Nu starter udsalget – her er byttereglerne
udsalg.jpg

Udsalg i Rødovre Centrum

En bytteret giver dig ret til at vælge en anden vare i butikken. En returret giver dig ret til at få prisen for varen udbetalt. Foto: Arkiv
udsalg Før jul stod vi i kø for at købe julegaver og efter jul står vi i kø for at bytte dem igen. Her er den store bytte-guide.
Fakta

Hvis gaven er købt i en butik
Gaven kan kun byttes eller returneres, hvis det er aftalt ved købet.
Du skal kunne fremvise en bon, eller varen skal have et byttemærke.
Du skal forvente, at varen skal kunne sælges igen som ny. Den må ikke være brugt, mærker må ikke være klippet af og emballagen skal ofte følge med varen.

Kilde: forbrug.dk

For nogle er julens overforbrug et stressende og alt for kommercialiseret element, som de godt kunne være foruden. For andre sidder julens gaveræs lige i øjet. Uanset hvordan du har det med højtiden, er der en overhængende chance for, at der ligger en gave til dig under træet den 24. december og dermed også en chance for, at du i dagene efter jul skal stå i kø for at bytte den gaven, du lige har fået.
Men hvordan er reglerne egentlig, når julegaverne skal byttes?
Mange tager det nok for givet, at butikkerne tager en gave retur og giver pengene tilbage, men det behøver butikkerne faktisk ikke. Mange gør det dog alligevel.
”Fysiske butikker er ikke forpligtet til at bytte en gave eller give pengene retur. Mange tilbyder det dog som en ekstra service, især op til jul. Hvis du køber dine julegaver i en fysisk butik, så vær opmærksom på, om butikken giver mulighed for, at modtageren kan bytte gaven eller få pengene udbetalt,” siger Susanne Aamann, der er forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det er populært at give gavekort i julegave og hvis du har fået sådan et, skal du være opmærksom på, hvilken type gavekort der er tale om. Der findes nemlig forskellige regler for henholdsvis elektroniske og fysiske gavekort.
”Hvis gavekortet er elektronisk – det kan for eksempel være en mail eller et plastikkort med magnetstribe – så kan modtageren som udgangspunkt forlange at få pengene udbetalt. Er gavekortet ikke elektronisk, er det normalt kun muligt at veksle det til penge, hvis det blev aftalt, da gavekortet blev købt,” siger Susanne Aamann.
Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk oplyser, at et gavekort er gyldigt i tre år, medmindre der er aftalt en anden frist. Vær opmærksom på, at butikken, under visse betingelser, kan opkræve et gebyr for at udbetale pengene.

Kommentarer
Top