Nytårshilsen fra borgmesteren
borgmester-erik-nielsen_008_071215_BP.jpg
Der er et helt særligt sammenhold i Rødovre, siger borgmester Erik Nielsen, der mener, at det er de sociale fællesskaber, der gør Rødovre til noget helt særligt. Foto: Arkiv
nytårstale Erik Nielsen ønsker alle et godt nytår. Læs borgmesterens nytårstale her.

Man bør, som bekendt, ikke starte med sig selv, men det gør jeg alligevel i årets nytårshilsen. Nogle gange bliver man nødt til at bryde med konventionerne, hvis man har noget vigtigt på hjerte:
Jeg er utrolig taknemmelig for, at jeg har fået lov til at være borgmester i Rødovre i nu 26 år. Det stod ikke skrevet i kortene, da jeg voksede op i 1960’ernes Husum med tre søskende og en enlig mor i en to-værelses lejlighed. Jeg er både glad og stolt over at være jeres borgmester.
Siden jeg flyttede til Rødovre i 18-års alderen, har jeg været klar over, at der er noget helt særligt ved Rødovre. Vi har et helt særligt fællesskab og sammenhold. Det findes overalt i Rødovre – omkring den lokale børnehave, skolen og plejehjemmet. I den lokale forening, til madaftener i folkekøkkenet, på Rødovredagen, Store Cykeldag, til Krigshistorisk Festival og ”Vi Elsker 90’erne”. For blot at nævne nogle få eksempler. Det er de sociale fællesskaber, der gør Rødovre til noget helt særligt.

Tak til alle, der løfter
Men det kommer ikke af sig selv. I alle fællesskaber er der mennesker, der tager et særligt ansvar og får hjulene til at dreje rundt. Som gør en ekstra indsats – ikke fordi de får en tykkere bankbog, men fordi de vil fællesskabet. Jeg vil gerne sende dem alle en kærlig tanke for den store indsats, de har ydet i årets løb. De fortjener at blive hyldet.
Tak til Kommunalbestyrelsen og tak til de mange frivillige, som i løbet af året har været med til at løfte opgaverne side om side med de professionelle på blandt andet det sociale område – til stor glæde for dem, der har det sværest i vores kommune.
Tak til de mange frivillige på idræts- og foreningsområdet. I er med til at sikre sammenhængskraften i Rødovre. Foreningslivet er et meget værdifuldt netværk mellem mennesker, både i de enkelte foreninger og mellem foreningerne i Rødovre.
Tak til alle borgere, medarbejdere og erhvervslivet for året, der gik.



Velkommen til de mange nye borgere
Det har været et begivenhedsrigt år, hvor vi igen er blevet bekræftet i, at det er populært at være en stærk velfærdskommune med en tæt beliggenhed til København.
Rødovre har fortsat en stor befolkningsfremgang og vi er nu godt 40.800 indbyggere.
Vi byder alle de nye Rødovreborgere velkommen i vores fællesskab. På den korte bane kan det give nogle økonomiske udfordringer, at vi bliver flere. Vi følger økonomien tæt, så vi fortsat kan tilbyde den høje standard inden for velfærd, som vi er kendte for i Rødovre og som jo spiller en stor rolle for, at der er så mange, der flytter hertil.
I 2019 har vi indviet en ny og moderne daginstitution, Børnehuset Espelunden. Vi starter det nye år med at åbne Børnehuset Kæret. Ved Børneinstitutionen Skibet på Vårfluevej bliver der opført yder-
ligere en ny bygning og vi renoverer Børneinstitutionen Broparken. Vi er godt med, så der er plads til alle de små børn – selvom der er rigtig mange børnefamilier, der flytter hertil i de her år.
Nu gælder det så skolerne. Kommunalbestyrelsen har besluttet at investere 52 millioner kroner ekstra i udbygning af skoler og daginstitutioner i de kommende fire år. Det kommer oven i de 163 millioner kroner, som Kommunalbestyrelsen besluttede at investere sidste år. Det er meget store investeringer, men det er nødvendigt, hvis kvaliteten fortsat skal være høj og der skal være plads til alle i skolerne.

Mere byudvikling på vej
I december 2019 tog vi det første spadestik til en ny musikskole og café ved rådhuspladsen. Det står færdigt i 2021. Det er en del af den store byudvikling i Bykernen, hvor der på sigt kommer et strøg fra Rødovre Centrum, over Rådhuspladsen og hele vejen til Tæbyvej.
Det kommer, ligesom den store udvikling i syd med Rødovre Port, til at forandre Rødovre. Pensionsselskaber og ejendomsudviklere har for alvor fået øjnene op for, at Rødovre er et godt sted at investere deres penge. Det kommer til at give et stort løft til nogle af de områder, som er lidt slidte i dag. Det er en udvikling, vi skal glæde os over – der er mange andre steder i landet, hvor de drømmer om at kunne tiltrække lignende private investeringer.

Meget at glæde sig til
Der er mange ting, vi kan glæde os til i det nye år. Personligt glæder jeg mig meget til, at Vestbads friluftsbad slår dørene op efter en omfattende restaurering. Jeg tror, der er mange af os, som er lidt oppe i årene, der har mange gode barndomsminder fra somrene i friluftsbadet.
Nu får vores børn og børnebørn mulighed for at få de samme gode oplevelser. Friluftsbadet bliver nemlig ført tilbage til tidligere tiders storhed – men med ny og tidssvarende teknik.
Jeg glæder mig desuden til, at vores spritnye plejehjem Ørbygård står klar til de nye beboere i starten af det nye år.
I 2020 sender vi alle vores 8. klasser på studietur til München. Det er en fortsættelse af den store satsning på teknologi og innovation i skolerne, hvor alle arbejder med det og kan eksperimentere med de nyeste teknologier i
TekX. Nu tager vi det næste skridt og børnene kommer nu til at lære af de dygtigste i Europa. Rødovres børn skal have de bedste forudsætninger for at klare sig og være med til at sikre fremtidens demokrati i den digitale tidsalder.

Rødovre Kommune er bæredygtig
Når jeg som borgmester på et tidspunkt skal give stafetten videre, er det vigtigt for mig, at Rødovre Kommune er bæredygtig. Det gælder både i forhold til kommunens økonomi samt miljø og klima.
Der er lige nu stor usikkerhed om kommunernes økonomi i de kommende år, fordi regeringen og Folketinget har bebudet en ny udligningsreform. Der er en risiko for, at det kan komme til at ramme kommunerne i hovedstadsområdet negativt – blandt andet os i Rødovre. Vi har dog et stærkt fundament at stå på, hvis der skulle komme en storm. Rødovre Kommunes økonomi er robust.
Vi har en forpligtelse til at give en verden og et lokalsamfund videre til vores børn og børnebørn, som er i ordentlig stand og som er en god ramme for at leve et sundt og godt liv. Kommunalbestyrelsen har aftalt, at vi i Rødovre skal tage et større ansvar for den grønne omstilling. FN’s verdensmål for bæredygtighed bliver indarbejdet i kommuneplanstrategien og alle de politiske udvalg skal arbejde med det – og i samarbejde med borgere, organisationer og institutioner udvikle idéer til bæredygtig omstilling. Det kommer til at ske i det nye år.
Lad os stå sammen om at sikre, at også 2020 bliver et fremgangens år for Rødovre. Pas godt på jer selv og pas godt på hinanden.

På Kommunalbestyrelsens vegne ønsker jeg alle et rigtigt godt nytår.

Kommentarer
Top