Annonce
Åbner madoase i Bybjerget
madspil_270_261119_BP.jpg
Brian Djursholm glæder sig til at dele ud af byens overskudsmad her fra lokalerne i Bybjerget.
Madspild I en tid, hvor flere og flere gerne vil gøre en forskel for klimaet og for hinanden, kiler Brian Djursholm sig lige midt ned imellem den globale og den personlige hjælp, når han åbner madoase for overskudsmad i Rødovre.
Fakta

Stop Spild Lokalt uddeler dagligt ca. 12 tons overskudsmad, og er derfor blevet Danmarks største frivillige organisation, der systematisk, fødevaresikkert og sporbart deler overskudsmad ud, som ellers ville have mættet Danmarks containere og skraldespande.

I alle madoaser er der tilknyttet frivillige socialrådgivere, som er uafhængige af kommunerne. De kan hjælpe dig igennem en svær tid på en række områder. Henvend dig i nærmeste Madoase for nærmere information. Socialrådgiverne kan tilknytte en gladpakke til en familie, hvis de vurderes til at have et særligt behov, og det betyder altså, at man er sikret mad efter en individuel aftale.

Spild er dårligt. Ikke mindst, når det er mad, der går til spilde, mens personer lider nød og kloden lider af vores overproduktion af madvarer.

Nu har Brian Djursholm imidlertid taget initiativ til at starte en såkaldt madoase i Bybjergets selskabslokaler.

Madoasen er en del af Stop Spild Lokalt, der blev stiftet i 2016 af den dengang 17-årige Rasmus Erichsen. Han startede en Facebookgruppe med det formål at få private personer til at dele deres overskudsmad med hinanden. Siden da har Stop Spild Lokalt været i en rivende udvikling, og dækker i dag 109 danske byer og én enkelt grønlandsk. Derudover har bevægelsen små  madoaser i hele landet, hvor de dagligt deler mad ud til personer, som godt kunne bruge en ekstra hjælp.

”Det gælder socialt udsatte, hjemløse, institutioner og mange flere,” siger Brian Djursholm, der altså har åbnet en i Rødovre.

Første gang måtte han dog aflyse, fordi der ganske enkelt ikke var noget overskudsmad at dele ud af.

”Det er på en måde positivt, at vi måtte aflyse. Konceptet går jo ud på at redde det mad, der ellers skal smides ud. Det gælder både fra private og fra firmaer. Nu har vi en aftale med REMA 1000 og jeg forsøger også at få aftaler med de andre store butikker i Rødovre,” understreger Brian Djursholm.

Et af formålene med madoaserne er, at ingen må gå sultne i seng, og derfor kan man altid kontakte ham, hvis man vil hjælpe eller har mad til overs, der egner sig til at blive givet videre. Dermed kan du også være med til at sikre andre mad via en nødpakke, som til tider også deles ud til hjemløse i hele landet.

 

Manglede i Rødovre

For Brian er det vigtigt, at der nu også er et sted for overskudsmad i Rødovre.

”Jeg har længe savnet, at der var en oase i Rødovre, men det skulle også være et sted, hvor der var en fryser, så vi kunne opbevare frostvarer,” siger Brian, der nu kan tælle til hele 10 frivillige lokalt, der arbejder gratis for at hjælpe andre.

De mødes hver tirsdag i selskabslokalerne, hvor de deler mad ud til interesserede helt gratis.

”Det hjælper både klima og folk, der er økonomisk ramte. Heldigvis er butikkerne blevet bedre til at sætte priserne ned nær udløbsdato og undgå spild generelt, men der er stadigvæk mange varer, som kan hjælpe folk i nød,” understreger Brian Djursholm, der kan kontaktes på stopspildlokalt.rodovre@gmail.com eller på 61283436.

 

 

 

Kommentarer
Top