Tør du løbe med?
løbeklub.jpg
Det bliver med garanti hyggeligt, når lokalavisens løbeklub mødes fredag eftermiddag og hvis vi er heldige, går det også hen og bliver en lille smule uhyggeligt. Foto: Arkiv
rødovre lokal løb I anledningen af Halloween har Rødovre Lokal Løb planlagt en løberute, der er så uhyggelig, at du løber skrigende væk. Eller det er i hvert fald planen.

Avisens lokale løbeklub er ikke ude på at skræmme nogen fra vid og sans, men i morgen eftermiddag håber vi alligevel, at vi kan skabe lidt uhygge, når vi inviterer alle til fællesløb foran ’Det gamle hundebad’ på Rødovrevej klokken 16.30.
I anledning af den amerikanske tradition Halloween løber vi en tur rundt på de lokale villaveje for at finde spindelvævsbeklædte vindueskarme og udskårne græskar.
Hvis vi løber ekstra langsomt, kan det være, at mørket når at falde på og dermed gøre turen bare lidt uhyggelig.
Som altid slutter løbeturen i hyggelig omgivelser på den lokale ølbar ’Det gamle hundebad’, hvor der som regel er flere forskellige fadøl i hanerne.
”Rigtig mange borgere har taget Halloweentraditionen til sig og der er efterhånden gået sport i uhyggelig oppyntning og vi håber ikke, at pynten er pillet ned igen, når vi løber fredag eftermiddag,” siger løbeklubbens formand Leon Skriver Hansen, inden han lover, at alle kommer sikkert rundt på ruten.
Hvis du har lyst til at løbe med, skal du blot møde op i løbetøj foran ’Det gamle hundebad’ på Rødovrevej 79 i morgen, fredag den 1. november. Vi sætter i løb præcis klokken 16.30, så kom gerne lidt før.
Løbetempoet er omkring 6 minutter per kilometer. Håber vi ses.

Kommentarer
Top