Dobbeltmoral
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv/Brian Poulsen
chrumme Jeg er ofte i IKEA. Faktisk så kan jeg godt lide at komme der og vores hjem indeholder masser af ting fra IKEA.

Men jeg kan nu ikke lade være med at grine af dem. De er jo svenskere og de er simpelthen så selvhøjtidelige og moralske – ja, de ansætter endda udviklingshæmmede personale – og så alligevel ikke. Og det er det, jeg finder mest komisk.
Det er ligesom om, de følger Greta Thunberg på Facebook og lige meget, HVAD den møgsure teenager fabler op om, så følger IKEA bare med. Som jeg har fortalt tidligere, så er IKEA holdt op med at sælge affaldsposer – men ikke stoppet med at sælge skraldespande.
Man vil helst ikke svine nogle trosretninger til, så alle deres julevarer hedder ikke ”julefest” med ”vinterfest.” Det til trods for, at det er små lysestager med nisser på, ja så hedder de ”Vinterlys”. Hold nu kæft IKEA, det kan godt være, at julemanden ikke findes, men det gør vintermanden så heller ikke – til trods for, at de ligner hinanden til forveksling. Og lige meget HVAD I kalder julemanden, så tror jeg ikke, de ryger i indkøbsvognen hos hverken muslimer eller buddister.
Man har også fundet ud af, at man skal have en veggie-hotdog. Ja, man skulle nødigt træde nogle veganere over tæerne og ikke sikre sig, at veganere OGSÅ kan spise sig mætte, mens de køber møbler og dims. Klart nok.
Men lige den der med plastikposerne. Ja, det kan godt være, at de har bandlyst skraldeposer, men deres egne genkendelige blå IKEA poser – ja, dem har vi alle adskillige af, men lige der, der er plasticposer OK, måske fordi vi alle genbruger dem. Ja, og skal vi ikke også indrømme, at IKEA nok rydder pænt mange skove til deres produktion af møbler. IKEA må vel være den største aftager af de billige spånplader beklædt med melamin, som man så kan sælge for 39 kroner. Hvem fanden kan lave et bord til 39 kroner og stadig være i zen med naturen?
Men det var ikke det mest dobbeltmoralske, jeg oplevede på min tur i IKEA. Førstepladsen indtages af deres kæmpe-salg af juletræer. Det kan godt være, at man ikke vil sælge affaldsposer, men at rydde en svensk landsdel for grantræer, som man sælger billigere end nogen andre og så også lige smider et gavekort på en 50’er i røven på træet, så er det ligesom, at den der omsorg for miljøet lyder lidt hult.
Men jeg griner bare af det, for når alt kommer til alt, så er jeg lige så dobbeltmoralsk som IKEA. Jeg er helt med på, at der skal ske noget for miljøet – men jeg håber politikerne og videnskaben finder nogle snuptagsløsninger – for jeg tager jo stadig bilen på arbejde, bruger klorbleget lokumspapir – ja og jeg er da også (i en snæver vending) kommet til at smide et cigaretskod på vejen. Det sidste er faktisk i en god sags tjeneste, for vores alle sammens dårlige samvittighed og Rødovres rengøringskone, Bodil Fosgaard, samler nemlig på skodder til at lave kunst med. Og kunsten må man som bekendt ikke stoppe!

Kommentarer
Top