Højeste antal fødsler i ti år
IMG_8410.jpg
2018 blev det år, hvor der blev født allerflest børn i Rødovre. Danmarks Statistik har indsamlet data hvert år siden 2007. I årets tre første kvartaler er der indtil videre født 364 børn, hvilket er et gennemsnit lige under niveauet i 2018. Foto: modelfoto
babyboom Rødovre vokser, børnefamilierne strømmer til og det det kan ses i statistikken over antallet af nytilkomne børn.

Hvis du sidste år så lidt flere barnevogne rundt om Damhussøen eller ammende kvinder på byens caféer, er det med god grund. Tal fra Danmarks Statistik afslører nemlig, at antallet af nytilkomne børn i Rødovre er det højeste i over ti år.
Helt præcist blev der i 2018 født 490 børn, hvilket er 26 flere end året forinden og det højeste antal siden 2007, hvor Danmarks Statistik har indsamlet data.
Børn kræver pasning og Rødovre Kommune har de senere år bygget hele tre nye daginstitutioner og 2. januar åbner Børnehuset Kæret for et begrænset antal vuggestue- og børnehavebørn.
Der er et stort pres på kommunens daginstitutioner og derfor følger Børne- og Skoleudvalget også nøje med i udviklingen.
”Det er en rigtig glædelig nyhed, at der bliver født mange børn i Rødovre og hver måned får vi prognoser, så vi hele tiden er opdateret på behovet for institutionspladser. Vi hviler ikke på lauerbærrene og har bygget mange institutioner, men vi skal heller ikke forbygge os, så vi risikerer at stå med halvtomme institutioner,” siger Annie Arnoldsen Petersen (S), der er næstformand i Børne- og Skoleudvalget.

Netportal jubler over babyboom
Hos netportalen babyhelp.dk, hvor de besøgende kan blive klædt på til de mange udfordringer, man møder som kommende samt nybagt forælder, jubler man over udviklingen i Rødovre.
”Vores levebrød er nybagte samt kommende forældre. Derfor varmer det naturligvis vores hjerter, når viriliteten er så god i Rødovre, som den tilsyneladende er,” udtaler Casper Ellam Schou.
Makkeren Jesper Nørskov Jensen supplerer:
”Ja, det er virkelig fedt. Dog ejer vi også en anden portal, hvorfra vi sælger kondomer og noget tyder på, at vores kundegruppe for den slags ikke lige befinder sig i Rødovre. Men hvad pokker, man kan ikke få det hele,” siger han.

Kommentarer
Top