Danske muslimer overraskede julegæster
80394262_451791899042824_7139675138600992768_n.jpg
I 20 år har der været fælles juleaften her i Kærene. I år overraskede foreningen Spejlet gæsterne med ekstra gaver og slik. Her er det formand, Muhammed Kilic, der takker værtinden Jette Jensen for at arrangere så flot en dag. Foto: Red
Juleaften Man behøver hverken at være kristen eller julemandens største fan for at gøre en forskel for andre i julen. Det beviste en lille forening danske muslimer, da de overraskede Rødovres børn juleaften med favnen fuld af slik og gavekort.

Tre gange om ugen mødes foreningen Spejlet på Rødovre Skole. Her spiller de primært fodbold og snakker om livet, som anden- og tredjegenerationsdansker her i kommunen.

I 13 år har foreningens frivillige kilet sig ind midt imellem det private og offentlige og taget over, hvor de normale institutioner og klubber står af. I dag er nogle af de første unge, der fik alvorssnakke i 3. halvleg, selv blevet frivillige rollemodeller, der hjælper med lektier og liv i deres fritid.



De fleste af medlemmerne er danske muslimer og ser lidt mere eksotiske ud på boldbanen, end den gennemsnitlige fodboldspiller i Rødovre.

Derfor vakte det også ekstra opsigt, da gutterne dukkede op og hjalp til på juleaften på Milestedet Skole, hvor mere end 120 i aften er samlet til fællesspisning.

Ikke mindst fordi gutterne havde samlet sammen og delte gavekort ud for flere tusinde kroner til de mange børn, som ikke normalt får lige så mange gaver, som deres venner.

“Vi kan se, at de hænder, vi i tidernes morgen rakte ud til de unge her i byen, har båret frugt, og de nu i dag er med til at gøre en forskel for nye børn og unge. Det er lidt det samme, som hvad juleaften handler om. At gøre alle børn og unge glade, så der vil vi gerne hjælpe og gøre en forskel. Så handler det ikke om, hvilken religion man har,” siger Muhammed Kilic, der er formand i foreningen.

“Vi snakkede til bestyrelsesmødet om, at der stadig er mange fordomme omkring os, så vi vil gerne vise, at danske muslimer, og især de unge, ikke er så meget anderledes end alle andre. Vi kan godt hjælpe hinanden, og det her er vores måde at vise det på,” tilføjer Muhammed Kilic. Han holder ikke selv jul, men glæder sig på vegne af de mange, der gør.

“Det er vigtigt for mig, at familier er glade, og der betyder julen bare noget særligt. Men den betyder ikke noget positivt, hvis man ikke har noget at give til sine børn. Det vil vi gerne hjælpe med, og hvis vi samtidig kan bruge sådan en dag til at skabe dialog, så er det godt for alle. Vi skal være der for hinanden,” siger Muhammed, der fik et stort kram af værtinden, Jette Jensen:

“Det er fantastisk, at en forening vælger at vise respekt og anerkendelse for børn, der har det svært i hverdagen og at de i spejlet respekterer vores juletraditioner og dukker op og hjælper til om eftermiddagen så af mit julehjerte tusind tak,” siger Jette Jensen.

Som altid var Rødovres borgmester, Erik Nielsen og viceborgmester, Britt Jensen, også forbi for at anerkende vigtigheden af den fælles juleaften, der i år blev afholdt for 20. gang på Milestedet Skole. 

“Juleaften i Kærene er en af de flotteste og hyggeligste juleaftener i Rødovre. Her har masser af frivillige været i gang i mange dage for at give de mange deltagere en skøn juleaften. Tusinde tak til alle de mange frivillige, som står bag denne flotte aften,” udtalte Britt Jensen efter besøget. 

Kommentarer
Top