Stafet For Livet vinder årets frivilligpris
aarets-ildsjael_362_121219_BP.jpg
Styregruppen bag Stafet For Livet blev i aftes hædret med Rødovre Kommunes frivilligpris ’Årets Ildsjæl’ på Ørbygård. Foto: Brian Poulsen
årets ildsjæl Styregruppen bag Stafet For Livet blev i aftes hædret med Rødovre Kommunes frivilligpris ’Årets Ildsjæl’ på Ørbygård.

910 deltagere løb og luntede mere end 175.000 kroner i kassen til Kræftens Bekæmpelse, da den lokale udgave af Stafet for Livet i sommer løb af stablen på rådhusplænen.
Bag den veltilrettelagte motionsbegivenhed, der sætter fokus på kræftsagen, er der en lang række frivillige ildsjæle og torsdag aften blev de hyldet for deres store indsats på Plejehjemmet Ørbygård, hvor Rødovre Kommune for 20. år i træk uddelte prisen ’Årets Ildsjæl’, der hylder det frivillige sociale arbejde i kommunen.
”Det er årets vigtigste begivenhed og dagen, hvor vi siger tak,” lød det fra formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Britt Jensen (S), inden hun gav mikrofonen videre til borgmester Erik Nielsen (S), der havde fået æren af at præsentere alle de nominerede til prisen og udråbe vinderen.
”Frivilligheden er så forbandet vigtigt. Det er det kit, der holder en kommune sammen,” sagde borgmesteren blandt andet, inden han, foran de mange fremmødte på Ørbygård, afslørede, at styregruppen fra Stafet For Livet er dette års prismodtager.
”Vi er meget stolte over prisen og glade over den store opbakning, der har været til Stafet for Livet i Rødovre,” fortalte formand Lars Reuter kort, inden festen på Ørbygård fortsatte med en middag.

Du kan læse meget mere om prisen i næste uges avis.



Lars Reuter modtager ildsjæle-prisen af borgmester Erik Nielsen

Kommentarer
Top