Frynseklinik får kvart million
Dyrv2018_92.jpg

DYREAMBULANCE: Den mobile nonprofit dyreklinik, Frynseklinikken, er opkaldt efter den private donors hund, Frynse, og er en fuldt udstyret dyreklinik med operationsfaciliteter, blodprøveudstyr og scanner. Man betaler det man kan for konsultationer og behandlinger. Foto: Anton Unger

Med den flotte donation på en kvart million kroner kan endnu flere få hjælp til deres dyr i en af Dyreværnets mobile Frynseklinikker. Foto: Anton Unger
dyreværnet Alle skal kunne hjælpe deres dyr i nød, mener Hedevig Quidings Legat, der har doneret en kvart million til Dyreværnets mobile klinik, bedre kendt som frynseklinikken.

Man kommer langt for en kvart million kroner. Især, når det gælder om at hjælpe små dyr.
Og det er præcis, hvad Dyreværnet gør i de mobile klinikker, der gør dyrlægehjælp tilgængelig for folk, der af sociale eller økonomiske årsager ikke har mulighed for at give deres kæledyr den fornødne pleje.
Nu får frynseklinikken, som den mobile ambulance kaldes i folkemunde, en kvart million kroner i støtte fra Hedevig Quidings Legat.
Dyreværnets arbejde på området er en eksemplificering af Hedevig Quidings store passion for at hjælpe værgeløse dyr. Derfor var det ikke en svær beslutning for legatbestyrelsen at vælge Dyreværnets projekt som dette års hovedmodtager af legatet.
Dyreværnet driver to mobile kliniker, henholdsvis øst og vest for Storebælt og disse kører ud til folk, der af forskelige årsager ikke vil kunne give deres kæledyr den fornødne dyrlægehjælp og behandle dyrene.
”Vores Frynseklinikker gør en stor forskel for folk, der ellers ikke ville kunne give kæledyr den fornødne pleje. Vi samarbejder med lokale organisationer og kommuner og vi behandler alle slags kæledyr,” siger Dyreværnets direktør, Rikke Lee. 
“Vores helt store fokusområde er dog kattene. Hvor folk normalt er forholdsvis gode til at holde øje med deres hunde, får mange katte lov at løbe frit. Udover at de dermed kan blive udsat for smitte, formerer de sig også kraftigt, når de løber frit. Så et af vores største fokus er at få kattene neutraliseret og begrænse udbredelsen. Det løser langtfra alle problemer, men det medvirker til, at problemet ikke vokser helt så eksplosivt. Alle katte fortjener et godt liv og vores indsats medvirker forhåbentligt til at begrænse problemet en smule, så der bliver mere fokus på at tage sig bedre af de katte, folk har nu,” tilføjer Rikke Lee.
Fra sin plads mellem katte og hunde i den store bygning på Islevdalvej fortæller hun om vigtigheden af bidraget.
”Klinikkerne har vi, men driften er en stor udgiftspost. Vi kører langt, har uddannet personale med og medbringer både medicin og udstyr, der skal indkøbes, så alle bidrag modtages med stor taknemmelighed. Så et legat af denne størrelse er en stor styrkelse af vores mulighed for at hjælpe landets kæledyr.”
Elskede alle slags dyr
Hedevig Quiding var selvlært operasanger og debuterede allerede som 19-årig på Det Kongelige Teater. Efter en kort men intens sangkarriere trak hun sig tilbage fra scenen. Hun fortsatte som journalist og musikanmelder på BT, hvor hun var kendt for sin særdeles skarpe pen.
Hendes hjerte bankede også for dyrene, især de værgeløse, som hun tog ind i sit hjem og gjorde alt for at give en tryg tilværelse. Hedevig Quidings hjem havde nærmest karakter af en mindre Zoologisk Have, der rummede alt fra hunde over fugle til rotter – selv en abe slog sine folder i det Quidingske hjem.

Kommentarer
Top