Evaluering efter to runder
RMB-odense_134_060919_BP.jpg

Metalligaen, Ishockey: Rødovre Mighty Bulls - Odense Bulldogs.

Frederik Kaels, nummer 9, gik forrest i Rødovres vilde comeback i Herlev. Foto: Brian Poulsen
ishockey Rødovre Mighty Bulls leverede et vildt comeback i Herlev, der alligevel kvalificerede sig til Final 4. Lørdag aften er der gratis julebryg og showkamp som fed opvarmning til et fedt returopgør.
Herlev-Rødovre
3-4
(2-0, 1-0, 0-3, 0-0, 0-1)

05:01 1-0 Luis Blak Olsen (ass. Riekkinen, Mauritzen)
05:58 2-0 Tobias Ruelykke (ass. Rollin Carlsson, Skinnars)
30:51 3-0 Victor Rollin Carlsson (ass. Skinnars, Koch)

52:51 3-1 Frederik Kaels (ass. K.Larsen, Illemann)
54:42 3-2 Magnus Carlsen (ass. Eller, Crawford)
55:53 3-3 Thomas Olsen (ass. Kaels, Zorko)
65:00 3-4 Nick Crawford PS

1333 tilskuere

Så er de to første runder spillet i Metalligaen og jeg har haft mulighed for at se alle hold i aktion. Ud over samtlige hjemmekampe i Rødovre Centrum Arena har jeg været et par gange i Herlev og en gang i Rungsted for at kloge mig på holdene.
Min konklusion er, som så mange andre, at Aab og Rungsted er i særklasse de bedste hold, men til gengæld er det helt åbent fra nummer tre til otte. Sorry Odense, men fynboerne mangler en bred og stærkere danskerstamme, før de bare kan tænke realistisk på top 8.
Det vender jeg tilbage til og ser i første omgang på aftenens helt vilde kamp i Herlev.

Bredden ødelagde Herlevs store aften
I Herlev kom hjemmeholdet ud som lyn og torden. Tyrene lignede et hold, der hellere ville være hjemme i stuen og holde i hånd, mens de så ’Vild med dans’, mens værterne tæskede løs og fortjent kom foran 2-0.
Det var bare ikke fedt at komme fra Rødovre i de første 20 minutter, men cheftræner Lehtonen må have haft magiske ord i pausen, for kampen ændrede karaktér. Kampen var mere åben og den kunne ligeså vel være blevet 2-1 som 3-0, men de Final 4 kæmpende ørne fandt endnu engang vej til netmaskerne og jeg må indrømme, at jeg så kampen som afgjort.

Der var heller ikke meget, som tegnede på en vild vending af kampen. Men da først Frederik Kaels, som i øvrigt er ’barnefødt’ i Herlev og spillede der i sidste sæson, fandt vej til nettet, så skal jeg da lige love for, at værterne fik gummiben og gæsterne fik troen på point.
Det var så vildt, at se:
Det psykiske overtag, som Rødovre tydeligvis har på ’lillebror’
Det comeback som Mighty Bulls leverede
At det var breddespillerne, som blomstrede og overtog isen

Jeg mener, at trænerduoens insisteren på at bruge alle kæder, alle spillere, i alle momenter af en kamp, denne fede fredag aften i Herlev gav bonus.
For det var ’bredden’, med den blot 19-årige Frederik Kaels i spidsen, som ødelagde Herlevs store aften på et tidspunkt, hvor kampen så afgjort ud.

For anden gang, i de seneste tre kampe, blev Nick Crawford helt med kampens sidste og afgørende scoring, så Rødovre tog to vigtige point med hjem over kommunegrænsen.

Men jeg tror, når Herlev har sunket det bitre nederlag, at de glæder sig enormt over, at de har kvalificeret sig til Final 4. Det betyder, at Final 4 består af to sjællandske og to nordjyske mandskaber, når det går løs i slutningen af januar.
Personligt kan jeg ikke huske, hvornår Sjælland sidst havde to hold i pokalturneringens semifinaler, men det er mange år siden. Jeg ser det, som en kæmpe sejr for Sjælland, som endelig ser ud til at kunne hamle bare en lille smule op med de suveræne jyder.

Evalueringen
Selvom Rødovre både har vundet over Aab og Rungsted i Rødovre Centrum Arena, så ser jeg begge tophold fuldt berettigede til deres placeringer.
Begge hold har en suveræn udenlandsk kæde og en stærk dansk kæde i landsholdsklasse, som er eminente i ’special teams’. De kunne bare ikke overliste Matt O’Connor og William Rørth i Rødovre Centrum Arena.
Til gengæld er jeg forundret over, at Rødovre ikke har fået point mod Esbjerg og SønderjyskE. Ingen, af de ellers altid stærke jyske mandskaber, har på nogen måde fascineret mig og spiller for spiller, er de ikke skræmmende. Vestjyderne måske med alle de udenlandske spillere fit for fight, men som deres situation er i dag – slet ikke.
Jeg ser mere nederlagene, som overdreven respekt for modstanderne kombineret med rødovrespillernes usikkerhed i vejen til at finde frem til systemerne. Og det bliver stille og roligt bedre.
Frederikshavn viste, ærlig talt, ikke en rygende fis i Rødovre Centrum Arena, men de har – på papiret – et stærkt mandskab. I Rødovre fik de et mål foræret til 0-1, som var deres første alvorlige forsøg i kampen, og det blev en game changer.
Med føringen spillede vendelboerne klogt og holdt Rødovre på ’ydersiden’, men de viste ikke meget og kampen var virkelig kedelig.

Herning har fået en overraskende dårlig start på sæsonen og chokerede nærmest med en sejr i Frederikshavn, som manglede deres første keeper. Men holdet fra Heden viste ikke meget i Rødovre eller da de spillede i Herlev og tabte 5-2.
Jeg kan ikke se, hvorfor Rødovre ikke skal slutte i top 4 sammen med Aab, Rungsted og Frederikshavn. Kun et fortsat skadeshelvede og et fortsat elendigt ’special teams’ kan hindre det.

Gratis øl og fest
Fra klokken 16 til 17 – eller så længe lager haves – er der gratis julebryg i Rødovre Centrum Arena. Dermed er der lagt til fest, for de traditionelle juledråber afløses af en showkamp mellem legender fra 80’erne og 90’erne og lidt op i 00’erne mellem Rødovre og Herlev.
Der vil være mange kendte navne, som med garanti har flere kilo at slæbe rundt på, men som stadig besidder elegancen i den fascinerende sport – det går bare lidt langsommere.

Der spilles 2 x 15 minutter løbende tid, så der er tid nok til ’back-to-back’ kampen mellem Rødovre og Herlev, som starter klokken 19. Tiden kan passende blive brugt på at høre nostalgisk 90’er musik i foyeren leveret af ligeså legendariske DJ Riffi.

En ting er sikkert – jeg har spået virkelig elendigt hidtil i sæsonen, men jeg satser alligevel og spår en sejr til Rødovre. For sådan er det altid, når lillebror kommer på besøg i Rødovre Centrum Arena.
Men denne gang, tror jeg, endnu mere på det, for Herlev har kæmpet for Final 4 og opnået det ’umulige’, så denne skønne lørdag aften, har ørnene brug for at puste lidt ud og det udnytter tyrene til at sejre.
Et andet bud er, at der endelig bliver mere end 1500 tilskuere i Rødovre Centrum Arena og ’Sumpen’ bliver godt fyldt og leverer en gudestemning.
Jo, der bliver fest.

Kommentarer
Top