Unge går til YouTube før håndværkeren
håndværker.jpg
På spørgsmålet om, hvem der foretager større vedligeholdelsesarbejder på boligen, svarer 45,8 procent af de 25 til 39-årige, at de gør det selv med hjælp fra familie og venner. 38,2 procent ringer efter den professionelle håndværker. Foto: SignElements
håndværk De yngste boligejere vil hellere gå på You- Tube eller spørge familien end ringe til en fagmand, når de har brug for rådgivning om renovering af hjemmet.

Først går man på Youtube, så ringer man til far. Først, hvis familien ikke kan hjælpe med spørgsmålene omkring renoveringen af boligen, kontakter de yngste boligejere en fagmand og det stiller nye krav til håndværkerne, mener brancheorganisationen TEKNIQ.
Det er en undersøgelse fra videncentret Bolius, ‘Danskerne i det byggede miljø’, der får TEKNIQ til at påpege forskellen i aldersgrupperne.
Der er nemlig et stort spænd mellem aldersgrupperne i undersøgelsen. Kun 30,2 procent af de 25 til 39-årige søger hjælp hos håndværkeren, når boligen skal vedligeholdes, mens det næsten er halvdelen af de 50 til 59-årige.
”Jeg tror, det handler om økonomi og at de unge rent faktisk har kræfterne til det. Derudover synes de sikkert, at det er sjovt selv at udføre, hvis det er det første hus, de køber,” siger Tine Nielsen, der er fagekspert i Bolius.

Det lange lys
Ifølge arbejdsgiverne i TEKNIQ er der brug for, at boligejerne, unge som ældre, er opmærksomme på, at der er nogle klare grænser for, hvad de selv må udbedre.
”Det gælder ikke mindst indenfor EL og VVS, hvor det altid er en god idé at konsultere en autoriseret håndværker, inden man kaster sig ud i ‘gør-det- selv-arbejdet,” siger Bjørn Hove, udviklingskonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor EL, VVS og metal.
Han understreger samtidig, at håndværksvirksomhederne også selv skal blive bedre til at bruge de digitale platforme, hvis de skal trænge igennem til ikke mindst de yngre kunder.
”Uanset om man skal lappe en cykel eller finde sit næste hotelophold, så er de fleste efterhånden vænnet til at bruge internettets mange muligheder. Man spørger måske også sine Facebook-venner om hjælp til at finde en god elektriker. Derfor er virksomhederne nødt til at spille aktivt med i den udvikling,” siger Bjørn Hove.
Han mener, det er naturligt, at mange unge boligejere vælger at kaste sig ud i boligrenoveringen selv. De har måske købt deres første bolig og økonomien er presset, men det bliver den sandsynligvis ikke ved med at være, som årene går.

Trækker i arbejdstøjet
De yngre boligejere og andelshavere nøjes da heller ikke kun med at søge råd og vejledning på nettet. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at de også er villige til selv at trække i arbejdstøjet og kaste sig ud i større vedligeholdelsesarbejder. Aldersgruppen lægger sig således helt i front, når det kommer til gør-det-selv-arbejde.

Kommentarer
Top