Verdens mindste nyheder!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Avisen har fundet et nyt koncept: Verdens mindste nyheder. Her gik jeg og troede, at en lokalavis VAR verdens mindste nyheder, men der er åbenbart plads til ENDNU mindre ting end at Islev Bibliotek – MÅSKE - har talte dage.

Jeg synes det er et fantastisk initiativ. Der er ingen nedre grænse for, HVOR små nyheder der kan få spalteplads. Man inviterer ligefrem læserne til at melde ind med deres mindste nyheder.
Når man som jeg, er trofast læser af Facebook gruppen Rødovre – så er der masser af potentiale. Når man tænker over, hvor mange der efterlyser loppemarkeder, så kunne det være interessant at se, hvad disse så FAKTISK køber på loppemarkedet. Eller dem som lige skal høre om, hvilken vuggestue der er bedst, at de så lige skriver i avisen, at de traf det rigtige valg – eller måske det forkerte valg.
Det kunne måske redde Islev Bibliotek, hvis man f.eks lige tog et foto og lige viste Rødovre, at der faktisk kommer borgere på biblioteket. Måske endda flere end der kommer i svømmehallen.
Man kunne også lave en fotokonkurrence og kåre ugens foto af solnedgang ved Damhussøen. Måske man skulle begrænse det til en månedlig begivenhed, for der er godt nok MANGE fotos af solnedgange ved Damhussøen. Måske man kunne variere temaet for fotokonkurrencen, f.eks. Solnedgang I kærene eller Solnedgang over M3. Ja bare for at vise, at Rødovre er meget mere end Damhussøen.
Måske man skal undgå for mange fotos, da man ofte vil se billeder af kassevogne på polske nummerplader og bortløbne katte – som ikke er bortløbne. Cykler som måske er stjålet og nøgler der definitivt er tabte.
Måske man alligevel kunne lave en fotokonkurrence om polske kassevogne. Man kunne så kåre ”Månedens Polak-Spand”. Og præmien til slædens ejermand kunne være en posefuld af tomme tyske øldåser uden pant og 10 metalbøjler.
Men MEST af alt, skal der være plads til den positive historie. En af hverdagens små sejre. F.eks når man når over for grønt i krydset Tårnvej/Jyllingevej. Lige den ekstra skive pepperoni på din pizza. Den dag du tror det er tirsdag og så er det faktisk onsdag. Eller den dag hvor ALLE flasker blev accepteret i flaskeautomaten OG man så også husker at aflevere flaskebonen ved kassen – en sand dobbelt-op på Fakta-rusen. Måske du oplever at bussen kørte til tiden (du var så desværre 2 minutter for sen på den). Det kan også være, at man er så heldig, at sure Bjarne faktisk oplever en god dag. Ja og nu da vi er ved de mere sjældne fænomener, så kan det jo også være, at man en dag oplever en borger fra Islev, som bare er rå-glad for at bo i Islev.

Kommentarer
Top