Lærer at samarbejde, når de skyder hinanden
esport_135_141119_BP.jpg
Elever fra Rødovre og Gladsaxe dystede i forskellige spil, der fremmer samarbejdsevnen og tester den taktiske sans. Foto: Brian Poulsen
HVEM SKYDER DU Man lærer meget mere end fingerfærdighed og hurtige reflekser, når man har E-sport som fag. For Rødovres elever er den sjove blanding af leg og læring blevet et inklusions- og dannelsesværktøj i folkeskolen.

Det var ikke uden grund, at lærerstuderende fra Fyn havde taget den samme vej til Rødovrehallen, som radiokanalen P4, da der var E-sport stævne for Gladsaxes og Rødovres skoleelever. E-sport er i rivende udvikling og skolen bliver nødt til at følge med, mener underviserne i det lokale fag Teknologi og Læring.
De kalder E-sport for et pædagogisk værktøj og understreger, at også helt basal gaming kan være meget mere end bare et spil.
Derfor satte de to kommuner også fokus på den værdifulde læring ved et nyt event kaldet E-sport og spiludvikling i skolen.
Lærere, pædagoger, virksomheder, forskere og nysgerrige sjæle var kommet for at debatere og spille sammen – på en dag netop i både læringens og spillets tegn.
”Med vores event ønsker vi at vise, at gaming og skole godt kan hænge sammen – og endda komplementere hinanden,” forklarer pædagog og didaktiker Anders Vejgaard, der er en af ildsjælene bag projektet.
”Gaming og E-sport fylder utroligt meget i unge
menneskers liv og vi mener, at det er en skam, det ikke bliver brugt mere i skolen til at gøre læring sjovt,” tilføjer han.

Kæmpe potentiale
Også fra nationalpolitisk hold er der fokus på mulighederne. Næstformand for folketingets børne- og uddannelsesudvalg Stén Knuth (V), der holdt tale på dagen i Rødovre, siger i forbindelse med den store eventsatsning:
”E-sport har et kæmpe potentiale. Det handler altså ikke bare om et spil. Det handler om samarbejde, selverkendelse og digital dannelse. Og måske vigtigst af alt, så handler det om fællesskaber. Derfor skal vi politikere også have et større fokus på E-sport og være med til at skabe nogle gode rammer for, at det kan udvikle sig endnu mere.”
Ialt virvlede 120 elever rundt mellem de forskellige workshops og foredrag, inden de underviste andre elever i Counter Strike, som dystede mod hinanden i CS:GO om eftermiddagen.



Taktik og strategi
Under turneringen var alle, store som små, velkomne – og kommentatorerne understregede vigtigheden af dagen ved at holde fokus på, hvordan læring, kommunikation, taktik og strategi under spillet gik op i en højere enhed.
En af de lærere, hvis elever var rundt og undervise de andre, er ikke i tvivl om, at E-sport er kommet for at blive på skoleskemaet.
“Eleverne kan lære at samarbejde på en anden måde end normalt og det er nemt at motivere eleverne på en anden måde. Der er enormt meget dannelse og alsidige personlige kompetencer i det og så lever vi i en digital verden. Eleverne møder historier på computere, som de skal have kendskab til også til andre genre,” siger han og tilføjer:
“Nogle børn og unge får store sejre i matematik og dansk, men det er ikke alle. E-sport er idræt på en anden måde og her er der nogle andre, der får sejre.”
Men kan eleverne selv se fordelene ved den nye tilgang til fagene.
Ved en af de mange opstillede computere forstyrrer vi Amina, der snedigt sidder ned med musen i sin hånd og skyder fjender på skærmen.
“Det er sjovt og vi lærer blandt andet at samarbejde og lave taktik sammen. Jeg ved ikke, om man skal kunne det for at få et arbejde, når jeg bliver voksen, men det er sjovt,” siger Amina.

Kommentarer
Top