. Den lokale betjent fortsætter på fuld styrke i politietaten og vi har spurgt ham, hvorfor han stadig, med glæde, trækker i uniformen hver dag.

Onsdag den 15. januar kunne den lokale strisser Harry Arnholtz Hansen fejre 50-års jubilæum som politibetjent. Det gør ham til indehaver af den længste tjenestetid i Københavns Vestegns Politi og en af de få betjente i det danske politi, der har nået anerkendelsen for 50-års tro tjeneste.
Men hvad har egentlig været drivkraften til så langt et virke i dansk politi?
Arbejdsglæde og jobbets mange uforudsigeligheder er to af svarene.
”Det har altid været et spændende arbejde med et stærkt sammenhold, fællesskab og hvor to dage sjældent har været ens,” siger Harry.
I dag foregår arbejdet mest bag skrivebordet, men ikke i afdelingen for kasserede nummerplader, som var tilfældet med kriminalassistent Jensen i Olsen Banden, da alderen trykkede i filmene om forbryder-trioen.
”Nej, så galt er det ikke gået,” griner strisser-Harry, der i dag sidder med efterforskningen af automatisk trafikkontrol og frakendelser af kørekort.
”Jeg er dog stadig en del af vagtplanen og derfor stadig i marken. Jeg tror stadig, jeg kan løbe en indbrudstyv op, for det er ham, der skal finde hullet i hækken og ikke mig,” siger Harry. Han fortsætter:
“Men jeg kender godt mine begrænsninger og det handler også om sikkerhed overfor min makker. Derfor er jeg ikke længere betjent på samme måde som i 1972,” fortæller Harry Arnholtz Hansen.

Trukket pistolen én gang
Harry Arnholtz Hansen er født i 1947 og opvokset på landet i Stouby mellem Juelsminde og Vejle. Idéen om et liv i uniform blev sået i en tidlig alder.
I skoletiden blev Harry udpeget til skolepatruljen og her formåede den lokale landbetjent at gøre et stort indtryk på den unge skoleelev.
”Landbetjenten underviste os i at få vores skolekammerater sikkert i skole og allerede dengang blev tanken født. Jeg havde en klar idé om, at det var den vej, jeg skulle,” siger Harry, der efter værnepligten søgte ind i politiet, hvor han blev antaget.
Den 15. januar 1970 mødte en ung 22-årig Harry op på den spritnye politistation i Rødovre, hvor han de sidste 50 år har haft en stor del af sin arbejdsgang.
Som en del af ordenspolitiet i Rødovre og Hvidovre er Harry de sidste fem årtier blevet kaldt ud til alle tænkelige opgaver. Til husspektakler og borgere med ondt i sjælen, til gerningssteder for mord og fortvivlede borgere, der havde haft besøg af en indbrudstyv.
”Der er selvfølgelig trivielle dage, men stort set ingen dage, der er ens. Det er os i uniformen, der kommer ud, når tingene lige er sket og jeg har oplevet lidt af hvert,” siger Harry, der ikke har tal på, hvor mange gange han har måtte køre ud for at give en underretning til pårørende om et dødsfald. En opgave, som på trods af mange års erfaring, aldrig har været nem.
”Det er øvelsen, der gør mester og jeg har ofte en ung elev med ude på den type opgaver, så jeg kan lære fra mig. I de situationer handler det om at få de personer, man skal underrette, til at sætte sig ned og tale til dem stille og roligt.”
“Jeg husker en episode, for mange år tilbage, hvor vi skulle ud og underrette en mor, hvis søn var blevet dræbt i en vådeskudsulykke. Vi mødte hende på trappeopgangen og på det tidspunkt var hun godt klar over, er der var noget galt. Hun ville have besked med det samme og til sidst måtte vi fortælle, hvad der var sket. Da vi fortalte hende om hendes søn, løb hun op ad trappen og låste sig ind i lejligheden. Her var hun vej ud over altalen og jeg nåede lige at få hevet hende ind. Den episode lærte jeg virkelig meget af. Dengang var der ikke krisepsykologer, men vi var gode til at tale sagerne igennem med kollegerne i vagtstuen,” fortæller Harry, der i sine 50 år i politiet kun har trukket sin tjenestepistol én enkelt gang.



”Det er ikke noget, jeg er stolt af og jeg ville helst have undgået det. Jeg har en gang været i en situation, hvor jeg afgav et varselsskud, men så stoppede vedkommende også. Det var en person, der var stukket af fra et fængsel og kendt for at skyde mod politiet. Vi kørte civilt, da jeg spottede ham og han havde også set os, for han satte i løb. Vi løb efter ham i tusmørket og han tog hånden ind under jakken og tog noget frem, som kunne være en pistol. Jeg afgav et varselsskud og han lagde sig ned på jorden. Det viste sig, at det var hans tegnebog, som han var bange for at tabe under flugten, men det kunne jeg ikke vide,” fortæller Harry, der altid har brugt dialog som våben, når det var muligt.
”Jeg har flere gange været berettiget til at trække våben, men det har ikke været nødvendigt. Det er altid lykkedes at tale folk ned og dialog har altid været min foretrukne måde at håndtere de situationer, jeg har stået i,” siger Harry.

Formand for Politiforeningen
Harry har aldrig haft et ønske om at gå ledelsesvejen inden for politiet, men han har alligevel haft en fremtrædende rolle som tillidsmand og som formand for Politiforeningen. I slutningen af 80’erne var han blandt andet med til at revidere hele politiets uddannelsessystem og indføre en ny digital-æra i dansk politi. Oplysninger i kartotekskasser blev erstattet med elektronisk databehandling og Harry husker, hvordan der blandt kollegerne var en udbredt skepsis overfor det ’nye’.
”Jeg var fortaler for et skifte, da det var en stor hjælp og et nyt arbejdsredskab, men jeg husker, at mange var bange for, at det ville koste arbejdspladser, men det skete aldrig. Vi var rundt i landet og holde indlæg om de nye teknologier på de enkelte politistationer og i dag bruger vi stadig systemerne, så planen var åbenbart bæredygtig,” siger Harry med et smil.

Harry fra hockeybanen
Lokalt er Harry Arnholtz Hansen nok i højere grad kendt for hans virke i rullehockey-miljøet frem for den lange karriere hos politiet. Harry blev i 2005 kåret som årets idrætsleder i Rødovre Kommune og han var med til at stifte Rødovre Skaterhockey Klub.
Som formand for sammenslutningen af de lokale rullehockeyklubber havde han dialogen med kommunen om opførelsen af rullehockeybanen i Espelunden. En bane som Harry og hans kone Sussi i øvrigt selv byggede.
”Det var en del af aftalen. Kommunen bankede pæle i til banderne og vi byggede selv banen. Sådan er det tit med græsrodssport. Man skal yde noget selv,” fortæller Harry om banen, der blev indviet i 1996, hvor Rødovre var rullehockyens mekka. I dag er sporten lidt i dvale lokalt.
Drømmen om en overdækket bane er dog tættere på end nogensinde før.
”Vi sendte den første ansøgning om en overdækning tilbage i 2000 og i det nye kommune-budget er der afsat penge til projektet, så nu skal vi i gang med forhandlingen om, hvordan banen reelt kan komme til at se ud,” fortæller Hockey-Harry, som avisen tidligere har døbt ham her i spalterne.
Og hvornår ligger han så politiskiltet på hylden? Det ved han ikke endnu.
”Jeg har altid været glad for at stå tidligt op om morgenen, smøre min madpakke og tage på arbejde. Det er først, når jeg ikke har det sådan længere, at jeg stopper,” fortæller jubilaren, der fortsat arbejder på fuld styrke.

Den 15. januar 1970 mødte unge Harry Arnholtz Hansen op på den nye politistation i Rødovre. Foto: Hvidovre Avis

Kommentarer
Top