“Savner anoreksi, når man mister kontrol”
anoreksi-1.jpg
Det var en vigtig debat på Trekanten forleden.
Debat Modigt møde om spiseforstyrrelser brød tabu i Islev.

Vi har modtaget:

Udover at være mor til min datter som havde anoreksi – en spiseforstyrrelse, så blev jeg også diætist, behandler, krisepsykolog og ansvarlig for min datters sociale kontakter.”
Dette udsagn var, hvad jeg hørte, da jeg sad blandt 42 andre i salen, der også var mødt op for at høre om emnet ‘anoreksi’ fortalt af dem, der havde sygdommen tæt inde på livet.
Min første refleksion var; havde man erstattet professionel behandling med mor- og far behandling.
Alle, der har haft et alvorligt sygt barn eller pårørende ved, hvordan hele familien lider under sygdomsforløbet og hvis man så også samtidig skal være sit barns behandler, så koster det rigtigt meget på ressourcekontoen.
Ikke forstået således, at mødrene oppe på scenen ikke ville samarbejde og deltage aktivt og tage ansvar for forløbet.
Men fra det øjeblik deres døtre blev henvist til ambulant behandling, betød det, at de blev en del af den familiebaseret behandlingsform, hvilket medfører, at de pårørende bliver tillagt et meget stort ansvar i forsøget på at hjælpe deres syge unge piger.



Anoreksien var en ven
Behandlingen består, udover at deltage i terapi, nogle gange alene, andre gange sammen og det medfører også at kunne måltidsstøtte og kontrollere, om måltidet kommer ned og forbliver nede.
Netop denne rolle fornemmede og hørte jeg var en utrolig svær opgave, når man også skulle være den omsorgsfulde mor/ forældre.
“I tog min bedste ven fra mig og min bedste ven gjorde mig tryg og glad, jeg fik ro og kontrol over mine tanker og hverdag. Min ven var min anoreksi, nu efter tre år vejer jeg, som jeg skal og jeg har gjort min mor glad. Men jeg har mistet kontrollen og jeg savner stadig min ven,” sagde Signe fra scenen.

Den ydre kontrol
Således sluttede Signe sin fortælling og om hvordan hun havde følt en indre uro, usikkerhed og en følelse af utilstrækkelighed.
Signe mistede kontrollen over det, der foregik omkring hende, hvilket hun så forsøgte at afhjælpe ved en ydre kontrol af kroppen gennem spisning.
Signes svar til forløbet; alt handlede kun om mad og kostplan og manglende tillid.
“Ingen spurgte mig, hvordan jeg havde det og hvad der virkede for mig.
Hvad er det lige, vi har gang i som samfund, der skaber denne tilstand hos så mange unge.
Faktum er, at kravene til menneskers personlige og ressourcemæssige udvikling aldrig har været større. Vi skal udvikle os fra vuggestuealderen, hvor der foretages kompetenceanalyser og handleplaner for børnenes udviklingsmål.
I skolen og uddannelsessystemet forsætter denne opdeling af individet i enkelte kompetencer, som hver især skal vurderes og optimeres så vi på sigt kan fungere som nyttige ressourcer for arbejdsmarked.
Denne tilgang producerer et psykologisk indre hos de unge, som afspejler kravene, det ofte giver en urealistiske selvovervurdering på den ene side og en tendens til en selvkritisk perfektionistisk og høje ambitiøse tilgange til sig selv på den anden side.
Resultatet er ofte, at det kan skabe skrøbelige mennesker, hvor selv små nederlag får alvorlige konsekvenser for selvbilledet.
Som lærer, og i mit tidligere arbejde med unge, er en af mine hyppigste opgaver at hjælpe dem med at stoppe med at slå sig selv i hovedet.
Tak til Kenneth Rasmussen, Maria Grøndahl og datteren Signe og hendes veninde for dette fantas-
tiske arrangement. Jeres åbenhed og mod, som åbnede op for en god dialog om et tabu.

Solveig Bentsen
Rødovrevej 131

Kommentarer
Top